I går aftes oplevede jeg Pernille Rosendahl til en anderledes kirkekoncert. Hun er cirka 1/3 igennem sin “The Hurt Tour, hvor hun besøger kirker og smukke bygninger rundt om i Danmark.
En meget anderledes koncert og jeg tror publikum var lidt forundret over mørket og det anderledes sceneshow, hvor lysende collager lyste kirkerummet op. Enkelte publikummer forlod kirken efter de første numre, men de skulle have blevet på deres pladser. Det er underligt at møde op til en koncert, med en særlig forventning til en koncert oplevelse og så mødes man med noget helt andet. Men det hele sluttede, som en magisk og meget smuk oplevelse.
Det hele startede med en metallisk og elektronisk version af “en rose så jeg skyde” og så var stilen lagt. Fortiden er en evig brønd, som man kan hente materiale op fra, som Rosendahl udtaler det. Det er fra de svære stunder i livet, hun har skrevet sin musik og tekster, og vi kom med på hele rejsen fra en skrøbelig barndom, over skilsmissen og lykken ved livet. Rosendahl er et lille fint og skrøbeligt væsen, som dog samtidig indeholder rockmusikkens vildskab og hæshed og den fik vi at føle på en god måde.
Stærkest denne aften var Kim Larsens “Langebro” som nærmest blev skreget ud midt i kirkerummer og senere en munter version af “Jeg ved en lærkerede”. Rosendahl blev i al nænsomhed bakket op af musikerne Søren Vestergaard og Mikkel Damgaard, og evnede hele vejen igennem koncerten at fange og fastholde sit publikum, mens hun samtidig giver sig hen, lytter og sanser musikken.
Og så blev publikum mødt med en sjælden oplevelse, da Pernille Rosendahl efter koncerten stod ved udgangen og gav hånd til alle – en flot og varm gestus.
