Rygterne havde længe talt fra sædvanligvis pænt pålidelige kilder – ”Rovdrift er et af de bedste live band vi overhovedet har herhjemme – glæd dig – du bliver overvældet”.
Og det er præcist det jeg blev fra den første tone – fra det første ord! Jeg mærkede, at der var noget på spil. Noget udefinerbart, der både flytter grænser – og bygger bro. Mellem skuespil og spillemand, mellem liv og død, mellem kærlighed og kildevand, mellem heksekunst og kunstigt åndedræt, mellem punk og poesi, mellem det fængslende og følelsen af total frihed, og ikke mindst mellem det grumme og det gunstige, det gale og det geniale.
Rovdrift består af fire musikalske personligheder, der hver især bidrager til en helhed, hvor spørgsmålet aldrig er om glasset er halvt fyldt eller halvt tomt. Rovdrift går nemlig all-in uanset om de både ærefuldt og ætsende fortolker Bent Fabricius Bjerre eller om de kaster ild på bålet i brandbare dark-folk-vise ballader – der ofte flirter med støj-rock og håndspillede mørkemands stemninger, der understreger og farver alvoren i det generelt stærke og til tider fabulerende og galoperende danske tekstunivers.
Tekster der med titler som ”Træmand”, ”Brændende by”, ”Djævledans”, ”Gal mands værk”, ”Op i røg”, ”Sort sjæl” og ”Ond” taler sit eget sprog om den virkelighed Rovdrift tager sit afsæt fra.
Det er dog ikke tekster der ’bare’ er en kulisse for lidt ’hygge uhygge’ på en dejlig torsdag uden andet at tage sig til. Det er historier, dramaer og iagttagelser fra det liv, den hverdag vi alle kender, hvis vi altså orker at åbne øjnene – og orker at sætte spørgsmålstegn ved livets gang – bare en gang imellem.
Til tider tages humoren i hånden – som f.eks. på den næsten provokerende iørefaldende ”Talibaner Polka”. Nærmest en ”happy go lucky” sang om vores land som krigsnation, og så lige med linjen ”Det er fedt at lege krig” – for ikke at tale om når de musikalsk forener lyden af Bo Diddley og Shu-bi-dua i “Sort Cykel” – og undervejs nærmest skråler “elsk din næste ihjel”.
Modigt og mesterligt fremført af et band, der holder gryden i kog over tre sæt på hver mellem 30 og 40 minutter. David Hertz hele tiden på opdagelse i et lige dele eksplosivt og essentielt elektrisk guitarunivers, hvor vekselvirkningen mellem det søgende og det støjende hele tiden holder samhørigheden intakt med den bund af rytme og puls som bliver lagt af Thomas Borge på basguitar og ikke mindst af den nye trommeslager Gustav Sandegård, der blev luftet offentligt for første gang.
Om der blev drevet rovdrift med Sandegård skal jeg være usagt – men han virkede nu glad, rolig og fattet efter koncerten – og han havde heller ikke grund til andet. Masser at snedige og skæve takter sad lige i skabet, og han spillede simpelthen som var han født ind i det her band, der giver så meget, at det bør stilles som en lovkrav, at de bør tage meget mere at mange flere danskeres tid. Jeg skriver under som den første, så mangler der vidst bare 49.999 andre!
For et band med sange og performance på det her niveau bør kunne ramme bredt på tværs af generationer, og på tværs af hvad folk ellers normalt plejer at høre af musik. Det her er musik der er sundt for alle de uvidende – men med garanti ikke uvildige – sjæle, der alt for ofte står ufrivilligt i stampe i musikalske blindgyder, hvor der absolut intet er der syder.
Det gør det hos Rovdrift. Det syder, så man bare sidder og siger ”tak som byder”. Ikke mindst fordi at Carsten Bjørnlund i front har et udtryk og en indlevelse, som kun meget få på den danske musikscene kan måle sig med. Jeg kan umiddelbart kun komme i tanke om Simon Kvamm, Annisette og Povl Dissing, der reelt findes i samme boldgade og samme liga.
Billedserien nedenfor understreger ganske tydeligt hvor meget overskud og hvor meget aftryk, at Bjørnlund deler ud af via sit kropssprog. At tale om at nå ud over scenekanten er ikke et spørgsmål for Bjørnlund – spørgsmålet er om scenekanten holder.
Og ja – vi ved jo alle at han også er en anerkendt og dygtig skuespiller (‘Arvingerne’, ‘Liberty’, ‘Den som dræber’, ‘Pagten’, ‘Sommer’ m.fl.) – og det talent medtager han naturligvis som en del af hans DNA som forsanger. Men når han står her i front for Rovdrift, så er han ikke en skuespiller, der bare flirter med musikken. Tværtimod. Han er musikken – han er hver enkelt ord og lyd – med hud og hår, med sved og sanselighed. At opleve det er kort sagt mageløst. Så er det slået fast.
Hele 20 numre leverede Rovdrift – der hidtil kun har udgivet seks numre på EP’en “Troløs” fra 2017, og som ekstra ekstra nummer fik vi lige en ekstra læsterlig grænseoverskridende sang med titlen ”Bindet” – der pludselig fik Allan Olsen’s ”Næsen” til at lyde som en bette børnesang.
At Rovdrift står uden pladekontrakt er en af de gakkede gåder, som jeg næsten ikke magter at tænke over. For hvorfor?. Alt ligger – som jeg hører det – klart til et debutalbum, der bør kunne trække rimeligt med rovdrift på folks opmærksomhed. Så kære musikbranche – dette er et OPRÅB – giv dem en chance!
Næste gang Rovdrift spiller LIVE og er klar til at blæse publikum omkuld er den 4.12 på Kogebogeriet i KBH, som en del af ‘RUST sleeps around’ serien, der i øjeblikke florerer på små uvante spillesteder rundt om i hovedstaden.
