Af Claus Vittus
Festivalens temafarve orange er i stærk konkurrence. Byen Roskilde er i fuld gang med at klæde sig på til Tour de France med cykeludsmykning og gule farver på alt hvad der kan males på. Men jeg har endnu ikke set den gule Tour-farve snige sig ind på festivalen. Hvis den gør, så får den hurtigt konkurrence. Herinde har vi nemlig ikke glemt, hvad det handler om.
Det er musikken og gruppesamarbejdet, der hersker på festivalpladsen. Ikke cykelløbets evige spørgsmål om, hvem der vinder eller enkeltstarten.
Folkemusikbyen
Selvom det ikke er til at se nede ved Roskilde Domkirke, så er Roskilde altså officielt en musikby. Allerede før Roskilde Festival var der et stærkt sammenhold i folkemusikmiljøet, der samlede sig omkring Roskilde i foreningen Lirum Larum. De første år af festivalen var der også en del skandinavisk folkemusik, men det forsvandt med 80erne.
Torsdag formiddag (ja, sådan føles det for festival gængere, men klokken var 14.00) gik Danmarks mest populære folkemusikorkester Dreamers Circus på scenen. Trioen Dreamers Circus med den lokale Roskildeboer Rune Tonsgaard Sørensen på violin er sågar udnævnt til stadsmusikanter i Roskilde for en treårig periode. Med sig havde de den klassiske stryger kvartet The Danish String Quartet, og blandt publikum var den faste gruppe af folkemusikelskere fra Roskilde og omegn.
Publikum var på forhånd begejstret, og det løfter et hvilket som helst orkester. Selvom musikken kunne virke både altmodisch og svær at forstå for en popdreng, der stod længere tilbage i flokken, så var begejstringen ikke til at tage fejl. Her mødtes toppen af folkemusikken med cremen af den klassiske musik i strygerkvartetform. Improvisationerne og faste rundgange mod det nodeskrevne arrangement.
Hvor er Peter ?
På et tidspunkt tog pianisten fra Dreamers Circus – Nikolaj Busk – mikrofonen for at hylde Roskilde Festivals booker Peter Hvalkof, som i år går på pension.
”Peter har betydet ufattelig meget for os, for folkemusikken og for musikken fra fjernere steder, blandt andet Afrika.”
Publikum begyndte spontant at råbe ”Peter, Peter, Peter” taktfast, men hovedpersonen var der ikke. Han var i gang med at modtage nogle af de bands, som han har booket til årets festival.
Peter Hvalkof har i 26 år booket bands til Roskilde Festival (og også spillestedet Alice i København), og han er til alt andet end rock end pop. Jeg kender ham personligt og ville aldrig turde tage ham med til en straight rockkoncert. Han skal have rytmer fra Latinamerika, original musik fra Afrika eller traditionel musik med rødder i Balkan, Bali, Burkina Faso, Bahrain.
Især har han stået bag al den ”fremmedartet musik” med instrumenter som ingen kender eller kan udtale, som Roskilde Festivals musikchef sagde ved en afskedsreception tidligere på festivalen. En afskedsreception, hvor festivalledelsen havde fået fløjet den ungarske orkester Söndörgó ind til at give ham en afsked i musikkens tegn. For Peter Hvalkof lytter hellere til musik end skåltaler.
Söndörgö er et familieorkester, der spiller balkanmusik centreret omkring instrumentet tambura (en lille mandolin, der stammer fra Tyrkiet). Det er et af Peter Hvalkofs yndlingsorkestre, og de spillede på Roskilde Festival i 2013. Denne dag spillede de (desværre for alle festivalgæsterne) kun for Peter Hvalkof og hans receptionsgæster. De skulle nemlig tilbage til deres Europa-turné. Peter Hvalkof var glad for afskedsgaven, og på den fine måde fik Roskilde Festival sagt farvel til en af Danmarks absolut mest erfarne indenfor den ”fremmedartede musik”.
Også på denne torsdag festivalprogram kunne man tydeligt se aftryk efter Hvalkofs musikbookinger.
Bjørneskindshuer og ukrainsk tekno-folk
På den lille scene Pavillion var der samlet folk, som næppe kendte orkestret, men kom fordi de ville vise deres sympati og opbakning til det ukrainske folk. På scenen sad tre kvinder med sorte bjørneskindshuer, og en enkelt sortklædt skaldet mand.
Peter Hvalkof havde set dem før – måske som en af de eneste – og valgt dem af musikalske årsager.
Ensemblet Dakhabraka kombinerer den specielle slags kvindelige strubesang, som kendes fra bl.a. bulgarsk kirkesang med cello, faste rytmer og elektroniske klangflader. Det endte ofte i Massive Attack-lignende numre med den mandlige sanger og harmonika spiller med skiftevis lys og mørk stemme. Etnisk kaos kalder bandet selv sin musik, der kombinerer ukrainsk folkemusik med moderne verdensmusik. De blev dannet i 2004 som en del af avantgarde kunstmuseet Dakh , og derfor udnytter de også det visuelle element med blandt andet de sorte huer.
De var kendte i ”verdensmusikmiljøet” længe før krigen i Ukraine, men krigen blev selvfølgelig kort omtalt af den mandlige sanger. Publikum gav deres højlydte støtte til frihedskampen, men mest rørende for mig blev den efterfølgende sang om isolation og depression. Uden at forstå ordene blev sangen dog stående som den mørke lyd af desperation kombineret med trommeslagerens faste rytme.
15 års kærlighed
Roskilde Festival er både nye bekendtskaber som det ukrainske orkester og gamle bekendtskaber som bl.a. Robert Plant der gav onsdagens bedste koncert. Torsdagens bedste koncert blev også leveret af en gammel ven af Roskilde. For 15 år siden havde den norske Bergens dreng Erlend Øye taget sit Berlinbaseret orkester The Whitest Boy Alive med på Roskilde til en koncert, der totalt slog fødderne væk under mig. Eller i virkeligheden satte fødderne i fuldt dansehumør.
Torsdag mødte jeg dem igen. Samme sted, samme scene og samme oplevelse. Endnu mere begejstret, fordi jeg ikke troede at den søde, stiligt klædte norske kontorlignende Erlend med designerbriller og hvide ben i de blå shorts stadig rummede den fabelagtige evne til funky musik ala Talking Heads.
Den tyske trio i bandet bag Erlend var smittende legesyge, glade og rytmisk dansende. Funky musik drevet frem af bassisten Marcin Öz og trommeslageren Sebastian Maschat, der kender den ædle art at spille på hihat og lilletromme, så det ikke lyder som en trommemaskine.
Daniel Nentwig lagde melodi på sit Rhodes piano, så han rent faktisk ødelagde tangenterne, men spillede videre og dansede rundt på scenen med sin tunge synthesizer. Arenapublikummet voksede med koncerten, og dansede og klappede sig igennem festen, der for mig var det smukkeste bevis på at Roskilde skal overleve på håndspillet musik og holdindsats.
PS:
Her er Peter Hvalkofs anbefalinger til, hvad man skal høre de kommende dage på Roskilde Festival:
Fredag 1. Juni:
- Claissa Cornelly
- Ak Dan Gwang Chil
- Teto Preto
- Fatoumata Diawara feat Yael Nail
- Africa Express presents IN C, MALI
- Etuk Ubong
- Ustad Sami
- Siti Muharam
Lørdag 2. juni:
- Spaza
- Samba Toure
- BCUC feat Sjava
- Araw n Fazaz
- Sara Parkman
- Big Thief
