QUEEN + ADAM LAMBERT – Royal Arena – 17.07.22

Queen + Adam lambert af maria fremming (18)

Fotograf: Maria Fremming

“Queen og tronfølgeren havde det i sig – A Kind of Magic”  

Et udsolgt Royal Arena bød søndag aften på den længe udsatte koncert med Queen + Adam Lambert på deres “The Rhapsody Tour”. Men ventetiden var det hele værd, så dem der skal til mandagens ekstra koncert samme sted, kan godt glæde sig.

De godt 15.500 tilskuere fik nemlig en ønskekoncert, der helt sikkert ikke går i glemmebogen foreløbig, og for nogen måske aldrig. For denne koncert indeholdt så meget, der kunne udløse de uforglemmelige minder.

Guitarist Brian May og Roger Taylor bag trommerne er de eneste to der er med fra det oprindelige band Queen. Det skulle ikke forhindre dette moderniserede band i at leve op et til af deres helt store mottoer fra 80erne; ’”Hvis publikum ikke går hjem med ‘wow faktoren’ under huden, så har det ikke været en god koncert!”

Der var særlig to originalmedlemmer, der stod knivskarpt og ’shinede stort’, uden dog at blænde hinanden på noget tidspunkt under den 2 en halv time lange koncert.

Brian May, der fylder 75 år d. 19 juli i år, blev i front flankeret af den noget yngre forsanger Adam Lambert der lige har rundet de 40 år. Adam Lambert var tilbage i 2009 med i 8 sæson af American Idol, og gjorde et uudsletteligt indtryk på rigtig mange mennesker uden dog at vinde, men blev henvist til showets 2 plads. Det var American Idol, der sikrede Adam Lambert verdensberømmelsen, ikke mindst fordi at han her optrådte med Queen for første gang, og det var der at deres partnerskab slog de første spirende rødder.

Han har turneret med Queen i mere end 10 år, og har med stor respekt for bandets oprindelige sanger Freddie Mercury, der døde i 1991, udfyldt pladsen på en måde, som de færreste nok havde forestillet sig nogle kunne lade sig gøre.

Allerede ved første sang “Now I am her” var publikum helt klar, og sitrende forventningsfulde. De ville underholdes, og det skal jeg love for, at alle blev denne aften i Royal Arena. Selv de ansatte, der stod ved indgangene og rockede med.

Adam Lambert har en vanvittig stærk vokal, der når langt ud i salen og rammer alle, og man skal ikke langt ind i sangen før man forstår hvorfor at de resterende medlemmer i Queen har valgt Adam Lambert til at ære og bære Queen ånden videre og stadig give publikum verden over hvad de ønsker sig.

Selvom det er 30 år siden, at vi måtte sige farvel til den legende, som Freddie Mercury var, så var han stadig med undervejs på scenen, i form af video og fotos på skærmene, hvad der til tider måske kunne virke lidt makabert eller malplaceret.

But the show must go on. Der var ikke sparet på noget, og fra scenen var der en lang catwalk, hvor der poppede både motorcykel, trommesæt og drejeskive op som det passede til sangene fra den lange sætliste. Ligeledes forsvandt Adam Lambert i en langsom nedsynkning også den vej på et tidspunkt.

Bagtæppet var spektakulært og sammen med geniale lyseffekter og finurlige tiltag gav det publikum en visuel oplevelse i særklasse, hvor selve helhedsoplevelsen i sig selv havde ‘wow’ faktor. Hele vejen gennem koncerten var der tænkt på detaljen, alt var timet til perfektion og publikum var med hele vejen. Adam Lambert havde en meget tæt og stærk kontakt til publikum. Så der skulle bare et enkelt tegn fra forsangeren, og der fulgte et brøl fra salen og det skete mange gange. Der bølgede et hav af hænder over hovederne, i en lind strøm, og især sangen ”Radio Gaga” satte publikum på en opgave, hvor man bare lige skulle holde tungen lige i munden og havde hænderne fri for at bestå den klappe test. Et fantastisk syn at se så mange mennesker udfører det – og i så flot takt.    

Adam Lambert forstår at begå sig på en scene og i al showets storslåethed med glitter og glimmer, lys og tricks, forsvinder hans vokal aldrig, som det bærende element. Han har en lyd og en klang, der når helt op til himlen, hvorfor han sikkert også kan hente et bifald uden forbehold. Den rammer dig og forfører dig, præcis som de episke Queen sange altid har gjort.

Brian May sang solo på nummeret ”Love of my Life”, siddende i et enkelt spotlight for enden af catwalken. Det var stort og følsomt, det var fællessang og det var så intimt og nærværende, at man næppe havde set det komme ved en arena koncert. På et tidspunkt i sangen var salen næsten lyst op af publikums lys på mobiltelefonerne. Et magisk øjeblik, der med garanti gav gåsehud hos mange. En meget lang guitar solo fik vi også fra en veloplagte Brian May, der spillede så tid og sted stod stille i en rum tid.

Det hele var bare STORT og det blev GIGANTISK til koncertens sidste ekstranummer “We are the Champions”, hvor Adam Lambert på sin egen fascinerende måde kunne slutte aften af med en sansemættende og tårefremkaldende version af et nummer, der nok har vundet mange triumfer, men stadig kan vinde nye sejre og nyt terræn i Queen + Adam Lamberts varetægt.

Sætliste

1. Now I’m here

2. Hammer to Fall

3. Somebody to Love

4. Killer Queen

5. Don’t Stop Me Now

6. In the Lap of the Gods

7. I’m in Love With My Car

8. Bicycle Race

9. Fat Bottomed Girls

10. Another One Bites The Dust

11. I Want It All

12. Love of My Life

13. ’39

14. These Are the Days of Our Lives

15. Crazy Little Thing Called Love

16. Under Pressure

17. A Kind of Magic

18. I Want to Break Free

19. Who Wants to Live Forever

20. Tie Your Mother Down

21. The Show Must Go On

22. Radio Gaga

23. Bohemian Rhapsody

24. We Will Rock You

25. We Are the Champions

Maria Fremming

Maria Fremming

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.