Som musikformidler på en webside, der skal være en bredside til os alle, er det bestemt ikke rart når der er noget godt, der går ens næse og øregang forbi. Men det sker, og det vil ske igen, fordi mængden af udgivelser i disse år er ualmindelig høj, og fordi at døgnet stædigt holder fast i kun at stille 24 timer til rådighed!
For næsten præcis et år siden udgav Rune Villads Band digitalt et debutalbum der slet og ret hedder ”Rune Villads Band”. Det opdagede jeg først sidst i februar i år da jeg i Facebook gruppen ”Spinning Vinyl”, så at en bruger var kommet i fulde omdrejninger og havde lagt et foto og en begejstret omtale op omkring albummet, der den 19. februar endelig var udkommet i LP format.
Jeg kunne så konstatere, at Rune Villads – der er en sanger, sangskriver og guitarist der er hjemhørende på Esbjerg egnen – og som vidst primært har optrådt i forskellige ”cover-band” sammenhænge – allerede på dette tidspunkt havde udsendt en ny single ”Black Coffee”. Et nummer, der ifølge ham selv var kommet i overskud, og bare ikke rigtigt passede ind i sammenhængen til albummet. Det ved jeg nu ikke om jeg vil give medhold i. ”Black Coffee” udløste en straksreaktion på begejstringsbarometret – hvor den i øvrigt også i skrivende stund befinder sig i form af Spotify playlisten ”Side 33’s begejstringsbarometer” – hvor den er en af de 33 ’bedst-lige-nu’ sange. Siden har albummet stået på min OBS liste, og nu fik den endelig mast sig frem blandt i bunken af 2021 udgivelser.
Hvor der er vilje, er der ikke nødvendigvis altid god musik. Slet ikke når vi taler om country-rock og americana genren. Der er vi i Danmark underligt nok stadig lidt af et U-land, og f.eks. ret langt bagud i forhold til vores svenske naboer. Men der er begyndt at ske noget de senere år – og nu er det ikke kun gamle plader af Nils Povlsen og Aske Jacoby man skal finde frem hvis man vil høre den fedeste country-rock ’the danish way” – nej, der er også kommet nyere og fremragende bud fra f.eks. Barrow og The Consolation.
Hidtil har min påstand været at Nils Povlsen har været det tætteste vi i Danmark har haft på en ægte ’Tom Pettty type”, mens Barrow aka Mikkel Bøggild, måske mere er noget at det nærmeste vi har haft på en dansk Bruce Springsteen’sk klingende storyteller. .
Rune Villads – der mestrer både slide- og pedalsteel guitar – lægger sig behændigt et imellem de to – og bygger bro på et varieret album. Hans vokal – har personlighed, og dybde – og med snert af både omtalte Povlsen og Petty – og han veksler glimrende mellem det mere singer-songwriter orienterede rock, country-rocken, og så den klassiske heartland rock.
Åbningsnummeret ”The Sky is Grey” er så John Hiatt-ish, at man lige må tjekke om Rune Villads har skrevet alle 10 sange. Det har han – dog et enkelt sammen med bassisten Rasmus Boje. Det er kort og godt radiovenligt, velproduceret, med fuldfedt kor arbejde, lækker pedalsteel, og bare gedigent og godt håndværk. Et nummer der sikrer at man kommer i gang med et smil på læben, også selvom de grå skyer hænger over os.
Det smil bliver sådan set i det musikglade ansigt igennem alle 37 minutter, selvom alle numre trods alt ikke er lige minderige. Det fjerntog der over små 4 minutter kører afsted i den meget singer/songwriterer orienterede ”Freight Train” hjem, skulle i hvert fald have droppet at have valgt en form for ’rasleæg’ som lokomotivet i den sidste halvdel af nummeret. Hvad der sikkert var tænkt som lyden fremdrift, bliver i stedet til en afskrivning af et ellers – sangskrivermæssigt – fint nummer.
Duetten ”It Was Easier” med Anja Møllerskov er god – og veludført for genren – men ikke voldsomt minderig – og ”Running” går for mig i stå i et lidt for fastlåst og lettere gumpetungt arrangement. Men igen – håndværket og sangskrivningen er i orden. Det er bare for meget ’hørt før – hørt bedre” i disse numre.
Til gengæld genvindes radiovenligheden og lysten til flere genhør i ”Nothing Ever Happened” – et flot og effektfuldt country/rock nummer, som da også har fået kvalitetsstemplet af selveste ”Madsen”, hvor det helt velfortjent er luftet af flere omgange.
Det er dog to af de mere dæmpede numre på albummet, der for alvor overbeviser mig om at vi har at gøre med et vaskeægte talent indenfor coutnry/rock genren. ”I Am the Rain” og ”Say What you Want” – sætter virkelig historiefortælleren, sangskriveren, stemningsskaberen og ikke mindst sangeren i fokus. Rune Villads har en mørk og dreven vokal – der i den grad kan noget med sine fraseringer og sin accent. Ja, jeg vil rent faktisk påstå at ”Say What You Want” sagtens kunne være sneget sig med på Tom Pettys’ ”Finding Wildflowers” uden det ville skure i nogles ører.
Ind i mellem disse to numre finder du ”When Will You Stop” – en klassisk kærlighedssang om parret der hverken elsker, slås over små ting eller snakker mere. En classic rock sang – også lidt Petty-ish – men mest af alt måske et guitarorienteret fingerpeg om hvor det lige præcis er at Rune Villads og hans solide band bare er bedst. Et nummer af en kvalitet, der pr automatik burde have sikret Rune Villads en invitation til den nye Nashville Nights International Songwriters Festival i Odense. Nå, det kan jo være den kommer.
Albummet lukker på bedste uptempo vis med pladens længste nummer ”Sit Around and Wait For You”. Ikke albummets aller stærkeste nummer – men det mere end holder – og det holder humøret oppe – med taktfaste klap rytmer og sandelig også en glad fløjten til sidst.
Og for filan hvor er jeg dog fløjtende glad for at jeg opdagede Rune Villads Band – og at jeg allerede nu ved, at der arbejdes på et nyt album fra Rune Villads igen i år. Denne gang uden band, men stadig med Rasmus Boje og guitaristen Jens Varmløse med omkring sig.
