“Sangskat, kærlighed til rock og højt humør på menukortet”

LE2B9476

Fotograf: Maria Fremming

”Side 33 fandt Hardinger Band i fællesskabet på en fiskerestaurant”

Det er mandag sidst på dagen, kalenderen siger uge 29 og lokationen er Skagen – på toppen af Danmark. Der er mennesker og feriestemning overalt i byen. På førstesalen af Skagens Fiskerestaurant – dagens spillested – sidder de seks medlemmer af Hardinger band, – Michael Hardinger, Jørgen Thorup, B-joe Johansen, Kim Daugaard, Kasper Daugaard og Flemming Olsen. De er lige blevet færdige med deres lydprøve.

Stemningen er munter og hjertelig, og jeg bliver budt varmt velkommen. Det er deres første koncert i lang tid, og jeg fornemmer hurtigt en fælles glæde ved at være sammen igen. Der er harmoni i luften, blandet med lun humor og skarp dansk ironi, og undertonerne af deres fælles dialog rundt omkring bordet, er fuldstændig som essensen af en Shu-Bi-Dua sang.

Det var meningen at Side 33 skulle interviewe hvert bandmedlem kort. Bandets medlemmer blev dog hurtige enige med sig selv om, at det klarer vi da bare her i restauranten!

Så det blev i stedet til en spændende og anderledes udfordring med at have alle samlet samtidig – lige midt i et inferno af larm og glade vibrationer, sammen med et menneskehav af spisende gæster i baggrunden. Jeg skulle nu se om jeg stadig kunne finde den røde tråd – og om det lykkedes – helt uden hjælp fra stærk tobak eller andet – er naturligvis op til dig som læser at afgøre!  

Jørgen Thorup – lead vokal, keys


SIDE 33 – Du har arbejdet sammen med Michael Hardinger i såvel duo format, i Shu-bi-dua og i Hardinger Band. Kan du sætte ord på hvad der er “Dinger” rummer som musiker og som menneske, der gør det til en samarbejdsrelation, som du helt naturligt gerne fortsætter med?

-Det jeg syntes der er det mest fantastiske er hans geniale sprogøre, det han kan med sproget og så hans helt egen enkelhed. Jeg har en tendens til alt for mange akkorder, jeg har det svært med enkelthed, så vi var to modsætninger der mødtes og det kom der noget rigtigt godt ud af.

’Dinger’ er jo lidt ældre end mig så i starten var der var sådan lidt storebroragtigt mellem os, han fik mig til at se nogle ting, som jeg kunne gøre lidt bedre. Lige fra vores første møde før Shu-Bi-Dua, har vi arbejdet meget sammen og spiller også rigtig meget sammen stadigvæk.

Hardinger Band havde jo omkring 30 spillejob der forsvandt eller er blevet udsat i år pga. Corona restriktioner, sidste år spillede vi omkring 50 koncerter, foruden hvad vi hver især arbejder med og spiller i andre sammenhænge.

SIDE 33 – I rollen som forsanger skal du jo varetage sange, som folket kender og elsker med en hel anden stemme end din. Føles det som en tung arv eller er det mest af alt en form for et berigende musikalsk kald – og hvor bevidst er du, om at du skal være og lyde som Jørgen Thorup og ikke være en vikar for Michael Bundesen?

-Jeg er virkelig ydmyg omkring det, jeg er godt klar over at der er rigtig mange mennesker, der når de hører sangene inde i deres hoved, hører Michael Bundesen’s stemme, det gør jeg jo også selv. Jeg har fra starten, bestemt mig for at jeg ikke vil være en kopi. Jeg ville lyde som mig selv og jeg vil synge som mig selv. De første par år var svære, men nu tænker jeg ikke så meget over det mere. Jeg er meget stolt over at være en del at den danske kulturskat og især når tiden er inde til ”Hvalen Hvalborg”, som er mit favorit Shu-Bi-Dua nummer.

Jørgen Thorup er ud over at være aktiv musiker til fingerspidserne, også bestyrelsesformand i Spil Dansk Foreningen. Han runder 60 år den 2. oktober og samtidig med at han har fødselsdag udkommer hans nye soloalbum, som er lavet i samarbejde Peter Busborg, og på et af numrene spiller Michael Hardinger med på slide.

