Gud Frimer vel – hvor er det dog noget så befriende og berigende at høre blues på dansk. Forbløffende få har gjort det før Ole Frimer. Navne som Peter Thorup, Katzenjammer Kids (feat. Troels Jensen), Børge “Biceps” Jensen, og Kent Thomsen er umiddelbart de eneste, der lige kommer frem i erindringen.
Men bluesmusikere og ikke mindst deres publikum er mindst lige så konservativt som det er loyalt, så det ikke noget man selv som etableret bluesmusiker bare lige gør. Og sådan er det! Men i 2014 var Ole Frimer langt om længe blevet så omstillingsparat, at han tog chancen, og udgav det gennemførte ”Blålys” album – fuld af danske tekster, der var værd at lytte efter – lytte på . Og det gjorde et stort publikum – ja, selv i Tyskland – hvor Ole Frimer såmænd også gerne lufter et par af sine danske sange på scenerne der.
For det er en internationalt anerkendt spillemand og bluesmand vi har fat i her. Og heldigvis følger han nu op med ”Faerd” – der netop pga. et internationalt udsyn staves ”Faerd” og ikke ”Færd” – som ellers er det ærkedanske ord for titlen.
En titel der afspejler, at den i dag 67-årige Ole Frimer er i færd med at slå fast, at blues gør sig godt på modersmålet, og at han i tilblivelsen af de nye numre har været på en længere personlig færd – blandt andet til Sydamerika og USA – for at samle inspiration til de ni numre på albummet. Det er tydeligvis et album, der er præget af både eftertanke, refleksion, erkendelse, og selverkendelse – og med tekster om det både uforklarlige, det uhyggeligt faktuelle, og det nære og de kære.
Musikalsk er det velproduceret og voldsomt velspillet i samtlige 36 minutter af Ole Frimer på guitar og vokal, Niels Ole Thorning på tangenter, Jesper Bylling på bas og kor, og Claus Daugaard på trommer. Der er et skønt glidende flow hele vejen igennem, og albummet fungerer både som lækker baggrundsmusik og som en plade man sætter sig på, og kan leve sig med ind i.
Selvom Ole Frimer er en fabelagtig guitarist, er det ikke soloer, der dominerer her. De er der – men mest placeret som de små pirkende prikker over i’et. Man kunne måske godt have ønsket sig at han en enkelt gang eller to undervejs havde givet lods og virkelig foldet sig selv og sin guitar helt ud. Den oplevelse må vi så vente med til koncerterne. Fair nok.
Selvom albummet stadig skal placeres under genrebetegnelsen blues – er det også så meget mere end det. Der er andre inspirationskilder, der løfter albummet. Ikke mindst den herligt Steely Dan klingende og sejt swingende ”Englenes By” – skrevet på en tur i L.A – luner vældig på øregangen.
Som nævnt fylder det nære også en del – og en kærlighedserklæring som ”Ved jo godt” (til hustruen) og ”Ses vi?” (til de børn, der er ved flytte hjemmefra) – gør indtryk – og skaber en forestilling om at der også er både gode historier og bomuldsmarker i Ryomgaard og omegn. Det er smukt. Det er blåt. Det er to fintfølende hjertestartere.
En historie fra barndommens land om frygten for de husvilde børn fra ”øen”, der skabte frygt i den bydel i Ålborg, hvor Ole Frimer voksede op – i øvrigt sammen med Lars Lilholt – brænder sig fast, skaber billeder og refleksioner. En stærk sag om socialt betinget afmagt .For man kan ikke lade være at tænke den tanke, om det ikke er lidt samme historie man kunne fortælle i dag, hvis “Ø-ungerne” var skiftet ud med flygtninge eller alle ”dem”, der ikke er danske.
I det hele taget er Ole Frimer ferm til at bruge stednavne og beskrive stemninger i sine sange – og det topper nok i den malende og barske ”Manifest Destiny”, som må regnes som et af albummets højdepunkter. Skabt af en reel indignation over vores vestlige verdens herrefolksmentalitet – der blandt andet afstedkom at en del danskere rent faktisk deltog i folkemordene på originalbefolkningen i Amerika.
Også åbningsnummeret ”Mirage” må fremhæves. En lidt syret tekst – med plads til fortolkning – men rent faktisk skrevet på baggrund af et møde med det uforklarlige på en strandtur på Galapagosøerne. Musikalsk rytmisk veldrejet og velfunderet, sat i scene over næsten seks sindsoprivende minutter, der giver en mægtig lyst til bare at sætte nummeret på ”repeat”. Men så glipper man jo så meget andet øreguf i løbet af den efterfølgende halve time. Så lad nu bare være med det.
Summa summarum. Der er egentlig ikke nogle gode grunde til ikke at se frem til at følge Ole Frimer og hans videre færd med blues på dansk.