Af Claus Vittus
Jeg begynder med slutningen på festival-onsdagen. Det ender med fest, men begynder i det smukke og dunkle. Undervejs lidt hurtigt og rapt. Sådan kan Roskilde Festival byde på mange sanseoplevelser.
Rock´n´roll med violin
Den 73-årige rocksanger Robert Plant var sammen med bluegrass-sangeren Alison Krauss midtpunkt i onsdagens stærkeste koncert. Deres forskellige baggrunde i musik blev til opvisning i forskellige musikudtryk. Fra rockabilly, mørk blues til britisk folkemusik og amerikansk country.
Størst var genkendelsen, da Alison og Robert gav versioner af gamle Led Zeppelin-numre f.eks. en smuk udgave af den Tolkien-inspirerede Battle of Evermore og en power udgave af Rock´n´roll med violin-riff i stedet for Zeppelins guitar-riff.
De fleste i publikum kendte nok Robert Plant, men i virkeligheden er Alison Krauss på verdensplan mere kendt med sine næsten 30 Grammy Awards. Hun er country og bluegrassmusikkens Beyoncé. Robert Plant ”flirtede” allerede tidligt i karrieren med den traditionelle amerikanske musik som går under betegnelsen americana. Det blev både til et album og en turné med Alison Krauss i 2007-08, og til en mere alvorlig men kortvarig romantisk flirt med countrysangerinde Patty Griffin.
Nu er Plant og Krauss tilbage efter 14 år, hvor Plant også i mellemtiden har dyrket sin interesse for afrikansk musik med sit andet band The Sensational Space Shifters, som han havde med da han besøgte Roskilde Festival for tre år siden.
”It´s good to be back – same stage, same tent, same people” sagde en smilende Plant.
Højt til loftet, dybt ned i bluesen
2022-bandet bestod af yderst velspillende garvede amerikanske musikere som kommer fra både bluegrass, blues og jazzmusikken, og ikke mindst trommeslageren Jay Bellerose og violinisten (og meget andet) Stuart Duncan fik skabt et swing i musikken, der nogle gange blev til en ren dronemusik og andre gange lagde op til dans i teltet, hvilket publikum var helt med på.
De to stemmer – den smukke afdæmpede Alison og den mørkere Robert – lød både som en fælles stemme i mørket, og andre gange stærke hver for sig. Det blev til mange sange fra deres seneste flotte album ”Raise the Roof”, og det var musik med både ”højt til loftet” og fat i den dybe blues som f.eks. i en dyster udgave af Led Zeppelin nummeret When The Levee Breaks, hvor Alison vred mørke toner ud af violinen. En sang om at når dæmningen bryder sammen, så er vi alle nødstedte.
Koncerten endte dog oppe i den gladere surfrockabilly-stil med en sang oprindeligt lavet af Lucinda Williams med omkvædet ”It´s over , I know – but I can´t let go”.. Sådan har jeg det stadig. ”Det er forbi, men jeg kan ikke slippe det”.
Over stok og sten med Romanos Outfit
Jeg ankom til koncerten efter en omgang god canadisk powerpop med Daniel Romanos Outfit. De kørte i så højt gear fra starten at det mindede mig om gamle The Who med den armsvingende Daniel Romano på Rickenbacker guitar, lillebror Ian som den vilde trommeslager og en bassist der lavede vilde basgange, men stod stille som en saltstøtte.
Men Daniel Romanos Outfit overraskede hele tiden ved at være meget mere. Fra velskrevne popsange med sangerinden Julianna Riolino, som det sprudlende midtpunkt på scenen, til sange, der lød som om de kunne have været med på Bob Dylans ’Desire”-album. Daniel Romano lød da også som Dylan i hans stemmemæssigt yngre periode.
Det forsatte over stok og sten. De første mange numre var uden afbrydelse, og det seksmand store orkester var så tight, at jeg var ved at miste pusten. Men så faldt de også ned i bløde ballader. Og op igen i vokalharmonier, der mindede om The Byrds.
Drew svigtede ikke
Onsdagens festival begyndte officielt med den første koncert på Orange Scene, og det var med den danske sanger Drew Sycamore. Orange Scene og publikum havde ventet i tre år på det øjeblik, og hun svigtede ikke.
Det var stærk klingende danse-pop med omkvæd og et velspillende band bestående af fire kvinder og to mænd, som Drew tydeligvis delte festen med på demokratisk vis. Hun virkede både cool – klædt i slips, hvidskjorte og læderbukser trods massiv sommervarme – og afslappet trods de store forventninger.
”Roskilde er et sted, hvor man får venner for livet. Det er det specielle ved Roskilde”, sagde Drew i en lille hyldest til festivalen og til de venner, som hun vidste stod dernede blandt publikum.
Derefter sang alle med på hendes letgenkendelige popsange, der hurtigt sidder fast, men også fordufter når solen går ned. Men så er det godt at have nogle venner for livet. Det er Robert Plant, Alison og Daniel blevet for mig.