Kim Daugaard – bas, kor   


SIDE 33: Du har været med stort set hele vejen med Shu-Bi-Dua (siden 78’eren) og efterfølgende i Hardinger Band fra 2013. En fantastisk rejse med masser af op og nedture, hvad lyser op og ned med begge band når du kigger tilbage?

-Det dårligste overhovedet, var da Michael Bundesen blev syg. Vi vidste ikke hvad fanden vi lige skulle gøre. Det var en forfærdelig oplevelse og en kæmpe nedtur, jeg kan huske at jeg tænkte – ’Jeg skal aldrig nogensinde ud at spille mere igen’. Jørgen Thorup ringede mange gange og prøvede at lokke mig, men svaret var altid et nej tak. Så efter tre måske fire år så sagde jeg endelig ja.

En af de gode ting var da jeg kom med i Shu-Bi Dua. Det ligger jo mere end 40 år tilbage. Før jeg kom med i bandet, spillede jeg i andre band, jeg spillede også en masse jazz. Jeg blev også brugt en del som studiemusiker som bassist. Så pludselig en dag var der en som hed Michael Hardinger, der skulle bruge en studie musiker. Det var ret sjovt at være med, så jeg sagde –’Du ringer bare’-  og det gjorde han så. Det blev til starten Shu-Bi -Dua/Hardinger Band eventyret for mig.

SIDE 33 – Du spiller sammen med din søn – Kasper Daugaard- her i Hardinger Band. I har sikkert altid haft musikken sammen, på et eller andet plan, men hvad giver det til far-søn forholdet, at I nu også professionelt spiller sammen?

-Vi er sammen fysisk og det er en gave. Vi har begge så travlt hver især så på denne måde mødes vi sammen omkring musikken. Dengang min søn var lille sagde jeg til mig selv, han behøvede ikke at lære at spille musik. Men Kasper kom selv og spurgte om akkorder og andre musikalske finurligheder. På et tidspunkt var det guitarspil, der optog ham meget. Han kunne jo ikke holde fingrene væk, så på den måde kom i gang med musikken og jeg har altid støttet ham siden. Det er jo et helt andet sprog vi fik sammen, det musikalske sprog.

Michael Hardinger sætter trumf på her ved give udtryk for hvor musikalske genier både Kasper og Kim er.  `

– ’Man skulle tro de kom ud af Tjajkovskij familien så talentfulde er de. Det er en gave at have dem med i bandet’

Den hidtil bedste koncert var …

På nuværende tidspunkt er alle ved bordet ved at finde ud af hvilken koncert, der har toppet som den bedste oplevelse, efter en lang og livlig dialog og masser af forskellige forslag, når Hardinger Band frem til at det er en Midsommerkoncert på Bellevue Strand, ingen husker rigtig det nøjagtige år, men den koncert står øverst på deres fælles liste.  Michael Hardinger mente der helt sikkert var over “hundrede tusind mennesker.”

Flemming Olsen (trommer)

Arkivfoto af Maria Fremming

SIDE 33 – Som trommeslager er du jo den helt naturlige puls i bandet. Du har overblikket og udsynet, hvad er det for en kvalitet du ser fra din plads når musikken spiller?

Jeg ser ren ufortyndet glæde og samspil på alle bandmedlemmerne omkring mig, vi spiller jo rigtigt, intet computer tingeltangel, det er live musik. Alle hører hinanden og giver plads til hinanden. Når musikerne hver især spiller deres soloer, så følger vi bare hinanden og giver plads og los. Den fedeste oplevelse hver gang.

SIDE 33 – Skulle du fremhæve et enkelt højdepunkt i den tid i Hardinger Band hvad ville du så pege på?

Lydprøven, griner Flemming Olsen højlydt

Jo – humoren er stadig intakt her omkring bordet. Jeg prøver at guide Flemming Olsen tilbage på sporet og svaret bliver-

Det må være da vi sammen lavede vores album i 2017, ”Sym-fo 19”, det var rigtigt fedt og et kæmpe højdepunkt for mig.

Har du nogen Shu-Bi-Dua sange som i endnu ikke har spillet i Hardinger Band, som du godt kunne ønske fandt sin vej til sætlisten en dag?

