Stort set alle 550 billetter var solgt, så der var godt og grundigt fyldt op til denne tilbagevenden til Roskilde Rock Galla, der sidst var en realitet tilbage i 80’erne. Et årti hvor aftenens tre lokalt forankrede bands– Agathorn, Dieters Lieder og Effy & Eliten alle fik udgivet deres debutalbum – og blandt andet alle opnåede at optræde på selveste Roskilde Festivalen.
Det var tydeligt at mærke, at det var et overvejende lokalt publikum, der for de flestes vedkommende var kommet fordi de var vokset op med disse band – og lige ville sige ”tak for sidst – I ligner også stadig Jer selv”. Nostalgien emmede i luften – og mange gensynsglæder brød ud i gamle venners lag i løbet af aftenen. Desværre var det også åbenbart, at hovedparten ikke var kommet for at lytte til alle tre band, men mest af alt var kommet for at høre Dieters Lieder.
Derfor var det en noget utaknemlig opgave for Agathorn, at åbne en galla, hvor minimum 1/3 af de tilstedeværende i den tætpakkede tank, dårligt opdagede at de gik i gang, men i stedet havde gang i ”Dig og mig” snak – eller nok rettere mig, mig, mig historier med en angiveligt halvdøv sidem/k. Den belastende bævlen skabte en ren mur af baggrundslarm, og stod man på balkonen eller bagerst i salen var der mere snak end musik, der kom i øregangene.
Lidt svært at forstå, at så voksne mennesker ikke har en bedre situationsfornemmelse. For vil man hellere snakke end lytte til musik har Gimle et fint barområde – inden indgangen til selve salen – og de har i øvrigt også en rigtig hyggelig café lige ved siden af, som også er åben for besøg hele aftenen, og endda har bløde stole og sofaer at slænge sig i, mens man snakker livet løst.
Personligt kendte jeg kun Agathorn af omtale. Deres debutalbum i 1981 havde åbenbart sneget sig udenom min dengang bare 12-årige næse. Og siden har de kun udgivet et album i 1987 – selvom de reelt aldrig har været opløst. Omvendt har de heller ikke ligefrem været voldsomt aktive. Det progressive rock-band var fra starten seks mand, men har siden 1984 optrådt lejlighedsvis som en kvartet.
Det var derfor lidt af et scoop at det her til Roskilde Rock Galla var lykkedes at samle alle seks originalmedlemmer – dvs. ud over kvartetten med Jan Heidebo på vokal og keyboards, Henrik Dall på guitar og vokal, Erik Havaleska på trommer, og Morten Bruun Pedersen på bas og vokal – udvidet med Jan Kargaard Madsen og Lars Jensen.
Og troede man at man skulle høre et band, der var lidt rusten og nervøst i starten, så kunne man tro om igen med det samme – for hold nu op for et udlæg de kom med! Åbningsnummeret fra debutpladen ”Suffragette-set” åbnede også her og var energisk prog-rock af aller fineste karat – og blev fulgt op af de lige så fornemme ”85”. der blev leveret lige så overbevisende og stilsikkert – med god lead-vokal, sikre harmonier og anden stemmer, effektive rytme skift og skønne soloer – og man nåede at tænke ”det bliver forhåbentligt aldrig umoderne “bare” at være god til noget”.
For nok var det lyden af 70’erne og 80’erne Gimle blev fyldt af – og det blev ikke sidste gang at man i aftenens én time lange sæt hørte kompositioner, der lige så vel kunne være komponeret af genre kapaciteter som Saga, Supertramp, Styx eller Mike Oldfield. Det var rent ud sagt høj høj klasse – og numre som ”Good Days”, ”Robots” og det afsluttende næsten 10 minutter lange ”Louise” kan man kun være taknemmelig for at have fået spillet ind på øregang og nethinde. Agathorn fik dokumenteret en tidløs kvalitet i deres materiale – og gav en stor lyst til at dykke nærmere ned i bandets alt for sparsomme albumhistorik. Måske er tiden endda inde til at genudgive deres to album?
