Rasmus Nelausen er efterhånden midt i 20’erne og har huseret nogle år i den blidt boblende undergrund af talentfulde sangskrivere, der ikke er bleg for at tage udgangspunkt i den gode gamle folkesanger tradition, og samtidig investere en masse af sig selv.
Den sympatiske sangskriver med den yderst behagelige mørkglødede stemme udgav en EP i 2017 – og har optrådt utallige gange live – ofte helt solo – og deltog rent faktisk også i DR’s store uforløste musik satsning ”LIVE” i 2018.
Nu er hans debutalbum så endelig landet. Man mærker fra første akkord at det er en sangskriver, der allerede har noget i bagagen, og han udviser en dejlig stoisk ro og sikkerhed i hele sit udtryk. Livets essentielle emner tages op undervejs på albummets ni numre, og de afspejler at Rasmus Nelausen har erfaret at der altså er mere imellem hjerte og smerte end man går og tror.
Verden er foranderlig – og i det spil har vi alle en rolle – også Rasmus Neluasen – og derfor er dette debutalbum nok i sin grundsubstans en meget ”old school” produktion, men samtidig kigger den også modent og nysgerrigt fremad i både tekst og musik. Og heri ligger pladens sande styrke. Det er i bund og grund et pænt godt debutalbum – om end til tider måske også lige for pæn.
Men omvendt – hvis man ikke lige har overskud og tålmodighed til at nyde udsigten til selve livet – tilsat et pænt og nydeligt sammensat soundtrack på blot 33 minutter – hvem er det så der fejler?
De to åbningsnumre ”Lucky” og ”September Weather” er helt og aldeles lyden af en helt klassisk og tidløs folkesanger – med streg under sanger – for allerede her bliver man indfanget af den både blide og behagelig stemme, der lyder af såvel hjerte som smerte. Samtidig høres en sangskriver, der også kan sit akustiske fingerspil – samtidig med at lapsteel guitaren får lov at græde stille ud.
Herefter følger albummets første store åbenbaring. ”Forest Fire” er et af den slags numre, der bare vokser og vokser, og giver sig ro og tid til at bygge sig op. Sammen med albummets absolutte perle ”Breathe” vækker det hos mig gode minder om den fremragende sangskriver Duncan Sheik, der fra 1996 og cirka et tiår frem i den grad formåede at udgive album med folkesange, der var storslået stylet og smukt arrangeret med tydelig pop approach. Og det ikke kun fordi Duncan Sheiks gennembrudshit rent faktisk hed ”Barely Breathing”.
Man får ikke åndedrætsbesvær at dette album – tempoet er hele tiden et sted mellem afdæmpet og afmålt, men det hindrer ikke Rasmus Nelausen i at have begået et nummer, der må banke kraftigt på som et hit på enhver seriøs radiostation (såvel indland som udland). ”Letting You Go” har både melodiske og fængende fangarme, og lyder langt hen ad vejen, som en sang Jacob Dinesen kunne have leveret en af de dage hvor folkesangeren vandt over Bruce’t fra New Jersey.
Også “Holy Book” må fremhæves – ikke mindst for en smagfuld el-guitar – der igen viser at Rasmus Neluasen er en mand, der har flair for de helt rigtige virkemidler. Den evne redder også albummets svageste nummer ”Heartbeat” fra at havne som en ligegyldig lunken sødsuppe på en uforløst Valentins dag. De reddes simpelthen af et ganske smagfuldt violin arrangement.
Pladen lukker og slukker med to fine bud på forskellighederne i udtrykket. Det afsluttende – og nærværende – ”Lullaby” slutter cirklen og er tilbage til udgangspunktet – helt enkelt og traditionelt bygget op – vokal, guitar, spilledåse og bas – og forinden kan man nyde ”Strange” – der med sin ”click-rytme” a la Bruce Springsteen’s ”Fire” og et stemningsfuldt klaver i den grad er et af de numre man har meget svært ved at få nok af.
Dette er forhåbentlig startskuddet til en lang og givende karriere som udøvende og udgivende kunstner for Rasmus Nelausen – for man kan rent faktisk næsten høre vokseværket knirke i rillerne ind i mellem numrene.
