Poul Krebs. Hening Kvitnes. Rutinerede herrer. Folkekære på hver sin egen måde. I hver sit land. Danmark vs. Norge – og nu i nordisk forbrødring for første gang sammen om et helt album. De har undertiden gæstet hinandens album – og var begge med i bandet Song Island Revue, der i 2008 udgav et enkelt album.
Men nu skulle det være. Nu hvor de har kendt hinanden i over 30 år – været nære venner i hovedparten af årene – og været på sidelinjen, og i centrum af begivenhederne på hinandens såvel opture, som nedture i karrieren. De har begge solgt hundredetusindevis af album – og har begge skrevet sange til sit hjemlands store evergreen bog. I forbindelse med dette album valgte de, at de hver især måtte plukke frit og vælge fra hinandens bagkatalog – men der måtte også godt gives et veto eller to – og den udvej blev vidst brugt en par gange!.
Det har resulteret i et album i god balance – og man kommer ganske godt rundt i de respektive bagkataloger. To helt nye numre har fundet vej – titelnummeret – der er er herlig rejsesang for voksne – med musikalske referencer til The Byrds og Bob Dylan – og så rummer det for duoen, det så sigende omkvæd – ”Vi gør det igen, igen og igen – vi troede vi rejste med sangene, det er sangene, der rejser med os”.
Og det er hvad de to halvgamle gutter er – rejsende med sange – for det meste, gode sange, der aldrig får lov at hvile på en endestation. Blandt andet fordi de ofte kommer i godt selskab af fremragende musikere, og sådan er det også her. Holdet med Rune Kjedsen (guitar), Troels Skjærbæk (bas), Palle Hjort (tangenter), Rasmus Valldorf (trommer) spiller overbevisende og til tider rørende – og undervejs tilsættes lidt klædelige blæsere. Produktionen og arbejdet med sangene har været lagt ud som holdarbejde, og et dogme var blandt andet at alle skulle være tilfredse med eget bidrag til helheden. Det høres som om, at dette dogme har holdt de individuelle bidrag lidt nede – ingen har ville skille sig for meget ud. Undervejs kunne man nu godt drømme om at Rune Kjeldsen eller Palle Hjort lige havde foldet sig bare en my mere ud – når man nu ved hvad de kan. Men omvendt – det er også en kvalitet, at pladen helt klart høres, som en sammenhængende holdpræstation.
Det andet nye nummer ”Stories” falder til gengæld lidt igennem i denne skribents ører – det er mest af alt bare Krebs classic – bare på anden klasse.
Resten af albummet – i alt 12 nummer på 46 minutter – kører dog på første klasse. At de er to stemnings- og lunefulde ballademagere på absolut højeste niveau dokumenterer især versionen af ”Solskinsregn” (oprindeligt fra ”Fri som et forår”) og ”Hvem var jeg for dig” (oprindeligt med på Henning Kvitnes albummet ”Sånne som oss”). Ikke mindst sidstnævnte har en roots og soul feeling på et niveau, som vel ikke er oplevet i Vanløse, siden Van Morrison forlod sin trappeopgang. Mesterligt. Intet mindre!
Det samme kan siges om ”Brundby Hotel” – en genopfrisket perle hentet fra det ”hemmelige” Poul Krebs album ”Tropenætter på Samsø” – der i denne version får en drømmende friskhed over sig – ja, så delikat og smagfuld, som var det nye kartofler fra Samsø.
De gamle Henning Kvitnes klassikere ”Blue” og ”Postcards From Life” er forholdsvis tro mod originalerne, men de får lige tilføjet de nye lag, der gør en helt nyforelsket i disse langtidsholdbare evergreens. Det måske bedste nummer Henning Kvitnes nogensinde har skrevet ”Back to Little Eden” (1987) får også en tur ind i nutiden . Det er så smukt og intenst, at gåsehuden får frie tøjler – og hvis ikke det var fordi, at den bedste version af den sang altså allerede er indspillet i 1996 af selvsamme duo – dengang helt nøgen, akustisk og med to stemmer, der var på toppen af karrieren – ja, så havde begejstringen været total.
De to Henning Kvitnes numre ”Vesterbro 88” og ”Hit the Wall” flytter sig heller ikke meget fra originalerne. De får dog begge tilført den ægte og varme roots-feeling, der gennemsyder hele albummet, og ellers er det jo bare gode iørefaldende sange med et drevent drive – og gode historier.
Gode historier har Poul Krebs altid været god for – også i sangene ”Gone Gone Gone” og ”Sweatheart” – hvoraf især sidstnævnte, dog savner den vokalmæssige dybde og smerte som Henning Stærk, så overbevisende gav originalversionen fra 89, mens ”Gone Gone Gone” på en eller anden måde bliver lidt for pænt iscenesat og fremført i denne nye version. Den rå magi og nerven mangler lidt her.
Konklusionen bliver, at man kan se tilbage på en rejse med fem store nye minder for livet, seks hyggelige og skønne gensyn – og en enkelt lille svipser – og et bevis på at man kommer langt på ægte holdånd og venskab. Det skal man ikke kimse af! Tak for turen! .
