Rickie Lee Jones – Amager Bio – 02.07.19

Foto- Sven Levandowsky -3534.-M--

Fotograf: Sven Levandowsky

”Sublim levering af den store sangskat”

Vis mig cover-numrene på din sætliste, og jeg skal sige dig, hvem du er! – “Bad Company” (Bad Company), “Only Love Can Break Your Heart” (Neil Young), “Cry” (Johnny Ray/Ray Charles), “Judy Is A Punk” (Ramones) og “Nagasaki” (The Mills Brothers). Så varieret et udbud af cover numre kan næsten kun leveres med overbevisning af Rickie Lee Jones.

Koncerten sluttede med, at alle fire musikere var samlet midt på scenen i en løssluppen udgave af “Nagasaki”, hvor den fabelagtige trommeslager (m.v.) Mike Dillon igen agerede musikalsk alt-mulig-mand. Dette nummer, der var fulgt i kølvandet på en ovenud energisk udgave af ”Judy Is A Punk” – med en ungdommeligt hoppende sangerinde i sit es – lignede et genialt og originalt punktum på en unik og uforglemmelig koncert.

Det virkede til at koncerten NU var koncerten slut, og manden ved mikserpult satte i gang med båndmusik, men så klappede, hujede, stampede vi i små fem minutter så vildt og vedholdende, at Rickie Lee Jones og hendes tre rystende gode musikere kom tilbage, og Rickie Lee udbrød med et stort smil – “I´m so glad you brought me back”. Og SÅ fik vi ekstranummeret ”Satelites” fra ”Flying Cowboys”-albummet.

Det er ellers ikke fordi, jeg har styr på alle de egne sange, Rickie Lee Jones sang i aftes, og hvilke albums sangene er placeret på. Det havde Rickie Lee Jones nu heller ikke helt selv da hun skulle præsenteret sangen ”Tigers” – men en skarp fan kvitterede prompte fra salen med svaret – “Traffic From Paradise”.

Og hun kom da også usædvanlig godt rundt i bagkataloget i sin gavmilde, godt to timer lange koncert, hvor det blev tydeligt hvilken spændende og sammensat personlighed hun er. Musikalsk favner hund bredt, og der er anedes både noget af James Taylors charme og sødme, noget af Lucinda Williams vildskab og vrede, og ikke mindst noget der kunne minde om Tom Waits galskab.

Begyndelsen var – sådan er gode koncerter tit – lettere famlende, men Rickie Lee Jones er forlængst tørlagt, så vi skulle ikke frygte, at det blev én af DE aftener. Hvilken aften det skulle blive, blev også indikeret af, at de to hits ”Chuck E´s In Love” og ”It Must Be Love” lå tidligt i koncerten, så det ikke handlede om at bygge op til en forløsning med de kendteste sange, som hhv. sidste og ekstranummeret. Midterstykket af koncerten, hvor Rickie Lee Jones forskansede sig ved flyglet, bagerst på scenen, var nok mest for kendere (som der åbenlyst var mange af!), lange ballader og meget sammensatte kompositioner. Men så kunne vi andre stå og falde i svime over Rickie Lee Jones´ “vocal range”. Hvilken nærmest akrobatisk brug af stemmen, kvinden fra Chicago, der via L.A. nu er ved at have slået rod i New Orleans, mestrer i en alder af 64. Ingen rust, intet slid og ælde der.

Fra da Rickie Lee rejste sig fra flyglet og gik frem på scenen igen, var resten en fest og et triumftog. Stor, meget stor aften i den velbesøgte bio på Amager, og så altså med den sjældenhed at få et ekstranummer, der ikke stod på sætlisten med som en ekstra gave.

NB og PS: Angående covernumre. Rickie Lee Jones har over sin 40 år lange karriere udgivet en lille håndfuld, fremragende albums med andres sange. Det nyeste er det helt nyt – ”Kicks” med bl.a. pragtfulde Rickie Lee Jones-tolkninger af Lee Hazelwood, Elton John og Steve Miller-sange, plus de to fra sætlisten i aftes ”Cry” og ”Only Love Can Break Your Heart”. Anbefales sommervarmt.

Kurt Baagø

Kurt Baagø

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.