Fredag den 08.03 og lørdag den 09.03 var der annonceret Poul Krebs (solo) koncert på det charmerende og historiefyldte Brundby Rockhotel på Samsø – og koncerterne var for længst udsolgt. Men publikum fik ikke hvad de kom for. Og det var de åbenlyst mere end lykkelige for. For de fik meget mere end det forventede i løbet af de to timer, der var pænt fordelt på to sæt.
De to aftener blev nemlig hver især afviklet med nogle helt unikke og eksklusive koncertforløb, der nok bød på masser af veloplagte og humoristiske Krebs anekdoter og solide sange fra det righoldige bagkatalog, men i lige så høj grad var præget af gæsteoptrædener fra hele otte mere end almindeligt talentfulde sangskrivere. Alle var de til en tre dages The House of Songs workshop i det imponerende Dansebjerg – der ligger smukt og skuer majestætisk i kort afstand fra Brundby Rockhotel.
De otte sangskrivere var Kalyn Fay (US), Oscar Mukherjee, Oliver Mønster, Ingeline Kuhr, Stine Klingsten, Kristian Krohn, R. Noor og Rasmus Lyngholm – og de fik hver især mulighed for at optræde med et af de numre, de havde været med til at skrive på workshoppen, og for at supplere på et Poul Krebs nummer. De fire førstnævnte om fredagen, og de fire andre om lørdagen.
Ved lørdagens koncert tog især Kristian Krohn kegler med et nummer, der var skrevet færdigt samme formiddag og ikke engang havde fået en titel. Men nummeret bjergtog det engagerede publikum, der generelt hverken var fedtet med klap eller fællessang. Også en inderlig Rikke Noor fik publikum til at tabe både kæbe og vinglas. Hendes guitarlyd var gudesmuk, og akkompagnerede en ny sang, der var på et niveau, som man ellers skal hedde Kajsa Vala eller Tina Dickow for at levere her til lands.
Og sådan kunne man sådan set blive ved med at fremhæve og pege på kandidater i den velpolstrede højdepunktskategori – f.eks. Oscar Mukherjeee, der leverede ren magi på slide guitar i en fortryllende stærk version af ”Sweethearts”. Et nummer, som Henning Stærk jo ellers næsten har gjort til sit eget, selvom det nu engang er Krebs, der er sangskriveren.
Alle gæste m/k fik med overbevisning sat deres klare kvalitative aftryk på en koncert, som med garanti vil gå i den helt store mindebog for alle tilstedeværende.
Og det stoppede endda ikke engang med ”House of Songs” kursisterne. Fredag var Ivan Pedersen forbi og lørdag var det Poul Krebs datter Anna Krebs – der dtog scenen – og lagde den skønneste vokal til duetten ”Vi tog heldigvis fejl” som Poul Krebs oprindeligt har indsunget med svenske Lisa Nilsson . Skulle nogle stå og mangle definitionen på en ”wauu oplevelse”, ja så var det moment et ret godt bud.
De små sensationer stod således i kø denne aften – samtidig med at Krebs selv kom imponerende varieret rundt i sit bagkataloget, og i øvrigt havde skiftet hovedparten af numrene fra fredagens sætliste helt ud. Desserten til dette gennem appetitlige Krebs gilde var naturligvis også en overraskelse – selv for kursisterne. De blev først på dagen – omkring frokosttid – introduceret for idéen med en fælles afslutning med nummeret ”Why Do You Move So Fast” – hentet fra “Magnolia tales” albummet.
Og selvom det ikke ligefrem var et nummer mange af dem var hjemme i på forhånd, så er idet vel næsten overflødigt at nævne, at den klarede de da også med bravur – og til et så bragende bifald – at Krebs efterfølgende måtte på scenen en ekstra ekstra gang – og give et 100% impulsivt ekstra nummer.
Man spiser godt på Brundby Hotel – men det var nu dagens helt eksklusive musik ménu, der fortjent løb med opmærksomheden denne weekend.