Amerikanske Sari Schorr er i gang med sin første tour i Danmark – og jobbet i Greve var det andet ud af tre officielle koncerter. I aften spiller hun i Pilegården i Brønshøj.
Og dem, der kommer der, vil kunne opleve en super sympatisk sangerinde med en naturlig udstråling, og en stor stemme, der er som skabt til blues/rock. Hun har dybden, nerven og primalskriget – og klassen til aldrig at overtage scenen, men bare lade hendes stærke særkende af en stemme være et at de væsentligste instrumenter i samspillet med den solide rytmesektion, guitar og orgel.
I Portalen var der desværre ikke skruet nok op for vokal volumen, og det medvirkede til at Sari Schorr aldrig helt ramte toppen i en koncert, der svingende i pendulfart mellem jævnt, godt og fremragende. Sangmæssigt leverede hun hele vejen – men der er for mange lidt ordinære sange på sætlisten – og det bliver særligt tydeligt når hun så pludselig serverer de perler af sange, som hun altså OGSÅ har skrevet.
De fleste skrevet på gode gamle blues/rock formler – som det f.eks. også er hørt før hos navne som Mott The Hoople og Bad Company – og de fik da også en hyldest på vejen i form af en velment – men også lettere blodfattig version af ”Ready for love” midt i første sæt.
Blodfattige var til gengæld ikke versionerne af ”Demolition Man” og ”Maybe i’m Fooling”. Førstnævnte med dreven bas og et overdrevet lækkert orgel spil og lang solo fra Rob Fridzema. ”Maybe i’m Fooling” blev præsenteret, som at den bare var kommet til hende ud af det blå – og hun derfor næsten syntes den havde været for let at skrive. Hun plejer nemlig at være meget længere om at få en sang på plads. Men tak for et blues-rock-chok – det var aftenens ubetingede højdepunkt – og for første gang gik der spontant ”klappen med” fra et ellers lettere midtuge-mæt og modent publikum. Så måske hun bare skal tænke mindre over sagerne fremover, og bare lade sangene komme til hende, når de er klar!
Højdepunktet blev afløst af endnu et nummer, der imponerede og gjorde indtryk. En fænomenal omarrangeret version af Willie Dixon klassikeren ”I just Wanna Make Love to You” – der både var funky, groovy og sexet – ikke mindst da Sari Schorr sang ”Give me that love” igen og igen og …..med en dyb og intens stemme. Der var denne skribent tæt på at rejse sig, og så bare overgive sig. Også fordi Rob Fridzema igen markerede sig bag sine keys, og så fordi at guitarist Ash Wilson endelig med en lang og snerrende støj-blues-guitar solo fik givet et svar på hvorfor han i de seneste par år rent faktisk har været så rosende omtalt.
Efter 50 minutter var der dømt pause – og det var ærlig talt et skidt tidspunkt efter to klokkeklare højdepunkter. Trods en ganske udmærket Robert Johnson hyldest – ”King of Rock and Roll” – som indledning af andet sæt – og en midtvejs i sættet – 80’er ferm Alannah Myles agtig sang ” Turn Your Radio On” – der kunne have prydet enhver ”Power Ballad” opsamlingsplade dengang – skulle vi nemlig helt over til de sidste to numre af andet sæt før man igen rigtigt blev revet vitalt med.
Våbenloven og sit hjemlands krigs politik er hun ikke glad for, fortalte hun, og det klædte hende i den grad, at hun nærmest vrissede og virkede oprigtig vred i sin vokale fremførelse af “Freedom”. Det høje niveau blev heldigvis holdt i det efterfølgende ”Aunt Hazel” (slang for drug herion) – og ligesom i første sæt sluttede det altså på den høje klinge – og igen foldede Ash Wilson sig ud med berigende og pågående guitararbejde – efter en ellers ret neutral og overraskende jævn indsats i andet sæt.
To ekstra numre – gjorde at andet sæt også nåede de 50 minutter – men satte os igen tilbage på det jævne – omend aftenens tredje cover nummer – ”Black Betty” ellers startede storslået, med en dyb og stærk akustisk indledning, hvorefter den blev sat op i tempo, og faldt på gulvet. Det hele sluttede med ”Back to L.A.” – som er en kraftig flirt med pop/rock lyden af 80’erne og igen satte et billede af Alannah Myles på nethinden. Jeg ville nu hellere have gået hjem med hovedpersonen selv på nethinden.
Konklusion – Sari Schoor har uden tvivl en fantastisk blues/rock/soul stemme, men har stadig for få af de rigtig fuldfede sange! Dem må vi holde øje med om ikke der ikke kommer flere af fremover.
OBS.: Alle fotos er taget af Frank Nielsen, og er taget ved hendes koncert på Godset i Kolding den 07.10.19
