Paul Banks, Jørgen Lang & Martin Andersen – MOJO – 13.06.20

madeleineglindorf_NO0A1422

Fotograf: Madeleine Glindorf

"SÅ SKETE DET - musikken er i LIVE"

Efter mere end 3 måneders ufrivillig LIVE koncert pause var denne signatur igen ude i den virkelige verden, og sammen med en lille skare af andre musikglade mennesker – helt præcist det for stedet pt. antal tilladte – 32 stk. – heriblandt fotograf Madeleine Glindorf og Side 33’s gode velvidende ven udi musikken Kurt Baagø – alle placeret på faste plader for at opleve nogle af de øjeblikke, som kun LIVE musik kan give – når man er til stede – og er tæt på og er en del af selve begivenheden.


MOJO Blues Bar i hjertet af København er som andre spillesteder hårdt ramt af krisen, men har nu så småt åbnet op med disse små intimkoncerter – der kun sælges i forsalg, og ikke som normalt fra døren, og har en del strammere rammer end normalt.

Ligesom til den første intimkoncert, der var afholdt dagen før med SP-Just-Frost var alle billetter udsolgt til dagens koncert med Musikorkestret – som trioen også kalder sig, og lur mig om ikke også billetterne til de kommede intimkoncerter med Danny Linde & Jake Green den 20. juni, B-Joe den 26. Juni og Fried Okra den 27. juni bliver revet væk.

For jeg kan nu – sammen med nok 63 andre mennesker – skrive under på, at disse genåbningkoncerter, rummer en stemning, som næsten ikke kan beskrives. Den skal opleves. Jeg gør dog alligevel forsøget i dette skriv.

Baagø, jeg og Mojo chefen  Rasmus Vinther – der står for det hele selv, mens personalet stadig er hjemsendt indtil normal drift kan indfinde sig – var således efter koncerten enige om at vi sjældent havde oplevet et så fokuseret, lyttende, og højt klappende publikum som dette, der var krybet indenfor i det lille stemningsfulde lokale på en ellers skøn og lun sommeraften.

”Det lød næsten som om vi var 33 – vi må jo kun være 32” – lød den første blandt mange skønne sidebemærkninger fra den ekvilibristiske violinist Martin Andersen, der ligesom Paul Banks og Jørgen Lang i den grad var tændt og klar fra start, og allerede via det første nummer – en mesterlig og over 11 minutter lang udgave af ”Carry It On” – havde skabt grobund for den lykkerus, som vi vel alle har i 3 måneder har drømt om at komme til at opleve igen.


Rasmus Vinther havde lovet to sæt af 40 minutter. Sådan gik det ikke! Når spillemænd med over 40 års fælles historik først får strøm på, så slukkes den ikke sådan lige igen.

Så det blev i stedet til et første sæt på 50 minutter med seks lange – men aldrig for langstrakte – numre – der virkelig gav plads til både helhedsoplevelser og individuelle indslag på unika niveau. Sange der var hentet bredt rundt i bag kataloget – men det var nu endnu et nummer – “Little Red Hen” – der ligesom ”Carry It On” – oprindeligt er at finde på den legendariske og klassiske duo udgivelse ”Paul Banks and Steen Vig” fra 1987, der virkelig stjal billedet, og fik hul på smilene og vækket kroppens dvalende rytmiske center for bevægelse.

Et kvarters pause blev til en halv time – mens hyggesnakken fungerede afdæmpet og fint under de ordnede forhold – hvor næppe nogensinde så mange procent af de toiletbesøgende på en Blues Bar har sprittet så godt hænder efterfølgende.

Den veloplagte trio kom tilbage – og skulle lige høre ”er I blevet stang stive”. Det var der nu ingen der var, men til gengæld fik vi lige en anekdote om engang i Norge hvor mindst halvdelen af det dengang  fire mand fyldige orkester (Hugo Rasmussen var bassist) var blevet noget der minder om det. Den hyggelige og veloplagte tone var lagt og intakt – og så blev der ellers skruet helt op for det musikalske blus – og andet sæt løb op i ni numre på lige under 80 minutter.  

Det hele spillet i gang af en veloplagt – og naturligvis lang og sprællevende udgave af ”Grace” – titelnummeret fra det fine album Paul Banks udsendte i 2008 sammen med saxofonisten Jakob Dinesen.

Dette fulgt op af endnu en ”Banks and Vig” perle ”Wake Up Hannah” – hvor Martin Andersen i den grad overtog Steen Vig’s glansrolle – med et mesterligt violinspil, der simpelthen smukkeserede denne i forvejen spændstige sommeraften til det magiske.


Den blev fulgt op af Jørgen Lang på lead-vokal i ”Forstadsblues” – som i den grad også blev foldet ud i et omfang, der gav plads til at alle aktører fik dokumenteret at de rummer en musikalitet, en indforståethed og en klasse, der ikke virker til at have en udløbsdato – og heller ikke når de efterfølgende gik over i det lavmælte hjørne med en nærmest rørende smuk low-fi blues udgave af klassikeren ”The Sky Is Crying”.


Sætliste var der ingen af – og undervejs måtte der lige snakkes lidt om hvad næste nummer skulle være – hvilket undervejs får Martin Andersen til at udbryde ”Hvad fanden er det for et nummer?” Han fandt selvfølgelig svaret – og ikke et fejlskud blev der fyret af inden at koncerten nåede både sin ende og sit klimaks, så folk stille og roligt rettidigt inden kl. 23, hvor dørene skulle være lukket – kunne drage hjemad. Beriget med over to timers musik fra den øverste hylde.

Klimaks indfandt sig i en udfoldet version af titelnummeret fra Banks seneste album ”Blackberry Wine” fra 2013, hvor treenigheden i den grad stod i fuld blomst. Fulgt op af det nummer de altid sluttede af med i gamle dage ”Closing Time”, men som Paul Banks da lige i løbet af dagen havde måtte tjekke op på om han stadig kunne huske. Det kunne ham – og det kunne resten af musikorkestret, så det fortsat lød af et frisk og frydefuldt punktum.


Men nu er alting jo ikke som i gamle dage, og intet er som det plejer, så naturligvis kunne trioen ikke dy sig for at spille en ekstra lille rolig godnatsang, til at sende publikum hjem på.

Smilet er stadig bredt hos denne skribent her dagen derpå. Tak til Mojo for at gøre det muligt – på trods – og tak til Paul Banks, Jørgen Lang & Martin Andersen for at tænde gløden til den livgivende medicin, vi kalder og kender som musik.    

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.