Sidste år fyldte Roskilde Festival 50 år. Ikke med en brag. Vel mest med et lettelsens suk over at der igen var åbnet for muligheden for at lukke op for fællesskabet. Det fællesskab, der er med til at sikre et økonomisk overskud, som doneres til velgørenhed efter hvert års festival.
Traditionen tro får Orange Scenes åbningsband mulighed for at uddele nogle af de mange penge til en udvalgt modtager. Dette års band Blæst havde valgt at de 500.000 kr. skulle gå til det Sociale Netværk HEADSPACE Danmark.
”Vi kender alle sammen nogen, der har været i berøring med headspace og har brugt det, og derfor var det nærliggende at støtte jer.
– Lauge Kjærulf, Blæst
Så har vi også selv haft nogle problemer mentalt sidste år, hvor vi havde brug for nogen at tale med.
Det er ikke alle, der har ressourcerne til at få den nødvendige hjælp, så det, at der er et gratis tilbud, er bare sindssygt vigtigt,”
Bandet havde selv brug for mental hjælp, da det hele sidste efterår gik lidt for stærk for bandet. De fik professionel hjælp, og deres åbningskorncert af Orange Scene onsdag var et stærkt bevis på, at bandet er kommet videre og måske endda står stærkere end nogensinde. Modvind kan vendes til medvind.
Deres tidløse danskpop med rummelig rytmisk spændvidde og funky blod i årene blev – bortset fra en lidt usikker vokalmæssig start fra Fernanda Rosa på de første par numre – leveret på en så overbevisende og smittende måde, at man for alvor nu tror på at dette band i mange år fremover kan være hofleverandører fra toppen af poppen til et bredt publikum.
Der var fyldt foran Orange Scene, og det indlevende publikum i alle aldre fik lige præcis den omgang varme popkorn, der var bestilt.
Bandets bagkatolog er måske lige knapt til at fylde en time, men de formåede med et par opfindsomme arrangementer af f.eks. ”Ego”, og en fængende og bæredygtig trommesolo, at fylde sætlisten ud på absolut værdig vis. Med numre som ”Sover du nu”, ”Kig op fra gulvet”, og ikke mindst “Juice” har de da også allerede de uopslidelige esser, der til enhver tid fungerer som en naturlig optænding til festlig samkvem. .
Bandets guitarist Anders Bondo er fra Roskilde, og har rent faktisk været på Roskilde Festival hvert eneste år lige siden han blev født. Nu stod han selv på den så ikoniske scene, som han selv t som publikum har stået foran et utal af gange. Man forstår godt at der trængte sig nogle tårer på i øjenkrogen, da de efter koncerten blev hyldet af publikum, for der var da i den grad noget at blive rørt af med mindre man er et menneske uden puls eller måske havde startet dagen med at indtage for mange Treo’er.
Et klogt valg af Roskilde – også som signal om at man kan komme langt hvis man blander talent, og hårdt arbejde. Bandet anslår, at de har brugt omkring 2000 timer i forberedelse – og det kunne ses og høres. Det kræver noget, at nå Orange Scene. Blæst sendte god vind og kærlig energi afsted til dem, der lige nu drømmer om at stå der næste år. Målt ud fra deres LIVE præstationer i år eller sidste år på festivalen må J.J. Paulo, Zar Paulo, eller Prisma lige nu været de stærkeste bud på hvem næste års åbningsband bør være.
På selvsamme scene beviste Kendrick Lamar senere på aftenen, at han bare er et af verdens største og vigtigste musiknavne lige nu. Sjældent har jeg oplevet så mange rappe impulsivt med blandt publikum – uanset om de stod stod, gik eller sad. Der var helt åbenlyst ufatteligt mange blandt publikum, der havde mange af hans numre, som en vigtig del af deres eget livs soundtrack. Fascinerende – også selvom koncerten i mine ører virkede lige så rodet som et gennemsnitligt teenagerværelse.
At Roskilde så samtidig stadig viser sig som en musikalsk bredside til os alle beviste førstedagen af ’Final Days” med efter sigende mastodontiske succesfulde og velbesøgte koncerter med både rock ikonerne Queens of the Stone Age og den nye afro-rave stjerne REMA.
To navne som publikum åbenlyst kendte godt i forvejen. Til gengæld var der næppe manger der på forhånd kendt noget til brasilianske Bala Desejo, der på forhånd var præsenteret som en lækkerbisken for alle, der drømmer sig tilbage til 60’ernes brasilianske tropicália og 70’ernes psykedeliske forgreninger, men som samtidig ønsker musikalsk nyskabelse.
PÅ stort ses ALLE andre danske festivaler ville det have afstedkommet et telt der i bedste fald ville være halvtomt. Men Roskilde publikummet er og vedbliver nysgerrigt og et flot besøgt Gaia telt, med en kapacitet på 2.000 publikummer og plads til ligeså mange omkring teltet, gjorde at Bala Desejo med garanti selv fik sig en af de festivaloplevelse, som de næppe selv glemmer foreløbigt. Slet ikke fordi de havde ganske travlt med selv løbende at forevige begivenheden via egne mobiloptagelser – måske også lidt for travlt om du spørger denne skribent.
Men de var utvivlsomt et spændende og ganske charmerende og velspillende bekendtskab, der som så meget omkring Roskilde Festival mærkedes som et frisk pust, og en behagelig brise af kærlig vedvarende energi.
Og i en verden, der stadig rummer flere spørgsmål end svar, var det en sand befrielse, at se musikken få ordet, og lade den gribe eller falde med det til enhver tid tilstedeværende publikum.
