I disse trange og lukkede tider for musikbranchen – ikke mindst for LIVE scenerne og for mange festivalarrangører – er det opløftende , at der alligevel også opstår noget godt nyt – alt til trods. I denne uge blev det således offentliggjort at ’Nashville Nights International Songwriters Festival’ vil blive afholdt i dagene 17-19. september 2021 rundt omkring på ni forskellige spillesteder i Odense. Posten, Dexter, Magasinet, Frølageret, Studenterhuset, Anarkist, GASA, Storms Pakhus og en udendørs teltscene med navnet The Circus lægger rammer til alle festivalens events.
Det er en festival, der i den grad må siges at være lige i SIDE 33’s ånd, idet den præsenteres som en festival, der vil inspirere, underholde og motivere sangskrivere og musiklyttere på tværs af genrer, alder og landegrænser. Med andre ord en musikalsk bredside til os alle. Mere end 60 danske og internationale sangskrivere og kunstnere vil finde vej til programmet, hvor der vil være både de fulde band koncerter, akustiske set-ups, talks, debatter og ‘writers rounds’.
Mange af koncerterne er skræddersyet specielt til festivalen – og man vil f.eks. opleve nogle helt unikke solooptrædener fra Stuart A. Staples fra Tindersticks og Craig Finn fra Hold Steady, og så kommer Jesper Binzer og Søren Andersen med hver sin guitar og fortæller om deres musikalske samarbejde .
Programmet offentliggøres løbende frem til 4. juni hvor billetsalget starter – men foreløbig er det sikkert at svenske Lisa Ekdahl og canadiske Martha Wainwright giver koncert med fuldt band.
Selvom det er en festival, der har taget sit navn med inspiration i countryens hjemby Nashville, og bliver lanceret som en festival med sangskrivningen i centrum, så kommer den genremæssigt også til at brede sig naturligt ud i både pop-, rock-, og indielandskaber, som i de seneste år alle i stadig højere grad lader sig inspirere af countrytraditionen. Festivalen er desuden inspireret af – og har opbakning fra – verdens største sangskriver festival Key West Songwriters Festival i Florida.
En af vort lands mest aktive og bredt leverende sangsmede Marcus Winther-John deltager i det importerede Nashville-format ‘writers rounds’, hvor man også kan møde mange af de store amerikanske stjerne-sangskrivere fra Nashville- bl.a. Dan Smalley, Bobby Pinson, Blue Foley, Kristen Kelly, Kensie Coppin, Trent Tomlinson, Cheley Tackett, Kasey Tyndall og Chancie Neal. De kan som ofte også noget på egen hånd og med egen stemme – og ikke mindst Dan Smalley omtales i Nashville kredse aktuel som ‘the next big thing”.
Derudover indeholder det foreløbige program allerede masser af upcoming danske artister fra vækstlaget – samt mere etablerede sangskrivere og artister – blandt andre Lasse Storm, Baby Did A Bad Thing, Chasing Grace, Tamra Rosanes, Nikolaj Nørlund, Kajsa Vala, Alex Nyborg & ACOF, Jacob Bellens, Cody, og Lars DK.
Det er planen at festivalen bliver en tilbagevendende begivenhed- og målet er at blive den største af sin slag i Europa. Hvert år vil festivalen hylde en af de største sangskrivere. I år er det Leonard Cohen som hædres, og i den anledning samles Leonard Cohen Tribute band med solisterne Signe Svendsen, Claus Hempler, Steen Jørgensen, Bjørn Fjæstad, Mike Andersen og Sara Indrio i front.
Festivalen vil hver eftermiddag og aften byde på flere ‘Writers rounds’ på de forskellige spillesteder. ‘Writers rounds’ er en kendt og integreret del af livescenen i Nashville og er en showform, hvor to til fire sangskrivere er på scenen sammen. De spiller et antal runder, hvor de skiftevis spiller og fortæller om deres sange. På festivalen vil man kunne møde både danske, britiske og amerikanske sangskrivere i ‘Writers rounds’. Et format man også har kunne opleve ved festivalens lille forløber – koncerturneen Nashville Nights, der blev en stor succes sidste år – og gentages i næste uge med fem koncerter rundt om i landet, og et ganske flot hold af udenlandske artister.
Billetsalg
Rammerne for festivalen i år er sat ud fra de covid-19 restriktioner, vi kender fra efteråret 2020. Billetsalget åbner 4. juni for køb af festivalpas til alle tre dage. Når man køber billetten, opfordres man samtidig til at vælge, hvilke arrangementer, man vil deltage i. På den måde sikrer festivalen, at man kan overholde mulige restriktioner, og at ingen går forgæves. Det vil stadig være muligt spontant at søge til events, man ikke har booket på forhånd, men der er man altså ikke sikret plads. Den 18. juni åbnes der for salg af enkeltbilletter til events med ledig kapacitet. Grundet mulige restriktioner er der kun et begrænset antal festivalpas i salg, så publikum opfordres til at sikre sig deres billet og reservere pladser hurtigst muligt.