af Jakob Bækgaard
Det var ganske passende at årets fynske jazzmusiker, Peter Kohlmetz Møller, indtog Musikhuset Dexter i forbindelse med Vinterjazz 2024. Går man op ad trappen i det navnkundige Odenseanske spillested, hænger der en lang række portrætter af tidligere vindere og Kohlmetz Møller er nu en del af det fornemme selskab, der blandt andet tæller bassisten Niels Ryde og orkesterleder Torben Sminge.
Lad det være sagt med det samme, Kohlmetz Møller er en utraditionel jazzmusiker. Han er opfinder og lydlaborant og spiller blandt andet på det sjældne elektroniske instrument, Ondes Martenot, og denne raritet var også i centrum i første halvdel af den todelte koncert. Her spillede han soloprojektet, The Unified Field, og genbesøgte dele af en rost koncert ved festivalen Øhavet i Marstal sidste år. Denne gang var der lange, drømmende flader og elementerne af futuristisk elektronik og eksperimenterende klassisk musik flød fornemt sammen. Det gjaldt også forholdet mellem proces og slutresultat, fortid og nutid.
Dette kom emblematisk til udtryk ved inddragelsen af en optaget telefonsamtale med en poet, der kontinuerligt afbrød musikken for til sidst at kulminere med et digt poeten havde skrevet. Her skruede han tiden tilbage til 1820 og nævnte en nysgerrige fysiker, der formåede at forene jordens elementer. Det var vanskeligt ikke at komme til at tænke på Kohlmetz Møller selv, der som en anden Vangelis frembragte lyde af elektroniske fugle, der fløj gennem himlen.
Hvor første koncert var æterisk og svævende, gav den anden koncert plads til et mere rytmisk pulserende udtryk og aftenens hovedperson slog sig for alvor løs i sin elektroniske maskinpark. Han var i godt selskab med sin tidligere bandkammerat fra Eclectic Moniker, trommeslageren Tune Madsen, og guitaristen Rune Risager. Tilsammen udgør de Alas! Projektet, der er spritnyt, fik sin koncertdebut i denne sammenhæng og Kohlmetz Møller advarede mod skønhedsfejl, men det mærkede man ikke noget til.
Brugen af stemmesamples i åbningsnummeret knyttede de to projekter sammen. I Madsens trommespil gled det akustiske og elektroniske sammen og det var svært at høre, hvad der var tromme og maskine, men det var stadig humant.
I disse AI-tider er det forfriskende med et band, der kaster sig hovedkulds ud i et elektronisk futuristisk landskab uden at miste rockens nerve eller jazzens uforudsigelighed. Det var rytmisk inciterende og gentagne riff spillede en hovedrolle og blev vendt og drejet.
Første del var en decideret siddekoncert, mens anden halvdel kaldte på kropslig udfoldelse og Kohlmetz Møller fik da også publikum op fra stolene til sidst. ”Hold kæft hvor var det fedt!” udbrød en mand fra publikum spontant på et tidligere tidspunkt og man måtte give ham ret.
”I har været inde i mit hoved og det er et ret vildt sted at være i” sagde Kohlmetz Møller til sidst og man kunne med førnævnte mand fra publikum tilføje: et vildt fedt sted. Efter dette trip så var ekstranummeret en rolig rejse med en ballade, der var en hyldest til Kohlmetz Møllers datter, Rita, baseret på en enkel skala. Det var en smuk og passende måde at runde en koncert af på, der samlet set forenede fortid og fremtid i et intenst sitrende nu. En musikalsk rejse tilbage til fremtiden med en musiker som man helt sikkert kommer til at høre meget mere til.
