Mandag aften satte et voldsomt skybrud festivalen og festen lidt i stå. Folket søgte i ly, og kun de mest hardcore musikelskere opdagede at musikken stadig spillede videre.
Alligevel var der dog en del der godt vidste at når først Eee Gee gik på med sin stemningsfulde og atmosfæriske folkpop, og sin dragende stemme, så var det med at være til stede. Dem der mødte op, blev belønnet med – ikke et vådeskud – men med en regulær vinder koncert fra en stjerne i svøb, der i år har udsendt hendes stærkt anbefalelsesværdige debutalbum ”Winning”.
Gabestok rensede luften
Dagen efter var der helt andre kræfter i spil. Sommersolen var tilbage, og der var kun lidt sporadiske vandpytter tilbage som minder.
Det danske Black-metal band Gabestok stod 15.30 på Rising scenen, og inden da havde de via deres Facebook side udsendt en klar melding; Vi tager endnu en makker med, så vi kan pervertere det kristelige tidspunkt med nederdrægtige nedtursvibrationer. Kom og giv din fedladne tømmermænd en knytter lige i smasken.
Som sagt så gjort. En kutteklædt musiker – præsenteret som selveste Bob Ricketts – var med på saxofon i koncertens første halvdel, og gav nogle vildt fede nuancer i det ellers kulsorte og energiske udtryk. Da han forlod scenen, kom der i stedet en ekstra guitarist med, og så blev vreden for alvor sluppet løs, og det var et moshpit sultent publikum helt med på.
Et tordenskrald af en koncert, der i den grad fik renset luften.
Ølkast og lyserøde skyer
Koncerten med den ellers cool og sympatiske Gøteborg rapper A 36 – mest kendt for hittet Samma gamla vanliga (med Branco & Kamelen)- var nu mest noget skrald, tilført øl i luften. Countdown scenen er stor, men det var sangene generelt ikke, og de blev serveret i et for fastlåst format, der mest duftede af gymnasiefest, foran et – i den forbindelse meget passende – ret ungt publikum. Heraf var der en del, der burde få alkoholforbud, og i stedet fodres med rigelige mængder A38 indtil de fatter at man ikke i ukontrolleret vildskab kaster med øldåser og krus, når tusindvis af mennesker er samlet er så tæt. Samtidig kan man håbe at den generation også lærer hvad det vil sige at indgå i en moshpit med respekt og opmærksomhed på andre end sig selv.
Til gengæld viste DOPHA efterfølgende, at hun ligesom JJ Paulo har kvalitet nok til at rykke de godt 500 meter længere ind på pladsen, og indtage Orange Scene.
Dopha – klædeligt klædt i lyserødt og hendes velspillende og energiske band leverede tre kvarter til den lyserøde pop/rock himmel. Uden antydning af festfyld – kørte det som smurt lige fra start i en sætliste, der havde meget mere at byde på end ‘bare’ hendes største og mest velkendte hits som ”Happy for me – og ”The Game” og hendes seneste single ”Pitty Party”, der afsluttede en fest af en koncert.
En udadvendt forestilling, der i den grad fangede den store folkemasse, der åbenlyst var glad for mødet med Dopha, der på en scene har en vanvittig stærk og naturlig udstråling, der skaber den slags publikumskontakt, der løfter ALT.
’GIVE ME A … L-O-V-E’ råbte hun, og det fik hun, mens hun med elegante dronninge vink med hånden fik skuet temperaturen endnu højere op blandt publikum. Hun måtte selv smide jakken til sidst, og publikum smed alle parader, for med Dopha var der kun til at gøre. Overgive sig, og bagefter bare sige ’TAK- og på gensyn’
Campingområdet blæst for mennesker
Således blæst omkuld af musikalsk nyforelskelse videre til Blæst på Rising scenen, der hurtigt skulle vise sig at være festivalens hidtil største trækplastre. Seneste hit ”Juice” har braget over campingområderne siden i lørdag, og tirsdag ryddede Blæst stort set hele campingområdet for mennesker. Det virkede til ALLE skulle samles her.
Og med ”Juice” som andet nummer var det allerede tydeligt at det var en blæst af medvind, der skulle udspille sig de næste 50 minutter, inden de sluttede med et af deres tidligere mesterværker “Androkles”.
Folk var med hele vejen – og numre som “Ego”, “Du gør det bedre”, Kig op fra gulvet” og “Gemmeleg” må jo allerede banke på som moderne popklassikere. Kun den nye “Overgir’ mig langsomt” lykkedes ikke helt at få folk til at overgive sig til. Fællessangen havde en del huller lige her. Men modigt forsøgt.
Jeg så dem sidste år på den lille Surround Festival på Stændertorvet i Roskilde sammen med vel under 100 andre mennesker, og nu stod jeg så her i et vanvittigt toptændt tusindtalligt menneskehav, der elskede dem af berusende kraft fra start til slut, selvom det stadig er tydeligt, at alle deres numre ikke har helt samme potentiale, saft og kraft, som de førnævnte.
Deres 80’er orienterede lovely funk-pop rummer dog generelt en charme og en umiddelbarhed, der rammer rent, og er udført af et hold dygtige musikere, der har ’hår nok på bryste’ til også at krydre med noget så umoderne som trommesolo og et par guitarsoloer, og også lige invitere en blæsersektion med.
Dette var et gennembrud af UHØRTE dimensioner, og Blæst efterlod folk sommerkåde og glade ud i sommernatten, efter et top professionelt sæt, hvor alene lyssætningen lignede noget, der havde kostet mere end den forholdsvis beskedne hyre de nok har fået for at varme publikum op til hovedprogrammet.
Ingen kunne have drømt om mere effektiv opvarmning end den Dopha og Blæst gennemførte. Et smukt punktum på hvad opvarmningsdagene kan – blæse folk helt omkuld – tænde nye musikalske forelskelser og puste artister videre i karrieren.
