Af Belinda Hildebrandt (tekst) og Henrik Hildebrandt (foto)
Det summede i en udsolgt Royal Arena, hvor det snart 80-årige engelske rock ikon Roger Waters snart ville stå på scenen. Vi var trådt ind i hans univers med et rumskib placeret midt i salen sammen med alt hans gear. Forventningerne var høje hos de små 15.000 publikummer, som ventede spændt på de velkendte klassikere, der dog ikke skulle indtage hovedrollerne.
Der blev talt ned til afgang – eller dommedag om man vil – “Ladies and Gentlemen – the show will start in 5 minutes”.
Koncerten kom for alvor i gang med “Another Brick in the Wall” fra albummet ” The Wall” fra 1979, alt imens vi herfra blev bombarderet med budskaber fra kæmpe storskærme, med primær fokus på alt den meningsløse vold og de krige, der foregår overalt i verden. Specielt de amerikanske præsidenter stod ikke overraskende for skud i den forbindelse.
Hele showet var således en storpolitisk manifestation, hvor flyvende grise og får fløj rundt i luften med de dyrebare og klare budskaber, og det efterlod følelsen af, at vi ikke var til koncert, men til et politisk folkemøde – hvor der var masser af pegefingre, men reelt ingen løsninger.
Men Roger Waters føler åbenlyst at han tager en for holdet, og vil du ikke være med på det, så gentog han flere gange budskabet om at så var det bare ”fuck off” – gå i baren, hvis du ikke kan lide lugten i bageriet. Folk blev, mens de så kunne tænke videre over om sådan en kompromisløshed vil gøre verden til et bedre sted.
Indimellem fik musikken dog lov at bevæge, og vi fik f.eks. nogle positive og nostalgiske billeder fra tiden da Pink Floyd startede, og sange fra albummet “Ummagumma ” 1969, der underbyggede historien i en i øvrigt perfekt lydkulisse.
Roger Waters stemme holder også den dag i dag, den sad i skabet ligesom bandet gjorde. Det hele blev flot og professionelt leveret, men alligevel mest som en slags underlægningsmusik til dommedag.
De fleste er nok enige om at verden er i ubalance. Men det er Roger Waters på denne farvel tour nu også i forholdet mellem musik og den massive visuelle propaganda maskine. Hans imponerende sangskat var bestemt en fornøjelse at opleve, men det måtte gerne have været i mere end en birolle.
