One-Eyed Mule har siden udgivelsen af debutalbummet ’Hobo in the land of love’ 2006, markeret sig inden for det snævre felt af danske americana-bands. Med tiden har bandet, der oprindeligt er inspireret af 1920’erne og 1930’ernes amerikanske rootsmusik, skabt deres helt eget musikalske udtryk med et drømmende americana univers, der ikke lyder som nogen andre. De er lige nu aktuelle med deres syvende album ”Bird of passage”, hvorfra nummeret “More Donovan than Dylan” allerede har gjort sig ganske godt radiofonisk. .
Ved ankomst til Dexter lørdag aften, er det overraskende at kun halvdelen af lokalet er åbent. Man skulle mene at et fynsk band af, endog med Rasmus Dall i front (Folkeklubben), snildt kunne trække et par hundrede gæster. Heldigvis går der ikke længe, før personalet erkender at have undervurderet fremmødet. I al hast fjernes afspærringsvæggen i midten af lokalet, og hurtigt fyldes resten af spillestedet op. Sådan skal det være. Nu er vi klar til koncert!
One-Eyed Mule starter aftenen i den blide ende, og åbner ballet med ’Here I lie’ (Bird of Passage), der passende indkapsler essencen af førnævnte drømmende udtryk, hvor Rasmus Skovgaards blide mandolin klang, snor sig fint i samspil med Rune Højmarks eminente pedal steel guitar. Sidstnævnte et instrument, der i øvrigt dominerer en stor del af sættet, og vel kan karakteriseres som en væsentlig del af bandets dna. Det fungerer godt.
Frontmand Rasmus Dall besidder en karismatisk udstråling, og en evne til at formidle budskaber og historier mellem sangene, uden at det bliver kedeligt eller irrelevant. En evne der ikke er at kimse ad. At en af de helt store helte er Bob Dylan, hersker der ingen tvivl om, og inspirationen, der kommer til udtryk både i Dalls vokal og kompositioner, er en stil der klæder ham. Selvom sangskrivningen næppe kan tilskrives Dylans niveau (kan den nogensinde det?), og der til tider synes at snige sig lidt for mange gentagelser ind, fungerer det overordnede tekstunivers fint.
Roadtrip og små musikalske overraskelser
Et levende og lettilgængeligt billedsprog lader historierne folde sig ud og vi ser det for os. Et godt eksempel er nummeret ’Dreamt My Way’ (The Black Tornado Sessions), hvor Dall drømmer sig gennem de amerikanske sydstater og tager os med på turen. Dette er for øvrigt den klassiske roadtrip fortælling som ethvert americana-band med respekt for sig selv har med i kufferten.
One-Eyed Mule består udover Rasmus Dall af Uffe Ipsen, Rasmus Skovgaard, Christian Rindorf og Rune Højmark. Der hersker ingen tvivl om, at her et band af topprofessionelle og dedikerede musikere, der brænder for projektet og med deres eminente samspil, formår at skabe små musikalske overraskelser aftenen igennem, hvor det svinger med præcision fra ende til anden. Alle fem besidder de hver især fremragende musikalske evner, og ofte på mere end et instrument.
Som publikum er det i det hele taget interessant at følge de mange instrumentalskift undervejs, hvor vi udover de gængse instrumenter, også præsenteres for mandolin, lapsteelguitar, bongotromme, sylofon og sågar sav. Sidstnævnte spilles på af multitalentet Uffe Ipsen, der særligt gør sig bemærket ved fremførslen af det dragende nummer ’Spanish Fandango’, hvor han med akustisk guitar træder frem på scenen, og tryllebinder publikum fra første akkordanslag. Et magisk moment der uden tvivl kan tilskrives som aftenens højdepunkt. Man ville her utvivlsomt have hørt en knappenål falde til gulvet, hvis ikke den blev overdøvet af en fotografs insisterende knipsen, fast besluttet på at forevige magien snarere end at opleve den.
I det hele taget er One-Eyed Mule et band med mange facetter. I ’Morning Comes’ præsenteres vi pludselig for et mere jazzet udtryk, mens der med upbeat tracket ’Shake me’ syres godt og grundigt ud. Overordnet fungerer genreskift og forskelligheder fedt, og det er netop i kombinationen at Mules unikke sound opstår.
Med ’Sad Little Lovesong’ (The Black Tornado Sessions) kan publikum ikke længere holde sig i stolene, og må op og rocke med. Faktisk sker det flere gange at bandets energiske optræden smitter af på salen, og aftenen slutter da også med stående bifald, fra hvad der lader til at være et meget veltilfreds publikum.