Efter blot 20 minutters pause var dagens publikums udnævnte hovednavn Dieters Lieder klar på scenen, og de lagde glade og veloplagte ud med ”Når du kommer hjem”, som tidens tand, dog ret markant har gjort til en sang, der kun lige akkurat kan holde sig flyvende ved hjælp af de ubekymrede nostalgiske kræfter. Det var til gengæld ikke nok til at de lette på de efterfølgende ”Those days are over” og ”Kold februarnat”, der begge fremstod som numre, der af gode grund for længst er glemt af de fleste. Men hvad disse sange manglede i power og pondus havde Brødrene – Martin og Johan Geerup samt Halfdan E og Morten Kaufman – til gengæld i udstråling. Ikke mindst Martin Gerup strålede med en energi og en spillelyst, som var han en kåd nyudklækket musikstudent. Herligt.
Og hvorfor ikke også være glad når man med sit band har været med til at skabe sange som ”Mig og vennerne” og ”Dig og mig”. Vel nok to af de mest slidstærke popperler i de seneste 40-års danske musikhistorie. Numre der har det der udefinerbare evergreen gén, og bare rummer ALT hvad et godt popnummer skal indeholde. Disse to numre fremstod stadig mindst lige så grønne og gribende i alle deres detaljerige enkeltheder, som de gjorde i 1988 på albummet ”Hvor flink kan man blive?”, og de blev da også modtaget af et samlet Gimle, som aftenens helt store festlige og fællesskabsfremmende højdepunkt.
Indimellem de to numre fik de også sat nyt liv i salen og rock på dagsordenen, med en fabelagtig tændt version af ”Jeg føler ingenting” – hentet fra debutalbummet ”Jeg kan Lieder” fra 1983. Et album, der var langt mere ny-rock end pop. ”Jeg føler ingenting” havde en energi, en drivkraft og en nerve, som stadig gav en for alt fed følelse her 37 år efter. Fra samme album fik vi som det sidste nummer den mindst lige så fremragende ”Åh-ååååh” – der vel er det bedste The Police-sound-a-like nummer, der nogensinde er skrevet på dansk. Åh-ååååh for et skønt genhør.
Små 40 minutters blandet fornøjelse var sluttet på toppen – og efter nok en kortere pause rockede og rykkede gallaen videre med sidste aktør – Effy & Eliten. Det yngste af de tre band – og det mest stabilt levende band af de tre. De album debuteret i 1988 – og har siden udgivet 5 album, det seneste i 2013, og har stadig tre originalmedlemmer med om bord – Effy på vokal og guitar, Ole Larsen på lead-guitar, Erik Damgaard på bas – og så Lars Jensen på keyboard, som han har rent faktisk har passet i bandet siden 1990, og så yngste manden Anders Hvidberg Hansen bag trommerne. De spiller en rendyrket og total straight form for classic rock, og gør det fordi de kan – og de ikke kan lade være. Deres udtryk er dejligt uændret her 32 år inde i karrieren, hvor Effy stadig fremstår som en af landets absolut bedst syngende og absolut sejeste rock-mamas. Egentligt utroligt hun aldrig har opnået større anerkendelse!
De spiller aftenens længste sæt på lidt over 1 time, og det er da langt fra alle sange, der reelt er lige mindeværdige, men de bliver alle fremført med glød og intensitet. Bandet fungerer som en heldhed, og det er ikke bare Effy der overbeviser på vokalsiden – også guitarist Ole Larsen får undervejs understreget at han bestemt har holdt formen ved lige.
De leverede klart den stærkeste serie af sange cirka 1/3 inde i sættet– hvor de lige fyrede ”Bare lidt lykke til”. ”Ingen tak på min gravsten”, ”Mød mig på et morgenværtshus”, ”Ta’ hvad jeg har” og ikke mindst ”Nattens stille gader”, der rørte både Effy og de fleste af tilbageværende på Gimle, der stille og roligt var forvandlet til halvfyldt efter at Dieters Lieder has left the Building.
Synd for dem der gik – for var der et band der virkelig levede op til at det var en Roskilde ROCK Galla, ja, så var det altså Effy og Eliten. En fed aften var slut – med masser af minderige momenter fra klokken 20.30 og helt frem til midnat. Lad det endelig blive en tradition igen, og lad os håbe at det voksne publikum næste gang er blevet voksne nok til rent faktisk til at lytte med respekt, og måske opdage at alder ingen hindring er for at have noget fornuftigt at skulle have sagt i nutiden – slet ikke når man står på en scene.
