Sidste dag på festivalens ‘First Days’ skulle blive en af den slags dage, som mange med garanti vil huske.
For godt nok kan man måske mene at Zar Paulo længe har banket på til at være på selve ‘Final Days’ programmet frem for ‘First Days’, men alligevel måtte det siges at være særdeles velvalgt at sætte dem på her primetime 22.15, hvor de fleste efter 4 dages festligheder måske nok kunne trænge til et både klædeligt, næstekærligt og herligt indspark på øregangen. Og det fik de.
Den nye velfungerende EOS plads var fyldt så langt øjet kunne række, og det mindede lidt om da Blæst sidste sprængte rammerne for hvad et upcoming navn kan samle af folk.
Blæsten har også fat i Zar Paulo, der ridder på en bølge af medvind, ovenpå deres effektive og med garanti langtidsholdbare debutalbum med den herlige driftssikre titel ”Elendig software”.
Altså bare det at skrive en sang med titlen ”Kan du holde til at holde det inde” er jo en af de slags små genialiteter, som man frydes ekstra over når tusindvis står og skråler med sådan en smuk sommeraften på udkanten af en dyrskueplads i Roskilde.
Et blandt mange højdepunkter, hvor dog også ”Stop believing” og ”Klap for fædrelandet” hørte til, ligesom det helt oplagte afslutningsnummer – syng med- og til hinanden sangen – ”Jeg synes du er dejlig”.
Live har Zar Paulo en energi, et drive, og en sammenhængskraft, der minder om nogle af de største artister vi har set på den danske scene de sidste par årtier – The Minds of 99 og Nephew.
Først og fremmest spiller de uden svage punkter på sætlisten, og så evner de at gøre hvert enkelt nummer ekstra levende og nærværende i nuet, hvor især forsanger Emil Vammen har en særlig kontakt med publikum, og et kropssprog, der viser en helt unik grad af originalitet, indlevelse og tilstedeværelse. Han er et med sig selv og sit publikum, men som en del af en brik af et spil og et fællesskab, der bærer navnet Zar Paulo.
Inden da havde jeg været fordi en koncert uden for det officielle program. Prisma tog nemlig lige en opvarmningstjans for de mange frivillige i det lille levende lukkede område af festivalen for de frivillige.
Og hvilken fest de skabte – og hvilken forvarsel om at man bør – jeg fristes næsten til at skrive SKAL – indfinde sig på Avalon kl. 0.30 natten mellem torsdag og fredag, hvor de som prikken over i’et medbringer deres hidtil største lysshow.
Musikken rakte var dog så rigeligt i den timelange koncert, hvor rockmusikken føltes, som den fik nye frie vinger af kvartetten, der er centreret omkring de karismatiske søstre; sanger og bassist Sirid Møl Kristensen, og sanger og guitarist Frida Møl Kristensen. Undervejs håndterer de også synkront stortromme og Sirid viser at en fløjtesolo kan virke utroligt velplaceret og givende – også til en rockkoncert. Deres tostemmige vokaler sidder lige i skabet, og bandets rytmiske dynamik er slående, samtidig med at støj-rockens effektfulde finesser foldes ud både på bassen og i guitarspillet. Det er dragende, det dansabelt, det lidt beskidt og så er det noget så livsbekræftende.
Sikke et samspil på scenen, sikke et samspil med publikum, der til sidst hoppede og dansede eksplosivt ind i og med hinanden i det sidste nummer, der var en ren forløsning på en koncert, der blandt meget godt bød på medrivende udgaver af nyklassikere som ”Drive”, ”Villians of the Night” og ”I never wanted to meet you” – samt en overraskende cool skrammel-country version af Katy Perry’s ”Hot N Cold” og en suveræn gæsteoptræden fra Mercedess på nummeret ”Bangs”. For ikke at tale om en sønderlemmende stærkt fortolkning af The Ravonettes ”Bowels of the Beast”, der nærmest blev smadret totalt, for blot at blive samlet igen som et nyt mesterværk.
Dansk rocks superliga udvides i disse år. Zar Paulo og Prisma viste sig som årets mest åbenlyse oprykkere.
