Så blev SmukFest for alvor blæst i gang  

DSC_1203

Fotograf: Steen Madsen

”Masser af formstærke danske artister på programmet”

Efter at 26 upcoming navne på LIVE CAMP scenen – her i blandt mindst en håndfuld ganske anbefalelsesværdige og flyvefærdige artister som Mørkeblødt, Elba, Fräulein, Baby Did A Bad Thing og Sauna Senere – har været en god forret fra søndag til tirsdag, så er det i dag onsdag den 2. august, at det officielle program til den totalt udsolgte SmukFest 2023 for alvor spilles ud.

Og sikke da en affyringsrampe af de nok mest formstærke LIVE navne på den danske musikscene lige nu.

Samlet set er det vel kun Guldimund, Ida Gard, Folkeklubben og Falderebet, der for alvor mangler på årets program for med rette at kunne fastslå, at det er den aktuelle top af danske LIVE artister indenfor pop, rock og hip hop, der er er samlet på de kommende dages spilleplaner.

Prisma, Patina, The Minds of 99, Ameli Dot, Cæcilie Norby, JJ. Paulo, Eee Gee, Benjamin Hav & Familien, Afskum, USSEL, PIL, Fabräk, Saveus og hjemmebanefavoritten Peter Sommer & Tiggerne kan man blandt meget andet glæde sig til at kunne se og høre de følgende dage blandt de i alt godt 200 navne på plakaten.

Blæst lagde allerede kl. 12 ud på den mindre scene The Hood, og satte på smukkeste vis festen i gang foran en talstærkt publikum, der oveni kunne nyde at solen også havde fundet vej til Skanderborg. Lad os håbe det bliver der.

Senere i dag følger så en herlig six-pack bestående af Barselona, Hugorm, Zar Paulo, Fallulah, Jonah Blacksmith og Mø.

Med så stærkt et onsdags program kan man nok sagtens være så musikalsk mættet, at man ikke omkring midnat behøver tage stilling til om man vil bruge tid på to af de udenlandske navne – Imagine Dragons og Megadeth – der med alt overvejende sandsynlighed allerede har peaket way back when. Men genkendelighed kan naturligvis også for mange være så alt rigeligt efter en lang dag, hvor det måske slet ikke er mere nyt man tørster efter.

Side 33 har reporter Albert Kornum og fotograf Steen Madsen på pladsen, og bringer løbende indslag på de sociale medier og vores webside.  

Vi holder fokus på de danske artister, men vil dog ikke undlade at nævne at vi godt kunne have på fornemmelse at det ganske originale amerikanske band Gangstagrass, der blander hip hop og bluegrass, i den grad godt kunne forventes at levere en af årets mere overraskende og minderige koncerter. De spiller torsdag kl. 17.45.

Blæst på The Hood

Picture of Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.