RING THEM BELLS –” Things That Come Slow”

Fotograf: Album Cover

"A rock'n roll fantasy med nye facetter, farver og en ørebasker af guldkarat"

Så er der igen ny lyd fra støj-rockerne Ring Them Bells – der siden deres debut EP i 2013 – udgivet i samarbejde med den store mikrobryggeri Mikkeller, der sammen med EP’en ”Ring Them Bells” udgav en limited edition 750 ml Imperial Porter, der også bar navnet Ring Them Bells. Stærke sager – både EP og øl.  

Således sat smagfuldt i gang – og helt ligesom med en god Imperial Porter – i et mørkt unviers med masser af kraftfuldhed, ekstra lag, og så lige de berusende ekstra procenter.

Siden kom et regulær debutalbum ”No One’s Dead/We’re Just Dressed In Black” i 2015, hvor de igen understregede at den mørkere side af dansk rock havde fået sig en både grim og charmerende ælling, der søgte egen retning i slipstrømmen af nogle af den grumsede søs store sorte svaner – hvor de lagde sig et sted imellem navne som Psyched Up Janis og The Sandmen.

Men hvor f.eks. sidstnævnte er langt mere amerikansk orienteret i sin inspiration og i sin grænseløse fortolkning af rockens mere mørke sider, så hælder Ring Them Bells mere mod nogle at de britiske artsfæller fra Beatles og frem til 90’erne.

Regulær støj rock er der reelt ikke meget af på dette album, med en titel der i øvrigt er ret modsvarende i forhold til en ret hektisk og impulsiv arbejdsproces omkring tilblivelsen af albummet og af sangskrivningen op til studieseancen. Således fortæller forsanger og bandets primære sangskriver Johannes Nidam i et nyligt interview med DR.dk –    

”Jeg har siddet til langt ud på natten og skrevet flere af sangene for så at indspille dem næste dag. Flere af dem nåede vi ikke engang at øve, før vi indspillede dem”.

Noget der sandsynligvis ender både som en styrke og en svaghed for helhedsindtrykket af albummet. Mest som en styrke. Men svagheden er at et par numre måske kunne være blevet endnu bedre, hvis nummeret havde fået tid at komme igennem alle sine processer uden overspring og tidspres – helt ligesom det gælder en god specialøl i øvrigt.

Især ”Space Time” og ”Sleepwalker” – virker lidt undergæret trods fine noter og anstrøg.  Førstnævnte er egentlig frisk og forholdsvis enkelt brit-rockende – med guitar støjende flader – og sidstnævnte har en finurlig poppet overbygning, mens en ulmende uro rumsterer i det musikalske underlag.

Mens hvis vi skal blive med øl sammenligningerne – ikke mindst fordi at Ring Them Bells også i forbindelse med dette album igen har haft et samspil kørende med Mikkeller–  ja, så bliver den samlede fornemmelse af disse to numre, sådan lidt ”jo, jo, den er da meget god” – ”men lad os håbe den næste er bedre”.

Og ud af de otte resterende numre, bliver de syv rent faktisk så meget bedre, at man gerne bliver hængene i baren til lukketid. Kun ”We Could Slide” falder decideret igennem, og ville i Mikkeller terminologi med overvejende sandsynlighed være blevet kasseret som et fejlbryg. Det kan ske for selv de bedste. That’s It, og nummeret tager under 3 minutter af ens tid, og der er altså yderligere 33 minutter at gøre godt af. Så lad os ikke græde over spildt øl eller spilletid.

Men altså, det burde være sorteret fra, for i sammenligning med resten virker den alt for skitsepræget, og med f.eks. en vokal performance, der ligger alt for lavt i lydbilledet, og langt under albummets øvrige niveau. Kort sagt en tynd kop øl, som man snildt kan hælde i sig i øvelokalet, men ikke bør servere for gæster. .  

De mest tydelige rester af støj-rock orkestret Ring Them Bells finder vi på de to numre, der har været ude som appetitlige og slidstærke singler ”Ringo” og ”Favorite Gun” og i det stærke åbningsnummer ”The Eternal Guest”, der giver de første prøver på en baslyd, der har en markant og dragende rolle igennem hovedparten af albummets bedste numre.


Til dels er det måske mest lo-fi støj-rock med småsyrede tendenser, men det giver ihvertfald forsanger Johannes Nidam mulighed for at bevise hvilken overbevisende og givende sanger han er. Han synger ikke ligefremt smukt, har heller ingen grandios stemme som sådan, men nerven, indlevelsen og de mørke og dybe toner kan bare noget, som man ikke kan købe sig til.

Særligt hørbart bliver det på albummets måske fire bedste numre – ”You Don’t Have To Go”, ”The Associates”, ”I’m Not Really There” og ”12 Wild Horses” – alle lidt i den mere dæmpede afdeling, let slæbende, men med lækre rytmiske og ofte drilsk støjende musikalske sidespring fra guitar, perkussion eller keys – og til tider også med godt tænkt tilføjet korarbejde. Rendyrkede nyde numre med kant og karisma  – og masser af potentielt vokseværk

Især på ”The Associates” og ”I’m Not really There” er vokalen næsten så forførende og inddragende, at man nærmest forestiller sig at Johannes Nidam har sat afdøde Michael Hutchence fra INXS i spil som en af sine levedygtige fantasifigurer.

”I’m Not Really There” har en groovy basgang, der er som skabt til et dansegulv – og nummeret udvikler sig på en måde så man pludselig er i tvivl om musik påvirker øregange eller underliv mest? Et nummer, som burde skabe slåskampe på redaktionsgangene hos DR i mellem P6 Beat, P4 og P3 om først at få denne forfører i fast prime-time rotation.  Den mærkes i al sin originalitet, som et kært og varmt møde i mellem benævnte INXS, en henglemt – og derfor unavngiven – disco klassiker, og ja, så ville den skarpeste betjent i musik-politi klassen måske også række fingeren op og sige – ”Var det ikke en note af ’Tainted Love’ man hørte der?” – mens andre ville replicere ”der i hvert fald noget iørefaldende og lækker engelsk 80’er lyd over det der”. But Anyway – faktum er at ”I’m Not Really There” er en ØREBASKER i bredformat. En af den man bare må høre igen, og igen, og.

Det er sådan set bare at sige SKÅL og tillykke med resultatet til det vitalt velfungerende band bestående af Jan Johansen, Moogie Johnson, Johannes Dybkjær Andersson og Johannes Nidam.  Samlet set rykker det her album ubetinget RING THEM BELLS et skridt nærmere den øverste hylde indenfor dansk rock – eller skal vi ikke bare fremover kalde det “special rock for kendere”.  

Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 29.05.20
Label: ICEBERG RECORDS
Genre: Rock

Leave a Replay

Fotograf: Album Cover

Udgivelsesformat: LP/digitalt
Udgivelsesdato: 29.05.20
Label: ICEBERG RECORDS
Genre: Rock
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Vil du være en del af ”SIDE 33"?

    Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.