Som vi tidligere har omtalt, så omdannes Odense i dagene 17.-19. september til Danmarks svar på Nashville – tilsat historierige randområder.
Det fulde line-up til Nashville Nights International Songwriters Festival er netop offentliggjort, og det omfattende program med omkring 70 event fordelt på 9 scener kan findes på websitet nnisf.org – hvor der fra i morgen den 4 . juni vil være billetlink. Program for den gratis scene i Storms Pakhus samt pop-up shows bliver annonceret løbende over sommeren, mens nogle vil dukke op som surprise-acts på festivalen.
Den røde tråd i festivalen er og bliver selve sangene og sangskriveren bag – både som individualist, men så sandelig også som en der kan levere sin del til en helhed. Co-writing – altså et formelt holdarbejde omkring sangskrivning har været sat i system i årevis i Nashville – og mange af de artister, der nu er offentliggjort, vil næppe vække genkendelsens glæde hos mange, medmindre man altså er typen, der sidder og tjekker ud hvem det det dog er, der til tider leverer hitsange til f.eks. Brett Young, Vince Gill, Taylor Swift, Chris Stapleton, Blake Shelton, Lynyrd Skynyrds, Ronan Keating, Kenny Rogers, Miley Cyrus, LeAnn Rhimes, Joe Cocker, Keith Urban, Tim McGraw, Zac Brown Band, Jimmy Buffett og mange mange andre.
En af de mange markante sangskrivere, som gæster festivalen er f.eks. Jeffrey Steele, der hele otte år i træk er kåret af Billboard Magazine som en verdens Top 5-sangskrivere.
Mange af disse sangskrivere trives fint i skyggen – og en del udgiver kun sporadisk noget i eget navn. Programmet rummer dog også masser af eksempler på sangskrivere, der bestemt kan tåle at stå i forreste række på egen hånd. I vores første artikel om festivalen havde vi medtaget videoer med Chancie Neal, Kasey Tyndall, Kensie Coppin, Kristen Kelly og Dan Smalley.
Denne gang vil vi henlede opmærksomheden på yderligere en stribe kunstnere, der kan og vil i eget navn – og har aktuelt materiale ude eller på vej. Eric Pasley, Tupelo Honey, Texas Hill, Scott Sean White, Joel Jorgensen, Trey Lewis, og ikke mindst Jason Charles Miller, lyder alle af navne der kan sætte begejstringsbarometret på noget af et overarbejde – ligesom festivalens måske største scoop – den 24 årige Allie Colleen – kan det. Hun har netop udsendt sin debut CD “Stones ” – ovenpå et par år, hvor hun har udsendt en stribe singler, der giver et stærkt indtryk af at hendes fædrene ophav Garth Brooks tydeligvis har videregivet nogle ganske gode musikalske gener til datteren.
Fra Holland kommer stortalentet Douwe Bob, og der er også ganske spændende britiske sangskrivere og artister har fundet vej til programmet – tjek f.eks. The Webb Sisters! Gå selv på opdagelse i programmet, der i øvrigt også har en skøn bredside af gode danske navne – Baby Did A Bad Thing, Chasing Grace,Chief 1, Cody, C S Nielsen, Dicte, Dorthe Gerlach, Ester Brohus, Ivan Pedersen og Danmarks Næstbedste Trio, Jacob Bellens, Jesper Binzer & Søren Andersen, Kajsa Vala, Kasper Eistrup, Lars DK, Lasse Storm, Leonard Cohen Tribute, Marcus Winther-John, Mathilde Falch, Nikolaj Christensen, Nikolaj Grandjean, Nikolaj Nørlund, One-Eyed Mule, Peter Vuust, Randi Laubek, Signe Svendsen, Tamra Rosanes & Fistful of Dollars, The White Album, og Tim Christensen.