– Ja!” Fluer i Kødbyen”.  Jeg elsker fluer i kødbyen, og “Rom og Cola. Det er mine favoritter til sætlisten, det kan jo være de kommer med en dag.

Flemming Olsen passer også trommerne i bandet B-Joe.

Fisk i bestillingen!

Nu kommer tjeneren til bordet og der skal bestilles mad. Kasper Daugaard bestiller Fish og chips, det er jo en fiskerestaurant. Den kvindelige tjener ser noget forbavset ud og vil lige være helt sikker på om det nu også er det herren ønsker? og fortæller at herren har valgt mad fra Børnemenuen.

 Fiskerestaurant eller ej Michael Hardinger har svært ved at finde en sig en saftig kødburger på menukortet.  Der går lidt kuk i østers bestillingen, men det ender da med lækker mad til alle de sultne musikere og deres crew.

Michael Hardinger – guitar, lead vokal


 SIDE 33 – I Lavede et ganske gennemført og glimrende album “Sym-fo 19” i 2017. En opsamling på hvad du havde liggende af demo-kompositioner og fra din side meldte du det ud, som et musikalsk punktum fra din produktion til dit gamle band Shi-Bi-Dua. Er det stadig det?

-Ja det var et punktum, fordi det var noget ældre materiale, som tilhører en tid, en Shi-Bi- Dua tid, som faktisk ikke er den samme, som i dag. Vi laver musik på en anden måde i dag. Der var nogen numre, som vi syntes var sjove og Kim havde et nummer liggende, som vi syntes var skidegodt. Kim kommer over til Florida, hvor jeg boede på det tidspunkt, så sad vi sammen og fandt en masse numre og lavede også et par tekster, derefter tog vi hjem til de andre og præsenterede det. De syntes alle sammen at det var var sjovt og så gik vi i studiet, så fik vi lavet en afrunding på Shu-Bi-Dua materiale som sådan.

Hvis vi skal lave mere, hvad kunne være enormt skægt, da Hardinger Band er det bedste band jeg har spillet med, så bliver det anderledes end tidligere og forskelligt fra albummet “Syn-fo 19”. Det bliver nok meget mere rock and roll, mere blues, og måske ovenikøbet på engelsk.

Så laver vi en plade, gør vi det bare fordi vi syntes det er sjovt. Vi kan ikke gå ud og lefle for det publikum der er derude i dag. De vil gerne høre en 20-årig sangerinde, med fire nøgne dansere i baggrunden har lavet. Det er ikke os, vi er ikke fire nøgne dansere. vi må lave noget vi syntes der er fedt, som rutinerede musikere og det vil vi gerne lave og det er et spørgsmål om tid.

En hurtig hovedregning her giver Hardinger Band medlemmer 343 år tilsammen og en gennemsnitsalder på 57 år i bandet. En af de voksne i bandet fortæller grinende at det var derfor Kasper Daugaard kom med, så gennemsnitsalderen kunne holdes lidt nede.

SIDE 33 – Du har haft en vild og unik rejse med masser af op og nedture med Shu-Bi-Dua samt fortsat rejsen med Hardinger Band og endda haft masser af sideprojekter undervejs. Hvad lyser op for dig når du kigger af hele din lange musikalske “Memory Lane”?

-Det der blev til starten for Shu-Bi-Dua det var en vild og besynderlig tid. Jeg var på vej til noget arbejde i Italien, da vi indspillede ”Fed Rock”, og vi var som sådan ikke noget band endnu, men talte om hvad vi kunne hedde. Det blev så til Shu-Bi-Dua, der var 11 mennesker med på coveret, der ikke havde noget med sagen at gøre. Jeg rejste til Italien og så blev ”Fed Rock” et hit.

Vi startede helt anderledes end andre bands, der øver sig og gør ved og får sig så en pladekontrakt. Vi var slet ikke et band og fik et hit og først bagefter måtte vi finde ud af – ’Gider vi det her!’. Det gad vi så. Så kom ”Stærk tobak” og ”Rap jul” og efterfølgende blev Shu-Bi-Dua jo et stort navn. Det var sjovt og mærkeligt. På et tidspunkt syntes jeg også det var en befrielse at gå ud af Shu-Bi-Dua fordi jeg flyttede til USA og syntes det blev anstrengende det hele. Jeg ville gerne udvikle Shu-Bi-Dua mere og det var de andre ikke med på. Jeg har som sådan ingen dårlige oplevelser.

