De 50-60 tilstedeværende publikummer Bartof Station påFrederiksberg fik torsdag aften en oplevelse ud over det sædvanlige. Amerikanske Rod Melancon var for første gang i Danmark, og han leverede en omgang sydstatsrock på en måde, som man simpelthen skal være født i Louisiana for at kunne. Det var i den grad “the real deal”.
Men en udstråling, som en karma-cool mellemting af Elvis Presley og Bruce Springsteen i deres velmagtsdage signaler han en selvsikkerhed og en klasse, der ikke kan købes for penge. Det kan sange. Men det behøver Rod Melancon nu ikke. Han er selv en fremragende og detaljerig sangskriver, hvilket ikke mindst høres på hans seneste og fjerde album ”Pinkville”. Ifølge ham selv er det første album, hvor han føler at det er 100% lyden af ham selv – og det første album, der rent faktisk også er optaget på hjemstavnen. Det er ikke et direkte konceptalbum, men der er sammenhængskraft og sydstats-saft fra start til slut.
Det var der også i det 83 minutter lange sæt, der primært var bygget op omkring ”Pinkville” albummet – men hvor også ældre numre som ”Mad Talking Man”, ”Lights of Carencro” og ”Wanna Go For a Ride” fik nærende nyt liv. Det var gennemgående tungt og mørkt og regulært svampet sydstatsrock. I de nyeste numre ofte bygget op omkring rytmisk velfungerende spoken word – og så nænsomt tilføjet noter af lyden af Chuck Berry, Rolling Stones og Tom Petty undervejs.
De fem mand på scenen leverede driftssikkert og indlevende, ikke mindst hans mangeårige samarbejdspartner – guitarrist Will Walden – der strøg om sig med tændte og gnistfulde udladninger.
At Rod Melancon også er en glimrende fortolker beviste først en eksplosiv version af ”57 Channels” – og til sidst en solo og akustisk udgave af ”Highway 29” – begge signeret Bruce Springsteen. Jo tak, det her er bestemt en mand, der har hele pakken til at nå større scener og et langt større publikum
Som opvarmning var tilføjet australske Stephanie Grace. En ung sanger og sangskriver, der aktuelt er bosiddende i Berlin. Hun entrerede scenen med en naturlig, imødekommende og charmerende udstråling – og masser af glimt i øjet samt humor og historie i både sind og sange. Det i et omfang, så hun meget hurtigt spillede sig direkte i musikhjerterne på de fremmødte. Hun åbnede med titelnummeret fra hendes eneste fuldlængde album ”Concentrate” (2016) – og fulgte op med yderligere et par sange derfra før en ærlig og rørende sang til hendes afdøde far ”- In this Flame” – fik vandstanden til at stige i mere end en enkelt øjenkrog. Serveret musikalsk, usentimentalt og næstekærligt – og bare så lysende smukt.
Humøret steg igen da hun fulgte dette højdepunkt op med en personlig og overraskende gennemført udgave af Queen glansnummeret ”Don’t Stop Me Now. Den blev spillet med nerve og en sexet glød, som nok ville have gjort Mr. Mercury stolt. Hun sluttede med sin seneste digitale single ”What’s Done Is Done” – og med den havde hun i løbet af bare 30 minutter og 7 numre i hvert fald gjort sit til, at der næppe var nogle tilstedeværende i lokalet, der ikke ønskede hende tilbage igen – og gerne som hovednavn. For de havde set et stjerneskud!
