Åh – hvor er jeg dog glad for at nogle gode mennesker engang har lært mig at der er noget der er ”bedre sent end aldrig”.
Dels kan jeg nu og her pakke en administrativ fejl fra min side ind i det udsagn – så det kan forsvares at denne LIVE! HØRT! reportage først kommer på 1½ uge efter planen, og dels kan jeg frit lufte den undren og frustration, der rumsterer i min krop. For hvad filan har jeg lavet de sidste mange år, der kan berettige og forsvare, at dette var min første Ring Them Bells koncert – her i slipstrømmen på deres tredje udgivelse – og over 5 år efter deres første album? For både rygter og sædvanligvis pålidelige kilder havde jo snakket bredt om at det her bare var et af de bedste live bands vi har her i kongeriget Danmark – og det siger jo ellers ikke så lidt! Og deres album taler jo sådan set for sig selv – læs f.eks. denne sides anmeldelse af det seneste pletskud fra år – et album der meget apropo iøvrigt hedder ”Things That Come Slow “.
Efter en flot start med Johannes Nidam alene på scenen – kommer resten af bandet på scenen, og ud springer rock i høj karat og med karakter, der på en scene, lige foldes det ekstra ud – og mærkes som det levende og tætte liv vi alle savner allermest i disse tider. I COVID-19 afsprittet og sikker siddende afstand er det kort sagt musik , der smitter – musik, der går rent ind og prikkende og pirrende påvirker hjerte og sind.
Et kort og kontakt sæt på godt en time – eksplosivt, sitrende, rumsterende – med masser af effektfulde riffs, en hele tiden pulserende og ofte tungt drevet rytmesektion , veldrejede og fængende melodier – og så en djævelsk dragende vokal i front – bygger en stemning op, der føles som først kontroltab, så klimaks og så forsoning.
At bandet – der denne aften kom i en formstærk opstilling med den legendariske færing Jan Johansen på lige dele støjende og stemningsskabende guitarer (og et enkelt nummer på lead vokal), Johannes Dybkjær Andersson bag trommerne, Johannes Nidam på vokal og rytmeguitar og som gæst til denne koncert på bas selveste Jakob Krogh Jørgensen fra Psyched Up Janis – i den grad har ramt noget langtidsholdbart bevidnes af at cirka halvdelen af aftenens sæt er hentet fra bagkataloget – hvoraf især tændte versioner af ”No Ones Dead”, ”Time to Kill” (med RebekkaMaria som en gæstesolist, der også brændte igennem) og afslutningsnummeret ”Napalm Make Up” – i den grad kunne mærkes som frisk optænding i nutiden, og satte ny næring til den personlige undren over at det debutalbum, de alle tre er hentet fra – ”No One’s Dead/We’re just Dressed in Black” – aldrig fandt vej til min pladesamling.
Også dagens support navn – Camilla Munck, der forinden – dæmpet intenst, og elektronisk – blot tilsat hendes kraftfulde vokal og velkontrolleret rytmisk urkraft fra Bjørn Heebøll på trommer – havde givet smagsprøver fra et kommende 2021 album – kom på scenen som gæst hos Ring Them Bells på en version af ”You Don’t Have To Go”, der blev badet i rødt lyst, og endte som en lang smuk rejse mellem det sensitive og det aller mest støjende.
Et højdepunkt blandt mange til en koncert, der med statsgaranti ikke bliver min sidste med Ring Them Bells, for NU kan jeg med sindsro erklære, at klokkerne også har ringet for mig, og jeg kan endelig tilslutte mig udsagnet om at de er et af landets bedste LIVE band. Næste gang de kan opleves live er den 14. november i Studenterhuset i KBH. Just saying – BE THERE if you can!