SIDE 33 – Hvem står for sætlisten i Hardinger Band

Jørgen Thorup er vores tour manager og han sender sætlisten ud, så bliver der kommenteret fra alle frem og tilbage. Jeg kommenterer aldrig, det er lettere for os alle sammen at blive enige, når jeg ikke blander mig. Jeg respektere de mennesker, der er i dette band og vil de gerne spille det nummer, så er det sådan det bliver. Det vigtigste er at havde det sjovt og det har vi.

Michael Hardinger har et langt og imponerende CV, der bl.a. indeholder sangskriver, solokarriere, forfatter, Melodi Grand Prix og meget mere. Som 16-årig så han The Beatles i KB. Hallen og efter det besluttede han så for at blive musiker. Og der er en klar rød rød tråd i alt hvad “Dingeren” foretager sig – ’Det skal være sjovt’

B-Joe Johansen – guitar, kor


SIDE 33 – Hvordan kom du med i Hardinger Band ?

-Jeg sendte en sang ind til Melodi Grand Prix i 2006 – for første og sandsynligvis eneste gang. Den kunne de godt lide, så den kom med. Men da jeg senere var til møde i TV-byen omkring, hvordan den skulle opføres, så kunne jeg pludselig mærke, at jeg gerne ville være med, men at jeg ikke selv ville synge i Grand Prix. Det var alligevel for kinky. De kom op med en masse gode forslag til hvem solisten så skulle være, men der var ikke rigtigt nogen af dem, jeg brød mig om. Jeg ville godt have, at det skulle være et rockband, der fremførte sangen – ikke en eller anden sexy danserinde … og da de så i 11 time foreslog, at jeg tog ud for at tage en kaffesnak med Jørgen Thorup, så slog jeg til. Vi svingede øjeblikkeligt godt sammen – og endte med at lave Grand Prix’et – i øvrigt med Kim Daugaard på bas. Jeg vandt ikke det danske Melodi Grand Prix, men at jeg vandt noget meget bedre: Nye gode venner og kolleger.


Nogle måneder efter, ringede Thorup og spurgte om jeg ville spille et job på Søpavillonen sammen med ham og Michael Hardinger. Det blev en forrygende aften. ’Dingeren’ er jo en rigtig rocker, og vi nørdede guitarer, vores fælles passion for de amerikanske ørkenstater og al den fede musik fra 1970’erne, og blev øjeblikkeligt perlevenner og guitar makkere – og har faktisk været det lige siden.

For mig er det vigtigt, at det er et originalt band, jeg spiller med. Vi spiller selvfølgelig fra Shu-bi-dua‘s sangskat – godt peppet op med rockguitar – men jeg betragter det ikke som et coverband. Det er jo fucking ’Dingeren’, der har skrevet størstedelen af materialet, ikke? Det ville ikke give mening for mig, at spille ”Hvalen Hvalborg” med andre end ham. Jeg er blevet spurgt af flere andre Shu-bi-dua acts – jeg kan jo alle sangene i søvne – men det interesserer mig ikke. Jeg har fået ret frie hænder til at farve materialet og gøre det mere rocket og guitarbaseret.

Sagen er jo, at Shu-bi-dua kataloget sagtens kan spilles som ren dansktop, men heldigvis kan det også rockes op, så det rykker lidt mere. Det synes jeg har været sjovt at være med til. Og ’Dingeren’ er jo en rigtig rocker – en ægte rebel – og han elsker rockspade lig’så højt som jeg gør. Heldigvis! Og nu har vi så pludselig spillet hundredvis af koncerter sammen gennem de seneste 13-14 år.

Jeg havde nu aldrig forestillet mig, at det var det, der skulle ske – at jeg skulle ende med at spille med nationalorkestret – men sådan er livet jo, fuld af overraskelser. Og jeg er sgu’ rigtig glad for det job. Vi er et utroligt godt band, både musikalsk og menneskeligt. En velsmurt rockmaskine, man kan tænde op for på alle tidspunkter af døgnet – så spiller den – for fulde hammer og tight som ind i helvede. Der er gode folk på alle pladser, både på scenen og bagved hos vores crew, og en stærk musketer ånd, som man sjældent oplever i bands af den størrelse: Vi er venner og kolleger – på godt og ondt, men mest godt. Og … så kan jeg jo i øvrigt køre min solokarriere ved siden af. Lave plader, skrive bøger, lege med kunst … det hænger sgu’ ret godt sammen.

