Reportage af Claus Vittus
Søndagssolen står højt, selvom en sky truer i det fjerne. Ved siden af mig står en flok berusede og glade ungersvende og råber på ”Måååårten”. Det er deres første Roskilde Festival. Alene det at jeg siger ”ungersvende” angiver min alder. Jeg har deltaget i 33 Roskildefestivaler fra 1972.
På scenen er folkemusikorkestret Viik klar, men der er ingen lyd, og koncerten er forsinket. Det bliver ikke de eneste problemer på åbningsdagen. Sangerinde Elisabeth Viik ser nervøst ud over flokken, men råber uden problemer og uden mikrofon forsamlingen op med ordene ”vi er klar…lige om lidt”.
Pyramiden og det norske dyre-skrig
Jeg er landet midt i campingområdet Øst på Roskilde Festival, hvor et kæmpe pyramideformet telt rager op. Det er Rising – den ene af de to scener i festivalens startdage. Tidligere lå scenen på Camping West-området, men nu er det øst-folket, der har den korteste vej. Rising og Countdown er navnene på scenerne, hvor upcoming-bands spiller i ” opvarmnings-dagene” før onsdag, hvor de store scener og hele festivalområdet åbner.
Der er allerede tæt med telte og folk på denne søndag. Alle omkring mig virker klar til at både feste og lytte.
Normalt består Viik kun af sangerinden Elisabeth og bassisten Jakob Kragesand, men til denne koncert har de fire gæstemusikere med. Viik spiller folkemusik i en nymodens udgave. Noget som sjældent høres på Roskilde Festival, men som klart har sit potentiale. Både til at få publikum ud af teltene og op på dupperne, og til at lytte til for sine sangbare melodilinjer. Det er jo oprindeligt musik til folket.
Musikken tager udgangspunkt i den norske sangerinde Elisabeths sang. Nogle af sangene med tråd tilbage til traditioner fra Nord-Norge, hvor man skulle have en stærk og trænet stemme for at råbe dyrene ned fra fjeldet. Sådan en stemme har Elisabeth, og hun giver masser af prøver på stemmekraften, så lyden af gæstemusikerne Mårten Hillbon (er det ham, de råber på?), Morten Alkjær Lassen på harmonika og Villads Hoffman på cittern næsten drukner. Violinisten Annelene Toft kan dog godt tage kampen op med Elisabeths stemme, og det bliver til flotte violinsoli.
Elisabeth Viik får løftet stemningen med det traditionelle ”Hva´så Roskilde?”-råb , som hun hele tre gange kaster sig ud i. ”Det har jeg drømt om længe” siger hun.
Viiks folkemusik viser sig fra den mest rytmiske side og det drives frem af trommeslageren Mårten Hillbom.
Viik viser at folkemusikken har et publikum på Roskilde, selv på en svær førstedag, hvor musikken hele tiden skal kæmpe mod lyden fra de begejstrede gensyns-scener fra publikum, når de møder hinanden i flokken efter næsten tre år siden sidste mulighed for en Roskilde Festival.
Afrikansk dans og strømsvigt
Den mørke sky nærmer sig i løbet af eftermiddagen, og kort efter JJ Paulo har indtaget scenen på Countdown slipper skyen al sit vand over det velophedede publikum.
Countdown-scenen er den anden scene, der fungerer i opstartsdagene. Den ligger med ”røven ” op af det store endnu uåbnede festivalområde med den store orange Canopyscenen, som den direkte baggrund.
Joram Johan (JJ) har ligesom publikum samlet energi i mange år, og han springer op på scenen som et energibundt, der bare gerne vil sætte gang i dansen. Det er musik inspireret af hans fødeland Tanzania tilført midtjysk popkvalitet, da han er opvokset i Silkeborg.
Alt sammen udført af et velspillende hold, der trods en overvægt af hvide danskere rammer den afrikanske vibe og får skabt en bevægelse nede i den kæmpe publikumsflok, der danser med fra første sang. Men så sker det. Regnskyllet har skabt overgang i elektriciteten, og al strømmen går.
