Her følger den sidste stemnings-rapport – begået af musikjournalist Claus Vittus – fra årets Roskilde Festival.
Roskilde Festival har i flere årtier været Danmarks største festival for Verdensmusik. En del af festivalens image er at man kan høre musik i genrer, på sprog og fra lande som man dårligt nok kan udtale. Ofte er det rendyrkede musikgenrer som ikke er blevet inficeret eller opblødt af elektriske guitar, keyboards eller backtracks.
Sådan startede min fjerdedag på Roskilde Festivals mindste scene Pavillion ved middagstid med orkestret Saz´iso. Her sad fem ældre herrer i sorte jakkesæt, og to ældre kvinder i stærkt røde kjoler på i alt otte stole. Alle fra Albanien. Den vågne læser sidder allerede nu ude på kanten af stolen, selvom det er søndag morgen. Otte stole og syv mennesker. Den sidste stol skyldtes af en af medlemmerne Agim Nasi fornylig døde af et hjerteslag, men han er stadig med ”i tankerne”.
Musikken er næsten 2000 år gammel påstod klarinettisten, og det er ikke nogen overdrivelse. Sangstilen stammer tilbage fra Illyrien, som Balkanområdet hed i antikken. Sangerne synger flerstemmig, hvor hver stemmer synger selvstændige melodilinjer, der sekundært harmonerer med hinanden. Stilen kaldes Saze efter det område i sydAlbanien, hvor den stammer fra. Orkestret er så sat sammen med musikere på lut, violin, håndtromme og klarinet af den amerikanske musikproducer, pladeselskabs-stifter og musikantropolog Joe Boyd.
Det var ham der indspillede de første Pink Floyd-singler, producerede Nick Drake, Fairport Convention og senere REM. I 80erne kastede han sin kærlighed på musik fra Balkan og Afrika. ”Vi kaldte det verdensmusik, fordi vi skulle have en kategori i pladebutikkerne, så man kunne finde vores musik”.
Saz´iso spillede denne morgen bryllups-, begravelses og festsange i klagende vemodige klarinet og violin-klange understøttet af luten (antikkens rockguitar) og håndtromme, der ofte fik sat gang i morgenstemningen blandt det lidt morgentrætte publikum. Der kom dog flere til undervejs, og det hele endte med at orkestret stillede sig ned i midten af publikum, og sangerinden Donika Peccalari tog min hånd og vi begyndte at danse, og det udviklede sig til en rundedans og balkansk bryllups-stemning i den tidlige morgenstund (aka Roskilde eftermiddag).
Roskilde Festival kan stadig og hele tiden overraske mig med musik fra den store verden, som ikke hedder USA og England. Senere på dagen fandt jeg den fascinerende iranske sangerinde Liraz med sit næsten iranske band (der var en iraker på keyboard) med en vellykket blanding af traditionel musik og moderne pop-musik inde i teltet Gloria. På samme dag som bød på høj-energisk makedonsk trumpet-techno med D^zambo Agusevi Orchestra – altså uden techno, men med stortromme og tuba som drivkraft og et energiniveau som enhver danse-fest bør misunde.