Hardinger Band’s nye udgave af Shu-bi-dua klassikeren “Danmark” – er et godt eksempel på at B-Joe evner at sætte sine ROCK aftryk med sin ‘spade’!

Kasper Daugaard – keys, kor


SIDE 33 – Du er den unge med de friske øjne og ører i bandet. Men vil de andre overhovedet lytte hvis du kommer med nye input eller forslag til de gamle sange?

-De andre bandmedlemmer er jo kommet lidt op i årene, så deres hørelse er i forvejen lidt ramt. (sagt med stor ironi og smil her) men ellers er de meget lydhøre for hvad jeg kommer med. De syntes det er så fedt at spille med mig så det mærkes mere, som at blive båret igennem et spillejob. De ser mig som en kæmpe stjerne. Hvilket jeg er meget taknemlig for, og at vide at de er så glade for at have mig med.

Det kan jo heller ikke være bedre at ens egen far er med i bandet. Jeg har siden jeg var helt lille spillet luftguitar hjemme i stuen til alle de gamle Shu-Bi-Dua numre. Tit stod jeg op før mig far og “spillede” i vores stue, den ene dag var jeg min far og den næste dag var jeg måske Hardinger, hvor jeg forestillede mig at jeg stod på scenen, det er fantastisk at få lov at komme ud at spille de numre, fra min ungdom, hvor jeg før  stod ude i siden af scenen, nu står jeg på scenen. Så det er ikke så meget der har ændret sig, andet end det nu er blevet det bedste arbejde.

SIDE 33 – Kan du og din far blive uenige om hvordan musikken skal lyde?

-Nej overhovedet ikke, det er min far alt for diplomatisk til, han er så sød en mand. Vi har også mange ting til fælles, på et tidspunkt lavede vi en indspilning til en gammel folkesang som hed ’Krisekoret’, som vi lavede tilbage i finanskrisen. Det var sådan et a cappella nummer hvor vi begge skulle indsynge nogle korstemmer. Det blev lavet sådant lag-på-lag agtigt. Ham teknikeren, der trykkede på knapperne kunne nærmest ikke høre forskel på vores stemmer, så der opstod tvivl om hvem der sang hvad og hvornår.

Det er ikke kun deres stemmer der er meget ens. De to generationer af Daugaard ligner også meget hinanden, selvom Kasper har anlagt et prægtigt fuldskæg, kan det stadig ses tydeligt at det er far og søn. Ligheden er markant. Deres enorme musikalitet er også noget de har til fælles. To utrolige dygtige musikere med så meget indlevelse og musikforståelse, som bredt beriger den danske musikscene.

Kasper Daugaard har før spillet med Lukas Graham – og nu også en del af bandet B-Joe og The Grenadines. Ham vender vi tilbage til i vores nye artikelserie ‘Side By Side’.

Alle er mætte, men ikke på musik …

Tiden er nu inde til at Hardinger Band går på scenen, hele scenariet ulmer af vellyst. Det er et dejligt og savnet gensyn for både bandet og publikum.

Der bliver ikke spildt tid på at opbygge en stemning, fordi den er der simpelthen bare fra det øjeblik de betræder scenen, og mødes af et brøl af et bifald. Mageløst, energisk og kærligt tager Hardinger Band lige fra starten publikum i et elskeligt jerngreb, som fastholdes og opbygges via en sætliste – eller måske rettere en hitliste – der giver baghjul til de langt de fleste.  

De gamle kendte klassiker bliver fyret af i opdaterede moderne udgaver, og fremstår stadig tidløse og i fantastisk form. En form, som vedholdende holdes ved lige af lige dele fællesskab, spilleglæde, humor og en god skvæt ROCK!

Pausen havde været lang – men de rutinerede drenge kunne stadig deres kram og mere til. Så hvis nogle skulle spørge – ’Har Dinger og drengene det mon stadig i sig’ – ja, så er svaret mere end et klart JA!

Maria Fremming

Maria Fremming

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Vil du være en del af ”SIDE 33"?

    Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.