Publikum blev. Uden tøven. Sådan er et trofast publikum. Nu var festen jo lige startet, og flere kom til i den uplanlagte pause. Efter en halv snes minutter kom strømmen tilbage, og stemningen kom tilbage, bandet kom hurtigt op i dansetempo igen og JJ dansede igennem vandpytterne forrest på scenen og fik dirigeret folk til danse med.
Men så skete det igen. Strømmen gik igen. På toppen af begejstringen. Det har jeg aldrig oplevet i mine mange år på Roskilde Festival – de sidste tredive år i træk. Dog var folk lutter smil, og ingen gav op eller forlod. Stemningen småkogte og kogte måske både det regnvåde og vandpytterne væk.
Tredje gang JJ Paulo gik på, var den planlagte tid næsten gået, men Roskilde festival lod ham spille sit fulde sæt færdigt. Igen gik der ikke mere end ti sekunder før publikum igen var i bevægelse på den gode måde. Frem og tilbage, til siden og et lille hop. Afrikanske rytmer har altid haft et publikum på Roskilde, og når det bliver fremført med så stor charme og energi som JJ Paulo og hans orkester, så bliver det til et af de gyldne Roskilde-moments jeg vil huske længe.
”Vi ses på Orange når jeg spiller der til 2024”, sluttede JJ Paulo selvsikkert af med på sit Silkeborg-dansk, og det er ikke usandsynligt at vi gør det.
Kurdisk trilleri og Århus-funk
Selvom jeg kalder de første dage for opvarmningsdage, så viste søndagens koncerter, at programmet er besat af bands, der hver især kunne være hovednavne for deres stilarter. Både Viik og JJ Paulo kunne ligeså godt have været en del af hovedprogrammet, og det gælder også det tredje band jeg oplevede på åbningsdagen – AySay.
Orkestret er centreret omkring den dansk-kurdiske sanger og saz-spiller Luna Ersahin. Omkring hende er trommeslager Aske Døssing Bendixen og guitarist Carl West Hosbond, som hun i sin tid mødte på Musikalsk Grund Kursus, og live er de aktuelt suppleret med bassisten Jens Mikkel Madsen (I Think You’re Awesome) og perkussionisten Jakob de Place (Total Hip Replacement).
Siden jeg så dem første gang på SPOT-festival i 2017 har jeg været imponeret over den velskabte blanding af kurdisk sang, mellemøstlige toner, funk, slideguitar og rocktrommer. Med en dansende, syngende og saz-spillende Luna som scenens midtpunkt. Et midtpunkt som hun dog gerne deler med båd Carl West og gæstesangeren Rezwan Taha, som hun også bevægede sig synkront med.
Den kurdiske sang er fascinerende med flere bløde lyde end det danske sprog. Samtidigt fik Luna dog også lært publikum en særlig trillefløjtelyd; tilililililili, som mange tyrkere og kurdere bruger når de skal udtrykke begejstring. Den lyd brugte publikum igennem hele koncerten, når de var begejstret, og det var de ofte.
AySays kombination af musikstilarter mindede mig om Talking Heads, ikke mindst på grund af den velspillende rytmegruppe. De mange synkrone soli mellem slideguitar og saz (og bassen til tider) gav mig minder om legendariske to guitar-bands.
At hele bandet samtidigt nærmest spillede sig koncentreret, og dog smilende og grinende igennem både stille passager og voldsomme breaks gjorde koncerten til et skoleeksempel på, hvad Roskilde-viben kan gøre ved et orkester…og et publikum.
Det kan godt være at AySay ikke ender på Orange Scene ligesom JJ Paulo drømmer om, men de har klart fortjent en plads på ” det store program” ved en fremtidig Roskilde Festival.
Jeg vil huske denne søndag som en af dem, hvor musikken, begejstringen og scenetilstedværelsen klart kunne matche hovedprogrammets kunstnere.
