Efter seks udgivelser under navnet Telestjernen og to udgivelser som en del af musikerkollektivet Keminova Cowboys (Telestjernen, Sonja Hald, Michelle Birkballe, Ulvetimen, Hverdagens Helte) har skolelæreren, sangskriveren og altmuligmanden Rasmus Mørup Johansen fundet sit nye alias, ja jeg tror faktisk han har fundet sig selv i hverdagsdebattøren og troubadouren Rasmus Johansen fra Fly.
Rasmus Mørup Johansens udgivelser er alle på dansk og altid med undertoner, der sender tankerne hen mod hans muse Niels Hausgaard og Allan Olsen m.fl. For godt fire år siden skiftede han storbyræset ud med landsbylivet i den midtjyske by Fly, hvor han og familien bor på en nedlagt skole. Der er her i et af de gamle klasseværelser Rasmus arbejder i sit hjemmestudie. Jeg hørte sangen om problemulven for et år siden og tænkte, at nu har Rasmus fundet sin egen vej, især med de spidende samfundsdebatterne tekster.
Titlen på det nye album “Køddag” er nok ikke tilfældig, for musikken og teksterne er lavet ude på landet i kærlighed til det jævne liv, med krebinetter og brun sovs. Her er langt til Café Latte livet og humus. Det er her man få en kold fra Hancock og en snak med de lokale.
Emner som urmælk, klima, parforhold og ikke mindst signatursangen om en kødfri dag bliver taget op på albummet “Køddag”. Albummet indeholder 13 underfundige sange, tilsat et musikalsk lydspor med Rasmus wingman Kasper Aude Vegeberg alias ”Lefty” på guitar og slide og flere andre solide musikere.
Jeg har fulgt Rasmus musikalske rejse fra Telestjernen til det store musikerkollektiv Keminova Cowboys, og det står klart det er historiefortællingerne, som han er optaget af. En broget Danmarks krønike tegnes op med muntre og til tider skarpe samfundsanalyser og en righoldigt og navnkundigt persongalleri. Musikalsk kunne jeg savne at vokalen stod lidt tydeligere frem. Der er visse numre, hvor det hele flyder lidt sammen – men det skyldes nok at skolen som Rasmus bor på, også rummer en cirkusskole og et sekretariat for et Børnekultur – topmøde. Rasmus har mange jern i ilden og nu har han også en frisk vinyl, som jeg bestemt vil anbefale at du giver et lyt.
Holdet bag “Køddag” er:
Rasmus Johansen fra Fly: Vokal, guitar, tangenter, bass, m.m.
Jens Mikkel: Kontrabass.
Kasper Staub: Klaver, orgel og keyboard.
Flemming Bloch: Tangenter og trommer.
Søren Bigum: Guitar, lap steel, dobro, mandolin og bass.
Kasper Aude Vegeberg alias ”Lefty”: Guitar og slide.
Ole Holmgaard: Guitar, banjo og bass.
Mikkel Rørbæk: Dobro og lap steel.
Kristian Kjærulff Ravn: Mundharmonika.