Side 33 havde en af vores gæsteskribenter og fotografer Henrik Hildebrandt afsted i Operaen til en smuk omgang tidløs art-prog-rock. Hildebrandt så Supertramp tilbage i 1983 på Gentofte Stadion, og det var så også sidste mulighed i stærkeste set-up, for selvsamme år forlod Roger Hodgson bandet.
Derfor var det naturligvis ganske interessant at få et svar på hvordan dagsformen hos ”The Voice of Supertramp” var anno 2019. Hildebrandt drog afsted med tændt kamera og store ører, og på den baggrund kan vi her bringe denne stemningsrapport.
Siden 1984 har Roger Hodgson turneret som solist, uden intention om at vende tilbage til Supertramp, der er videreført af den anden stifter af gruppen – Rick Davies. Det er angiveligt en del rettighedsspørgsmål omkring musikken, som har gravet dybe grøfter i mellem de to.
I mange år har Roger Hodgson også på LIVE scenerne fokuseret på sit solomateriale, der dog med alt ære og respekt ikke har samme glans, glød og glimmer, som det bedste fra Supertramp kataloget.
På sætlisten i Operaen – der lydmæssigt viste sig fra absolut bedste side – var det da også næsten udelukkende Supertramp numre, der blev leveret i løbet af de 2 timer, der var særdeles godt selskab.
Publikum var lydhøre vidner til en stemningsfuld koncert, og det virkede som om alle tilstedeværende følte at de i den grad fik fuld valuta for pengene fra Hodgson og hans solide band med Michael Ghegan på saxofon, Ray Coburn på keys, David J. Carpenter på el-bas og Bryan Head på trommer.
Og de var da også næsten den rene hitparade – se bare sætlisten her:
*
