”Han har så meget at sige
Der ikke kan komme på tale
De må skære i hans krop
Hvis de vil se hvad han har på hjerte”
Sådan indledes titelsangen på Peter Sommers mesterværk ”Til Rotterne Til Kragerne Til Hundene” – der udkom i 2007 – og i dag står som en markant og belysningsværdig milepæl i nyere dansk musikhistorie. Sangeren og sangskriveren – og ikke mindst ordsmeden Peter Sommer har en fortid indenfor marketingsbranchen, så han kender derfor alt til at ordets magt og agt, som regel er afhængig af de helt rette rammer, af tempo, og af timing.
”PSPHPT” – der er en forkortelse af “Peter Sommer, Palle Hjorth, Pro Tempore” – er et album, der præsenteres i de helt rigtige rammer – og lige til tiden – og med tempoet trukket helt ned, så ordene får ekstra rum og plads. Selvom indholdet er skabt på udvalgte tilbageblik, løftes det med enkelte og nye virkemidler til lige der hvor Peter Sommer står nu. Lige midt i en skæbnefortællende samtid, der med garanti vil have godt af at kigge tilbage på disse tolv sange, der rækker ud, og kigger lige ind i den kontrastfulde sammensætning af kød, blod, hjerte, tanke og handling, som vi kalder mennesket.
Peter Sommer har seks soloalbum, og to udgivelser som en del af SuperJeg bag sig. Hovedvægten på ”PSPHPT” er dog meget naturligt lagt på omtalte ”Til Rotterne Til Kragerne Til Hundene” album samt det næsten lige så stærke ”Elskede at drømme, drømmer om at elske” (2018) – der med sin B-side indspillet med Bremer/McCoy, med overvejende sandsynlighed har vist vejen for det både enkle, ekspressive, dramatiske og dulmende udtryk som Peter Sommer siden har givet sig i kast med sammen med Palle Hjort. Begge benævnte album har fået fire numre nyfortolket – mens der er to numre, der er hentet fra ”Alt forladt” (2013), og så der et enkelt fra henholdsvis ”Destruktive vokaler” (2006”) og ”Stærk strøm hen over en ujævn bund”.
Alle sange, der over de seneste år alle har været afprøvet og er blevet klædeligt raffineret på ”Peter Sommer alene med Palle i verden” tour. Hvis man elsker en original sang, kan en coverversion eller en nyfortolkning nærmest føles som et overgreb. Det følelse rammes jeg aldrig af her, selvom jeg på forhånd vedholdende holder ganske meget af hovedparten af de 12 oprindelige numre. Der høres alene resultatet af det der må tolkes som velovervejede kunstneriske indgreb, skabt med en kirurgisk præcision og øje for resultatet og kerneværdien.
Det føles helt berigende at blive opslugt af de skarpe fortællinger og betragtninger, som dette albums tekster udgør. Tekster der ikke er øjebliksbilleder – men poetiske, universelle og tankeværende nedslag herfra hvor vi står, om det i morgen, i dag eller i går.
Peter Sommer og Palle Hjort er på albummet ikke helt alene – men gæstes undervejs af Mikael Simpson, Søren Huss og Davide Rossi i biroller, der ikke kræver opmærksomhed, men fortjener den. Søren Huss på flygelhorn i ”Det evige nu” er den slags, der kan samle himmel og jord, og i øvrigt rykker et nummer et helt andet sted end originalversionen, der var at finde på ”Elskede at drømme, drømmer om at elske”. Her var den ulmende og urolig – mens den her finder hjem i en version, der rør helt ekstraordinært med en simrende stemning af livets efterår og mellemrummenes melankoli.
Hanne Boel fortolker samme nummer atmosfærisk, enkelt og alligevel musikalsk levende på hendes nye vellykkede ”Kopi” album – men i de klæder kom man desværre bare ikke nærmere på sangskrivningens vigtigste ingrediens – ordene. Det er netop det man kommer når Sommer og Hjort i de nye arrangementer – nærmest underspillende stemningsfuldt – flytter fokus fra musikken til ordene. Som i de bedste score til en god film eller TV-serie mærker du næsten ikke musikken i første omgang – men den er alligevel så afgørende og berigende for den samlende helhed. Palle Hjort er kendt som orgelkongen – men er mindst lige så meget kongen af stemninger – af den slag musikalske pennestrøg, som er med til at tydeliggøre teksternes kraft og saft.
Selv havde jeg næsten glemt et nummer som ”Hvad sker der i dit hoved” – der egentlig ikke er så omarrangeret endda, men som i den nye version bare føles meget større – mere virkningsfuld og langt mere rammede. Peter Sommers vokal er tydeligvis mere fremtonet end i 2008 – og hans dybe og insisterende røst i 2021 virker lige så effektfuldt, som når en jordnær præst går i takt med sin menighed i en højere sags tjeneste.
Og det er vel egentligt evnen til at flytte fokus fra originalsangen, der er ”PSPHPT” flotteste bedrift. Jeg vil stadig knuselske elektro-rock versionen af ”Hvorfor løb vi” – men jeg betages mindst lige så meget af den version, der her udspiller sig som en slentretur på ‘memory lane’ – tilsat en sørgmodig mundharmonika visit fra Mikael Simpson, som det prik over det i – der er i sangens splittede vi! Pludselig hører man hvor væsentlig hver en linje i denne sang er – og ikke bare punchlinjen – “Hvorfor løb vi, vi kunne være gået hele vejen”.
Hvad der ligger bag valget af de enkelte sange på albummet fremgår ikke . ”Lad mig forlade dig, før du forlader mig” er flot fremført med dejligt stryger arrangement af Davide Rossi – men som sang, synes den for mig stadig som en lille parentes i det store Sommer katalog. Samlet hørt understreger albummet, at Peter Sommer som sanger er vokset med tiden – samtidig med at hans sange har den form for langtidsholdbarhed, der kort og godt skriver sig ind i historiebøgerne.
Albummet følges op med en tur, der starter den 08.09 i Kolding – har hele 19 stop rundt om i landet – inden de slutter den 21.11 på Magasinet i Odense.
