ROSKILDE FESTIVAL – 04.07.19

405A9014

Fotograf: Fremzfoto Maria Fremming

”Sort læder og en Plant der stadig gror”

Vi har modtaget den anden stemnings-rapport fra Claus Vittus – vores gæsteskribent for Side 33 på Roskilde Festival 2019 . Læs her :

Måden en solist bevæger sig ind på scenen på, tøjstil og hårpragt giver straks publikum et signal om, hvilken koncert de skal overvære. Kender man ikke kunstneren kan man forsøge at gætte sig til, hvad man vil opleve den næste times tid alene ved at lave et profilbillede af kunstnerens entré. Hvis man vil studere det fænomen, så er Roskilde Festival perfekt.

Her er to typer fra Roskilde Festival torsdag 4.juli: (gæt selv hvad jeg hørte). En ung hvid kvinde med tjavset sort hår og pandehår som nærmest dækker øjnene, klædt i sorte læderbukser. Hun kommer først på scenen, da bandet er gået i gang. En ældre herre med en stor manke af krøllet grå-blondt hår, der også falder ned i øjnene, i en gammel t-shirt, der afslører hans gammelmands-bryster. Han trasker ind på scenen i en flok sammen med de andre i bandet.

Først den sort-hårede kvinde. Sharon van Etten kastede sig straks ud i den Portishead-inspirerede tunge, mørke sang ”Jupiter 8” med en stemme, der hvislende ala Beth Gibbons (fra Portishead) lagde sig ovenpå det tunge beat. Hun havde klart noget på spil. Hun forsatte med mere uptempo-numre som ”Comeback Kid” og senere den omkvæds-stærke ”Seventeen”, der lyder som numre Patti Smith (og Springsteen) kunne have smedet sammen. Hun udpegede enkelte publikummer som hun sang direkte til med en pegefinger: ”I used to be free, I used to be seventeen.”  Efter koncerten sørgede hun venligt for at en af de udpegede fik hendes papirsætliste med hjem som souvenir. Det meste af Sharon van Ettens sæt bestod af den seneste keyboard-tunge udgivelse ”Remind Me Tomorrow”, men der kom også et enkelt cover af Sinead O´Connors stærke politisk sang om politivold i England – ”Black Boys on Mopeds”.

De tre kvinder jeg har nævnt herover, er en god beskrivelse af de forskellige sider af Sharon van Etten. Og jeg har set alle tre iklædt sort læder, så det er endnu en fællesnævner. Hendes koncert endte med et flashback til Sharons fortid som mere guitarorienteret folkrock-sanger: ”Every Time the Sun Comes Up, I´m in Trouble”. Heldigvis var hun ikke i ”trouble”, og solen var ved at gå ned.

Da solen var ved at gå ned, kom den 70-årige Robert Plant i den slidte sorte T-shirt på Arena scenen sammen med sit band Sensational Space Shifters. Han smilede taknemmeligt og kastede sig straks ud i et gammelt bluesnummer ”When the levee Breaks”, som hans tidligere band Led Zeppelin også spillede.

Senere kom Zeppelin-numre som ”Black Dog”, ”Going to California” og ”Ramble On”. Blandet sammen med blues-covers og stærke sange fra hans 2017-udgivelse ”Carry Fire”. Alt sammen med klar fornemmelse af en holdindsats og ikke bare en solist med band. Især Justin Adams, der spiller guitar, bouzouki og lignende har en smittende energi på scenen, hvor han danser rundt om Robert Plant stående og vuggende med mikrofonstativet som en slags vægtløfterstang. Robert Plants stemme kan også stadig bære sangene og kan klare selv skrigene i ”Black Dog” og ”Ramble On”. Det hele løftede sig med publikums entusiasme op til en af de bedste Plant-oplevelser jeg har haft – den anden var Page-Plant på Roskilde Festival i 1995.

Det var en Robert Plant, der hvilede i sig selv og i bandet, og det var for publikum både velkendt, behageligt og afslappet – som at iføre sig sin gamle T-shirt, der har fulgt en det meste af livet uden at blive kasseret af konen.

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.