Som nævnt i 1 Del af ”Mange store musikalske oplevelser for et alt for lille publikum” blev denne skribent beriget med seks opturs oplevelser fra artister, som enten var direkte ukendte for mig inden eller kun svage bekendtskaber ude i horisonten.
Men hvad med de navne, som havde noget at skulle leve op til – hvordan gik med dem? Og hvad med den sidste håndfuld navne, blev de som en lille klump i ingenmandsland? Svaret følger her.
Boys of Heaven er et velspillende syv-mands orkester, som jeg havde hørt live før, som opvarmning til Berlev’s Rock’N Roll Hotel. Der var de momentvis gode, og gode nok til at man blev nysgerrig på at vide hvorfor unge mennesker anno 2019 prøver at videreføre en meget konservativt lydende musiktradition(AOR) a la Journey, Boston, Foreigner og Richard Marx – navne der sidst var varme dengang landets statsminister hed Poul Schlüter.
Men de lader musikken tale– skriver nogle gode numre, og forstår at trykke den af live, med plads til både guitarsolo og saxofon – og så kanforsanger Chris Catton udfordre de højere luftlag med en stemme, der uden problemer favner flere oktaver. Havde vi selvstændige og ikke kasse tænkende radiostationer i vort lille land, har drengene her bestemt flere numre at byde ind med. Og som det eneste act – udover Abekejser – fik de rent faktisk et mindre publikum til spontant at
bryde ud i dans. Svært at bede om et bedre startskud på en up-coming festival.
Farfars Tobak kommer nok aldrig i den såkaldte radiovenlige kategori, selvom de nu slet ikke er så krævende endda at lytte til. De syrer nemlig ikke ud for syrens skyld. De holder fokus på rocken, og så skriver de tekster, de ikke er bange
for at kalde politiske. Ganske befriende med et dansk rock orkester, der rent faktisk tør have holdninger og formår at handle samtidig. Sammen med Elevatorfører er de nok det stærkeste kort på den psykedeliske rock scene lige nu – og deres
debut album ”Flydende solskin” må varmt anbefales herfra. For et lille publikum på 20-30 stykker gav de en stilsikker og potent koncert, der set i bagspejlet må kalde festivalens bedste.
Indie-pop bandet Blå Nætter, der netop har udsendt deres anden udgivelse ”Bøjet i neon”, stillede op som en trio (normalt er de fem). Det gav deres sange en mere folk agtig lyd, hvilket klædte dem så ganske glimrende, og sikrede rent faktisk også opmærksomhed fra et helt hæderligt antal mennesker omkring scenen ved Stændertorvet.
Udover de ni omtalte navne fik jeg hørt lidt fra GUNVA,Himmelrum , The Oceans, Linebug og Belial – men en rød tråd i de koncerter var ud over et urimeligt lavt antal tilhørere, at de ikke formåede at komme ud over scenekanten med deres musik. Når de så samtidig ikke har lige DET nummer, som virkelig stikker ud, og kan knockoute selv den mest ligeglade lytter, ja så bliver det mest alt bare en ubetydelig parentes af en koncert. Det er så ikke nødvendigvis ensbetydende med at der ikke var talent til stede. Det blev bare ikke udløst for disse kunstnere i denne omgang.
Festivalen sluttede med et brag med The Orgelheimers, der med deres anarkistiske orgel-surf i den grad fik folk til at stoppe op på strædet ud for scenen ved Duetorvet. Gamle klassikere og uortodokse medleys med alt godt fra rockhistorien fra ”Green Onions” over ”Jump” via jule- og børnesange skabte begejstring, og resulterede i at de spillede en hel halv time over planlagt tid. Det var i den grad spilleglæde og musikalsk ydeevne i sin bedste udgave. En festlig afslutning på en festival, der havde alletiders indhold, men nok lige manglede en ægte og dybfølt musikby at spille op til.
