ROSKILDE FESTIVAL – 03.07.19

Photographer: Mia Dernoff

Fotograf: Mia Dernoff ( RF PRESSE)

”Tears for Fears leverede herlig åbning og Bob Dylan var direkte veloplagt”

Vores gæsteskribent – musikjournalist Claus Vittus – har været på Roskilde festival uafbrudt hvert år siden 1990 (hvor Dylan også optrådte), altså 30 år i stræk. Den første gang var dog helt tilbage i 1972 – og som musikjournalist var han med  for første gang i 1980. Så det er bestemt en mand med baggrund og sammenlignings grundlag i orden, som vi har modtaget denne stemnings-rapport fra.  

Jeg vil gerne komme med en undskyldning til alle Roskilde festival-gængerne igennem adskillige årtier. Jeg synger og ofte for højt. Da jeg første gang var på Roskilde Festival i 1972 stod jeg allerforrest for at se mine nye idoler Gasolin, som havde udgivet deres debut et halvt år før. Jeg kunne synge med på alt fra ”Langebro” til ”Laphora Williamsi”. Lige siden har jeg værdsat den kvalitet at jeg kan synge med på musikken, og i år har Roskilde Festival sat yderligere fokus på fællessang som startede Orange scene op onsdag d. 3.juli med bla. Gasolin-fællessang.

Derfra gik jeg direkte videre til fællessang med 80er popgruppen Tears for Fears, hvor jeg frygtede at de to flotte stemmer fra guitaristen Roland Orzabal og bassisten Curt Smith ikke kunne holde længere. De er sidst i halvtredserne, men har tilsyneladende holdt deres stemmebånd vedlige. De lagde ud i det store Arena-telt med megahittet ”Everybody wants to rule the World”, og det fik kvinden foran mig i ølkøen i det nærliggende Jakobsen øltelt til at udbryde ”Åh nej, det er jo det hit som jeg kom på festival for at høre”. Heldigvis er lydforholdene så gode at hun både fik øl og hittet, før hun satte kurs mod selve scenen. Hitparaden forsatte med bl.a. ”Sowing in seeds of Love”, ”Mad World” og sågar en coverversion af Radiohead-nummeret ”Creep”.

Det endte med den ultimative protestfællessang ”Shout” fra 1984, som blev skrevet I en tid med frygt for Den kolde Krig : “Shout. Let it all out, these are the things I can do without, so come on. I am talking to You”. Sådan en sang er herlig at synge eller nærmest skrige ud sammen med 10.000 andre som åbning til årets Roskilde festival med solidaritet og fællesskab som tema.

Da jeg første gang var på Roskilde Festival, var Bob Dylan til Rolling Stones koncert. Han havde på det tidspunkt opgivet at optræde live, men han fik lyst til at prøve det igen. Det blev til Rolling Thunder Revue-turneen (se endelig Martin Scorseses film om turnéen på Netflix), og det blev også starten til at Dylan genfandt glæden ved at turnere. Den glæde har han stadig, og der sneg sig flere smil (eller var det bare trækninger i mundvigen hos en gammel mand) ind i løbet af hans sæt på Roskildes Orange Scene. Bob Dylan er på en uendelig turné, og det som holder ham i live, er at spille musikken. Især fordi han ikke gider at kopiere sig selv, så han laver anderledes udgaver af gamle kendte numre. De lyder sjældent som den originale albumversion.

Jeg forsøgte at underholde mine sidekammerater med at gennemskue i de første sekunder af en sang, at nu var det ”Like a rolling Stone” , ”Simple twist of Fate”, ”It ain´t me Babe” eller ”Higway 61 Revisited”. Men nogle gange gik der næsten et halvt minut. Jeg forsøgte at koncentrere mig og overgive mig alene til musikken, og Dylans måde at styre sig igennem sangen. Ligesom hans band tydeligvis også gjorde det med blikket stift rettet mod Dylan. Hvad vil han, hvor er han på vej hen på tangenterne?

Orkestret blev kastet ud i forskellige udgaver af de amerikanske musikgenrer rock´n´roll, jazz, country og blues, og det er 20 år siden jeg sidst har set Dylan så veloplagt, selvom mine sidekammerater krævede at han skulle tale til os; bare et lille ”Hej Roskilde”. Men Dylan er ikke en pleaser, så hvis man ikke vil kommunikere med hans musik og lade sig drive med på hans forskellige musikstilarter til de kendte ord, så kan han godt virke fjern og arrogant. Dylan sad og svajede ved flyglet hele koncerten igennem, og han forventede ingen fællessang, selvom koncerten endte i den ultimative fællessang ”Blowin in the Wind” fulgt op af endnu en klassiker ”It takes a lot to laugh – it takes a train to Cry”.

Jeg forsøgte heller ikke at synge med, og det er mine sidekammerater og alle andre festivalgengære nok glade for. For jeg synger ofte for højt.

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.