PALACE WINTER – ”…Keep Dreaming, Buddy”

“Målrettet manifest viser sig som kærkommen gæst i velkendte musikalske rammer”

Denne farligt fængende duo – der allerede har begejstret vidt og bredt – ikke mindst her til lands, i Tyskland og i England – består af den australske forsanger og guitarist Carl Coleman og danske Casper Hesselager på diverse synth, keys, percussion og programmering. De tager på deres tredje fuldlængde udspil favntag med nye stemninger i såvel tekst og musik – uden dog at fjerne sig for markant fra deres tidligere veludviklede udgangspunkter.

Så hvis du i forvejen holder af Palace Winter via de to foregående album, så vil ”… Keep Dreaming, Buddy” ikke mærkes som et jordskælv af forandringer, men måske nærmere som en vulkan, der lige er vækket til en lurende ulmen.  Albummets tekster er rent faktisk primært skabt på vulkanøen Tenerife – hvor Carl Coleman tilbragte en hel vinter – og lagde grundstenene til det simrende manifest – ”Colour. Slower. Violent”, der blev selve grundlaget for skabelsen af dette album.

Tekst og musik skulle afspejle livets kontrastfuldheder – hvor lykken og livet ofte balancerer på kanten af destruktionen.  Og man fornemmer bestemt nuancerne imellem drømme og dommedag på albummets 10 skæringer, men det hele til trods er så tilpas ’pænt klædt på’ , at uhyggen og utrygheden aldrig helt mærkes for alvor eller går i udbrud.

Albummet kan således med stor og rendyrket fornøjelse høres uden nærmere involvering i det tekstmæssige, men blot som et velproduceret og drømmende lydtæppe, som det simpelthen bare er behageligt at befinde sig på i samtlige 42 minutter, hvoraf titelnummeret i øvrigt er rent instrumentalt. Placeret godt midtvejs, som et pusterum – eller måske en ønskebrønd. Smukt er det i hvert fald – og det sikrer at man som lytter alene af den årsag ønsker sig mere.  Meget mere.   

Det er i bund og grund et varieret og velfunderet elektronisk baseret indie-pop album – der rummer masser af smagfulde tilsætningsstoffer og gæster.  Ned Ferm på saxofon formår f.eks. i den grad af give farve til de i forvejen formfuldendte sange ”Wont Be Long”, ”1996” og ikke mindst i den eksplosive og festlige hyldest til Little Richard – ”Richard (Says Yes), der også har en frydefuld vokal gæsteoptræden fra Penny Police (Marie Fjeldsted). En ren ’banger’ og et rent ‘banke banke på’ nummer lige til dansegulvet. En humørpille på et album, der ellers mest af alt er for alvor.   

Palace Winter har tydeligvis masser af forskellige inspirationskilder fra dette århundredes sprudlende og mangfoldige musikscener – ikke mindst fra den elektroniske franske musikscene – men det er altså ganske svært at høre den flotte, melankolske og atmosfæriske ”1996” uden at tænke Jeff Lynne og ELO. Et nummer, der er pladens længste, og som over seks minutter –  i den grad folder sig ud filmisk – med masser af plads til håndspillet klaver, sax og elektrisk guitar. Et af de numre, der langsomt og listigt åbenbarer sig som et af albummets helt store varme højdepunkter – til med garanti varig fornøjelse.

Det efterfølges på albummet af pladens mest klare hit – og det første singleudspil ”Top of the Hill” – der groft sagt er sådan et nummer man bare ikke kan blive træt af. Der ikke meget grønt omkring en vulkan, men dette er lyden af en evergreen. I ihvertfald på en Palace Winter sætliste fremover.


Jason Lyttle fra Grandaddy gæster den stemningsmættede ”The Deeper End”  og giver albummet en sirlig snert af noget afstøvet 70’er soft-pop a la Supertramp og Barclay James Harvest, og med en afsluttende synth solo fra Casper Hesselager, der virkelig understreger dennes sublime sans for de helt rette virkemidler. ”Control” er til gengæld mere tung og dyb i det – og har et rytmisk fornemmelse, der sagtens kan få en ud af drømmeland, og ud i den virkelighed, hvor man mest af alt har lyst til at stå at danse med sig selv – ude af kontrol.   

Den kontrol genopbygges i den let antændelige ”Rose”, der igen i sit keyboard tema og korarbejde, leder en tanke eller to henimod Jeff Lynne – samtidig med at man igen bare må rose duoen for mest af alt at have fundet lyden af sig selv. For er der noget dette album beviser, så er det, at de har en personlig stil – der binder de tre album sammen – men som også viser at de er i bevægelse. Måske sådan cirka cirkulerende mellem drømme og dommedag, eller måske efterhånden nærmere et sted mellem et vulkanudbrud og et wellnessophold.

Udgivelsesformat: LP/CD/digitalt
Udgivelsesdato: 23.10.20
Label: TAMBOURHINOCEROS
Genre: Indie-pop

Leave a Replay

Udgivelsesformat: LP/CD/digitalt
Udgivelsesdato: 23.10.20
Label: TAMBOURHINOCEROS
Genre: Indie-pop
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.