RAMBUK – ”3”

Fotograf: Album cover

”Reggae er stadig O.K. – mens der vajer flag på 3’eren”

Rambuk er fra fyn. Fyn er fin. Eventyrernes land. Og her er der nok at berette om. Sanger og sangskriver Ole Friis behøver derfor ikke at rejse for at leve – eller for at skrive nye vedkommende sange. Der er så rigeligt at berette om, hvis man åbner øjne og hjerte for sit nærområde – og iøvrigt har fundet fred og ro i tilstanden NU efter et levet liv, der både rummer hårde ardannende lavpunkter , masser af minderige højdepunkter – for ikke at tale om alt det i mellem.

Pladens arbejdstitel var ”Odense” – men så overhalede en anden fin fynsk musiker Jeppesen indenom og nåede at udsende albummet ”Odense banegård”. Derfor blev titlen blot til ”3” – nu hvor det jo var bandets tredje album – efter den overrumplende 2016 debut ”Koks i kolonihaven” og den pudsigt nok lidt mindre berusende ”Stangbacardi” fra året efter.

Fælles for de to album var et personligt take på reggae på dansk – ellers ’danskchop’ – som de selv valgte at betegne stilen. Kernen af bandet bestod af tidligere medlemmer af bandet Ramgoats – men i dag er det blot Ole Friis og trommeslager Anders Skeem, der er tilbage fra den tid.  

Grundstammen fra ”Stangbacardi” er den samme – dvs. udover Friis og Skeem, Søren Lund på bas, og Kaare Svane på guitar, mens det tidligere faste medlem – guitarist Palle Nothlev -medvirker som gæst. Derudover er sangerinden Nina O. Christensen blevet en fast del af bandet, og bidrager ud over klangfuldt korarbejde med leadvokal på albummets lille overraskende perle – ”Højlydt”. Et nummer hun i øvrigt selv har skrevet. Hvor hun i hendes korarbejde er afmålt, men altid sagte berigende – viser hun helt i front en nerve, sanselighed og en skrøbelig, der klæder, gør nysgerrig og kalder på mere fra den kant. Jeg vil tillade mig at forvente en duet eller to med frontmand Friis på det næste album.

Generelt har ”3” har stadig en gedigen grundtone af reggae – skabt på en bund af veldoserede grooves og et drive, der hele tiden er på den slags gyngende grund, der mest af alt bevæger – uden af slå ud af kurs. Men Ole Friis – der jo i årtier var udråbt som den hjemlige musikscenes absolut bedste bud på en dansk udgave af Tom Waits eller Joe Cocker – har hele tiden også en snert blues og soul i sig. Det resulterer i et album, der kan og vil mere end ’blot’ at være reggae på dansk.

På tekstsiden skubber Rambuk gerne til fordomme og en fjernsynet fordummelse – og så tilsat musikalske midler og kræfter, som ikke umiddelbart findes lige på den danske musikscene pt. Undervejs rammer de nærmest den indbyrdes magi og forståelse, som man også fornemmende dengang Gnags fandt ny bæredygtig energi da de tog på ”Safari”

”Jeg ved at du har set mig / du står der bag gardinet / og laver mad til svinet”

Lyder nogle af linjerne således i det blåtonede åbningsnummeret ”Risinge Blues”. Ole Friis og Rambuk pakker ikke noget ind. Og hvorfor skulle de dog også det, når der synges om en universel følelses som de fleste, der har båret rundt på en fortabt og forladt sjæl vil kende til. Musikalsk vugges der voksent og velkomment videre på ”Overgade bløder”, der dog på tekstsiden i mine ører bliver lidt for sentimental, tilbageskuende og lige lovlig lokal. Jeg ved da godt at Odense ligesom København har lignet en stor byggeplads i årevis, men hørt udefra virker det bare for banalt og uinteressant at skrive en sang om. Når det så er sagt, så giver det jo altid lidt ekstra kredit og plusser i bogen når der suppleres med linjer som:

”Ja, der bliver langet gode tips / til tonerne af Flaming Lips / og når solen bliver rød / guffer vi hummus i et pitabrød ”

De skæve eksistenser er naturligvis også en del af tekstuniverset – først på en usentimental og rørende flot hyldest til en af byens skæve originaler på ”Kludder” og siden på” Hva’ så der?”, hvor Sørens Lund og hans bundsolide bas fungerer optimalt som turguide i Odense Centrum.

Øjebliksbilleder fra barndommen og ungdommen bliver på fængende og billedrig vis sat i musik på ”Skibhusvej 81, 1 tv” og ”Pigen fra Sønderborg”. To fremragende numre, der vinder på helhedsindtrykket, idet de lige krydres med de små ekstra ingredienser, der gør en forskel. Hans Mydtskovs wellnes lydende barytonsax på førstnævnte nummer og Claus Vang, der med sin violin sikrer at sidstnævnte nummer får eventyrets glans over sig.

At gæstfrihed belønnes, høres iøvrigt også på tidligere omtalte ”Højlydt, hvor Poul Evald med sin mundharpe, sætter nogle melankolske spor, det altid er færd at forfølge.

Årsagen til at ”Lille Bo” er medtaget – kunne nu også været spændende at forfølge. Musikalsk såre neutralt og ufarligt, selvom det tekstmæssigt drejer sig om en uforløst historie om en dreng der bliver væk, og ikke findes. Det positive ved det nummer er vel mest at det er pladens korteste med en spilletid på 2.50, mens de resterende ligger mellem 3.25 og 5.29.  

Det er ikke gæsterne, men rytmerne, der viser vej på albummets to helt åbenbare stjerneskud. Først ”Dingle danser solen sort” – der også rummer en underfundig tilbageblikshistorie, hvor Ole Friis iøvrigt igen viser sine evner ud i små finurligheder på tekstsiden – ved at døbe en af karaktererne Karen Tæne, ligesom han på debutalbummet havde lavet en sang om Potkarsten. Lige i halen på den følger ”1000 timer”, hvor sandheden fortælles via en arabisk frisør, med ordene:

”Du sku’ ta og smile noget mer´/ og så se hvad der sker / Du sku’ ta’ og rette ryggen og kravle ud af skyggen”.

Missionen lykkedes for Rambuk – for med smil på læben kan jeg bekræfte at de tydeligvis har rettet ryggen og er kravlet ud af skyggen. Altså bortset fra den radiofoniske skygge, der ligger over vort landsdækkende radio og over hovedparten af band, der ikke er signet på et af de store pladeselskaber. Tog DR sin public service opgave alvorligt så var et så iørefaldende og livsbekræftende nummer som ”1000 meter” – med dets stærkt smittende omkvæd – nemlig med statsgaranti kommet i vedvarende radio rotation.

Det sker nok ikke. Men man har da lov at håbe at det sidste eventyr fra Odense og omegn ikke er skrevet endnu.

Udgivelsesformat: LP/digitalt – støttet af KODA KULTUR
Udgivelsesdato: 15.03.20
Label: 1st Time Records
Genre: Danskchop

Leave a Replay

Fotograf: Album cover

Udgivelsesformat: LP/digitalt – støttet af KODA KULTUR
Udgivelsesdato: 15.03.20
Label: 1st Time Records
Genre: Danskchop
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.