Ryan Bingham + support Michaela Anne – Hotel Cecil – 16.06.19

Ryan Bingham - Hotel cecil (40)

Fotograf: Brian Selander

“Bingham var på – mens hans band vidst bare var på job”

Ryan Bingham så glad og veloplagt ud da han gik på scenen i et næsten udsolgt Hotel Cecil. Hatten sad som den skulle – og nærværet til publikum blev straks etableret, da han lovede en aften med country, med rock og med blues. Så var der ligesom forventningsafstemt – og ikke lovet for lidt – selvom det hele jo så udmærket kan samles under den hat, hvor der står ”roots music”.

Rødderne er afgørende for at forstå og følge Ryan Bingham, og hans skæbnefyldte univers. En rodløs barndom, der var præget af mange flytninger, mange skoleskift og en far, der ville festen mere end familien har sat sit tydelige præg. Men moderen gav ham en guitar da han var omkring 13 år, og da han blev 16 lærte han endelig at spille lidt på den via det man vel bedst kan kalde for selve livets musikskole. Læremesteren var nemlig blot en farens venner, der ofte kom i den gennemgangslejr af misbrugere, som de boede i ved grænsen til Mexico.

Han fik lært en mexicansk sang – ”Mariachi” – som vi serveret efter cirka en halv time, som det første nummer i et lille akustisk sæt på et kvarter, med masser af historiefortælling og to numre. En god historie, og et lille sjovt nedslag, der musikalsk dog ikke rykkede voldsomt meget. Det var der heldigvis så meget andet der gjorde – f.eks. den efterfølgende ”Southside of Heaven” – åbningsnummeret fra hans debut album ”Mescalito” fra 2007 – og et af de første numre han overhovedet havde skrevet. Man kan bare konstatere, at når man starter med en sang på det level, ja så har man altså sat baren højt! Men han har så glimrende kunne leve op til det siden.  

Havde man varmet op til mødet med Ryan Bingham med ”Live” albummet fra 2016, og troede at man skulle høre en masse gengangere derfra, så blev man skuffet. Kun to sange fra det albummet var på sætlisten denne aften, hvor der med hele otte numre – ud af seksten – var fuld fokus på det nye album ”American Love Song”. Og sangene derfra gjorde i den grad da også indtryk. Ikke mindst når fornemmelsen af blues fik lov at snerre og vise sit beskidte ansigt i numre som ”Jingle and Go”, ”Got Damn Blues” og det første ekstra nummer ”Blues Lady” – men nu også når roots-rocken var den dominerende kraft og fik lov at folde sig ud i ”Pontiac”, ”Wolves”, ”Situation Station” og ikke mindst i ”Lover Girl”.

Den sidste sang skrevet til kvinden i Bingham’s liv – hende som han har været gift med i ti år. Hvis forholdet stadig er ligeså så hot, som den version af ”Lovers Girl”, som Bingham leverede her, så skal det ægteskab da nok holde mindst 10 år til. ”Wolves” var dedikeret til alle de mennesker, der oplever diskrimination, og ikke bare kan få lov at være dem selv. Mennesket bag musikeren Ryan Bingham fejler altså helt åbenlyst ikke noget. Han er igennem alle 95 minutter et sympatisk bekendtskab, der også sender en kær hilsen til sin mor via ””Tell My Mother I Miss Her So”, og derefter giver os alle følelsen af at være landet til søndagssamling i den lokale kirke i Austin, da han med henførende hjælp fra de to fremragende korsangerinder leverer ”Beautiful and Kind” (også fra det nye album)” så man kunne høre englene synge med fra tårnets top på den nærliggende Helligåndskirke.

Til gengæld virkede bandet bag Bingham lige lovligt neutrale – måske lidt tour trætte? Bortset fra en del fuldfede slide-guitar-soloer fremstod bandet så anonymt, at selv deres navne endte med at være skrevet med usynligt blæk i denne skribents noter.

Inden Ryan Bingham gik på scenen havde den lovende amerikanske country sangerinde Michaela Anne optrådt med 9 numre, som i den grad fik folk til at lytte opmærksomt, og uden snak i salen. Hendes krystalklare og meget sikre stemme gjorde da også straks indtryk allerede fra første nummer ”I’m Not Her” hentet fra hendes første album ”Ease My Mind” fra 2014. I løbet af koncerten åbnede hun op for nogle relevante baggrundshistorier for hendes sangskrivning. F.eks. om faderen, der i hele hendes opvækst, var væk i halve år af gangen, da han var i den amerikanske flåde – og om utallige flytninger på den baggrund. Men også om hendes generelle ønske om en mere kærlighedsfyldt verden, og en glæde over at hendes forældres ægteskab holdt på trods – eller måske netop på grund af de naturlige pauser. Så hendes sange rummer naturligt masser af savn, håb og en del rejse refleksioner.

Men hun viste også karakter ved at sende er kontant hilsen til alle de mandlige forbilleder – Hank Williams f.eks. – som dybest set altid bare har dyrket og skrevet om at være et regulært røvhul overfor kvinder. Så i stedet for at spille Hank Williams klassikeren ”Ramblin Man”, som hun ellers gjorde før hun egentlig åbnede øjnede for sangens reelle indhold, så spillede hun hendes eget modsvar – titelnummeret fra hendes seneste album ”Bright Lights and the Fame. Høj klasse! Det var også versionen af hendes nye single ”By Our Design” i den grad også. Om hun ender med at kunne matche Margo Price på alle parametre er nok tvivlsomt. Men lidt mindre kan også gøre det. Man fornemmede i hvert fald en klar skitse af en stjerne i svøb.    

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.