Poul Krebs er en veldokumenteret hitmager, med et personligt og genkendeligt snit i hver eneste af hans hundredevise af kompositioner. Han er også en vedholdende og nysgerrig sangskriver, der bliver ved med at skabe og give. Senest i form af albummet ”Ingen grænser for kærlighed”, som klædeligt havde fået hele fire sange med i et sæt af seksten. Det udspillede sig over godt 100 minutter, som en mere end bare gennemsnitlig god gedigen form for søndagsunderholdning.
Som udøvende artist står Krebs sjældent stille – men det er så også fordi han med glimt i øjet kan fortælle – at hans mange sange har dannet fagforeningen ’Vikommersåsjældentud. De holder ham i gang – og vågen efter nye muligheder for at præsentere et bredt udvalg af sange – og gerne i nye klæder og i andre sammenhænge. Nogle tager sig ekstra godt ud blot med ham selv og hans akustiske guitar i en kirke, andre folder sig først rigtigt ud i det helt rette band set-up, og så er der dem der kan bære, at tage på en større tour med et underholdningsorkester. Og selvfølgelig ikke et hvilket som helst orkester – nej hele Danmarks Underholdningsorkester under ledelse af dirigent Andreas Saldern Hintze Vetö.
Et orkester, der har dybe og beundringsværdige rødder i dansk musikliv. De blev grundlagt i 1939 af DR – og udviklede sig igennem årene til Danmarks vel nok mest kendte klassiske orkester. Ligesom Poul Krebs stod de dog ikke stille – men udviklede sig løbende – og især siden 90’erne begyndte de at krydse grænser – og begyndte at optræde med internationale stjernenavne som Luciano Pavarotti og Placido Domingo – og på den hjemlige scene kunne man pludselig opleve dem sammen med navne som f.eks. Hush, Tina Dickow og Outlandish – og ved de populære Ledreborg Slotskoncerter. Efter store og dramatiske politiske sværdslag blev det i 2014 besluttet af DR skulle nedlægge orkestret, men heldigvis lykkedes det at få det videreført i privat regi og orkestret støttes i dag hovedsageligt af private fonde.
Og sikke en velkommen og fortjent succeshistorie de drager rundt med nu. I den kommende tid skal de på tour med så forskellige artister som Per Vers, Mew og Medina. Men lige nu og her er de altså på en længere tour med Poul Krebs, samt hans lille faste kerne af gode musikere – orgelkongen Palle Hjort, bassist Troels Skjærbæk og trommeslageren Rasmus Valldorf. Koncerten var nummer 12 i række af 17, så de er på den del af turen, hvor det hele gerne skal spille. Og det gjorde det så.
Bandet placeret forrest på scenen – men mest af alt som en ingrediens i den velfungerende helhed, der gjorde indtryk fra den første blide intro som underholdningsorkestret leverede til åbningsnummeret – den nyeste single – ”Det bliver godt igen”. Et optimistisk udlæg på en aften, hvor der var meget at glædes over, men også masser af tekstmæssig melankoli, savn og vemod i de udvalgte numre, der alle var af mere eller mindre tilbagelænet karakter. Numre der helt i ‘fagforeningens’ ånd kom godt rundt i bagkataloget, men som også lige tog kærlig hånd om det største hit af dem alle – “Sådan nogen som os” – der i fem minutter rykkede en hel sal tilbage til Romantikken.
Der mærkedes hele tiden noter af lys og håb i de behagelige, balancerede og til tider direkte smukke arrangementer. En sang som ”På en kaj i Kalundborg” blev præsenteret i det der vel bare må siges at være lige præcis den helt fuldkomne perfekte version, som vi måske aldrig før havde drømt om, selvom man aldrig rigtigt har været i tvivl om at det er er af karrierens absoluttet bedste sange. Men den stod heldigvis ikke alene i forhold til at løfte sig ud over det forventelige. Også en anden ældre – men lidt mindre profileret sang – som ”Lad mig følge med” fik de flotteste vinger, og foldede sig ud som en af de helt store sange . ‘SIKKE ET OMKVÆD’, siger jeg bare.
Poul Krebs var som altid en lun og charmerende historefortællere mellem numrene, og han forstod at motivere publikum til at give noget af sig selv – til at klappe lidt ekstra højt og lidt længere – og til en enkelt gang synge med. Alt sammen så de kunne gøre sig fortjent til at blive kåret som bedste publikum på turen. En koncert af denne karakter er reelt ikke skabt til fællessang – men omvendt var det alligevel så velvalgt og brugbart for aftenens måske vigtigste budskab – ”Ingen grænser for kærlighed”! I den sang var der indlagt et kort stop i musikken – og så kunne hele salen ellers synge budskabet ud af et par omgange. Effektfuldt, sanseligt og stærkt.
Krebs kunne berette at sangen var skrevet med tanke på at verden havde mistet tre helt unikke personligheder indenfor en kortere periode – Kim Larsen, Master Fatman og Sean Connery. De stod for henholdsvis topmålet af folkelighed, karma og coolness og lige netop de tre begreber har Krebs på mesterligvis fået med i den nok bedste sang han har skrevet i årevis – og det siger slet ikke så lidt endda.
Men sangen er også et eksempel på at det vigtigt at vise kontrasterne i tilværelsen – og tro på den kan rumme lidt af hvert. Det blev også tydeliggjort ved at Krebs godt midtvejs i sættet lod underholdningsorkestret få et lille break, mens hans acapella sang ”Brudebuketten” sammen med Hjort, Skjærbæk og Valldrof på kor. Det bliver dog ikke de minutter, der vil stå klarest på den ”memory lane” som også Krebs selv kom ind på i historien om hans gamle idol Peter Belli – der endda endte med at fortolke Krebs klassikeren ”For enden af regnbuen”. Et nummer, der også i denne orkesterversion beviste sin fortsatte og eviggrønne livsduelighed.
Det var samlet hørt holdånden og samhørigheden, der sejrede stort denne aften, og fik løftet sange som “1000 stemmers kor” og “Send lige en engel” til nye højder. Derfor var det måske også pudsigt at et af aftenens forholdsvis få solistiske øjeblikke indtraf i team-spirit sangen ”Hør Suset” – hvor trompetist Michael Millfield Mølhede gradbøjede smuk begrebet og i den grad fik blæst sanselighed og ny eftertænksomhed ind i den gamle håndboldhymne.
Krebs beviste nok engang at han har så mange berusende ‘sus-midler’ at forkæle sin store loyale skare af følgere med. Publikum i Portalen endte med ifølge Krebs at ligge lunt i svinget i forhold til at have været bedste publikum på turen, og klapsalverne var så taktfaste at Krebs og musikerne måtte ind en ekstra gang for at ‘takke af”-. Men folk havde nu allerede fået lidt ekstra – for i forhold til starten af turen var “Johnny han var lige ved at blive sindssyg” sørme tilføjet, som et tredje ekstranummer.
