Hvilken dejlig mellem-jul-og-nytår-tradition, det er blevet af vores herlige, i år 40 år gamle Pierre Dørge & New Jungle Orchestra giver koncert i det, der en gang var en kirke ved det, vi i gamle dage kaldte den “sorte firkant”, Blågårds Plads på Nørrebro i København.
Hvor langt traditionen går tilbage, er jeg ikke klar over, men jeg stod på for tre år siden, i 2016, da der blev lokket med, at Jungleorkestrets gæst var Povl Dissing og, at han, yderst passende, geografien medregnet, bl.a. ville synge CV Jørgensens ikoniske ”Blåt Blod Til Alle” på Blågårds Plads. Om det var smukt???
Så, nu her mellem jul og nytår 2019, blev Povl Dissing meldt på som gæst hos Pierre Dørge og co. i næstsidste øjeblik, hvilket måske, eller nok, var medvirkende årsag til, at vi var rigtig mange i kirken, mandag aften, før nytår.
Og det VAR bevægende, rent ud sagt, rørende og bevægende at være i rum med Povl Dissing igen her tre år senere. Povl Dissing sad ude blandt publikum under hele koncerten, undtagen da han sidst i første sæt blev kaldt og hjulpet på scenen for at lade sin smukke røst fortælle/recitere først Benny Andersens ”Hymne Til Natten”, som Povl Dissing med fin timing reciterede til et uendelig smukt Jungleorkester-arrangement, og dernæst ”Vedis Vuggevise” (tekst af Johannes V. Jensen, musik, Per Nørgård).
Efter koncerten var jeg henne ved Povl Dissing for at ønske godt nytår og udveksle hilsner. Han smilede varmt, men så også lidt desorienteret ud. Men så kom hans kone/kæreste, Pia: “Povl kan næsten ikke høre noget”. Og så hjalp vi hinanden, Povls Pia og mig med at hæve stemmerne og halvråbe: “GODT NYTÅR!! Og jeg skal hilse fra…”
Med så medtaget en hørelse i betragtning, var Povl Dissings recitering af ”Hymne Til Natten” og ”Vedis Vuggevise” noget af en bedrift, men mon ikke han utallige gange i løbet af mere end et halvt århundrede lang karriere har stået på scenen med dårligt medhør og falde præcist ind med sin sang? Rutine og erfaring fornægter sig aldrig.
Komponisten Fuzzy fortæller på Youtube-linket herunder, hvordan en anden komponist, Per Nørgård for mere end 50 år siden, i spillestedet Vestergade 58, Århus, tog fat i Povl Dissing for at give ham sin komposition til Johannes V. Jensens ”Vedis Vuggevise”:
Jeg tror nok, at Povl Dissing har forsøgt sig i andre sammenhænge end New Jungle Orchestra med” Vedis Vuggevise”, men det har kun været med jungle-orkestret, at den har fungeret ordentligt, så det var langtfra nogen urpremiere, vi fik i Koncertkirken på Blågårds Plads. Men smukt var det, helt uimodståelig smukt til allersidst, hvor menigheden/publikum stille efter Povl Dissing sang med på de sidste linjer af Vuggesangen:
“Gynger ham i grene
Synger ham i søvn
Alle små fugle”
Dissings to numre kom, som de to sidste numre af første sæt, mens den herboende, svenske sangerinde, Josefine Cronholm, var i front i hele andet sæt. At Cronholm er svensk, var kun til at høre i sættets første nummer, derfra sang hun ordløst, benyttede rent stemmen som et instrument, en ny, en fantastisk stemme i Pierre Dørges ny jungleorkester, wauvv, for et fedt udtryk, et skønt nærvær, en dejlig udstråling.
Ellers er det at se og lyssna på New Jungle Orchestra, som at stage sig i en båd ud af en flod, der slynger og bugter sig gennem en tæt, ja: jungle. Ikke at det er noget, jeg har oplevet selv, men som jeg forestiller mig det: At der hele tiden sker noget nyt og anderledes henne efter den næste bugtning, at det gælder om hele tiden at holde øje og øre med, hvad der sker over, under, bagved og foran. Jeg tog flere gange under koncerten i mandags mig selv i at sidde helt ude på kanten af bænken af bare spænding over næste indfald, hvad finder de nu på, hvad bliver det næste indfald?
Og hvor tog de os så hen, Dørge og Jungledrengene? Duke Ellington, Charles Mingus, Bollywood, Vestafrika, til vores solsystems yderste planet, Pluto, ud til de yderste galakser. Musik, der til tider kræver en del af sin lytter, jeg har det ikke let med “kun” at lytte til New Jungle Orchestra, men at opleve dem, live: Ingen problemer, godt hjulpet på vej af den dadaistiske humor, der altid er en del af en NJO-koncert. Jeg falder også altid i svime, når kapelmester Dørge slipper sig selv løs på sin fjerprydede elektriske guitar. Jeg kan godt høre, at Pierre Dørge har jazz i sig som guitarist, og Vestafrika, men han kommer alligevel meget længere ud og virker altid som om, at han lige er ved eller lige har fundet en ny måde at spille på. Utroligt overskud, utroligt givende.
Jeg kunne bruge uanede mængder spalteplads på at skrive om de øvrige junglemusikere, der hver især har unikke elementer og idéer at byde ind med, men vil her håbe, at I vil tage til takke med en ekstra hånd til perkussionisten, Bent Clausen, som det var en fornøjelse at høre tilbage i New Jungle Orchestra. Jeg husker Bent Clausen helt tilbage fra 1970´ernes helt særlige, Zappa-inspirerede Dr. Dopojam, og så var det jo Clausen, der efter Woyczek-forestillingen med musik af Tom Waits på Betty Nansen Teatret fortsatte med at spille sammen med Waits. Respekt.
Ét af numrene, Pierre Dørge og New Jungle Orchestra spillede i Koncertkirken, blev af Dørge annonceret med titlen “12. januar, 1980”, datoen, ifølge guitaristen, for første gang Jungleorkestret øvede. Så er det til at regne ud, at der er 40-års-jubilæum lige om hjørnet.
En del koncerter er allerede planlagt i jubilæumsåret, selv har jeg sat hak ved koncerten i Den Sorte Diamant på Det Kgl. Bibliotek i juli med masser af gæster, bl.a. den indiske fløjtespiller, Shasankh Subramanyam, koraspilleren og sangeren Dawda Jobarteh, Josefine Cronholm.….og who knows, lad os se, måske Povl Dissing.
