Først fik vi 5 numre i 2017 på ”Faded. Dream” – så kom der 7 numre sidste år på endnu en EP ”Destiny – og nu kommer så debutalbummet fra School of X – ”Armlock” med 9 numre på 33 minutter.
En halv time i selskab med en dansk artist – der i den grad formår at skabe sit eget bud på hvordan virkelighed og drømme kan smelte smukt sammen i et atmosfærisk og raffineret popunivers, der har tindrende universelle horisonter.
Bag navnet School of X gemmer sig 29-årige Rasmus Littauer. En musiker, der er født ind i en musikerfamilie – og som gennem hele sit ungdoms- og voksenliv har haft musikken på første række i livets skole.
Han flirtede første med rocken i banet Lucky Bird – arbejde siden hen med andre genre og navne som The Asteroids Galaxy Tour og Reptile Youth – og har siden 2013 været fast trommeslager for Mø. Efter et par EP’er under School of X navnet tager han nu det sidste skridt – fuldlængdealbummet, der forhåbentligt bare vil være endnu et skridt på vejen.
Det er således en mand, der har været stået på de helt store scener, de største festivaler osv., der nu for alvor også retter fokus på sin egen musik – og sin egen stemme. En lys stemme – der ofte går i falset – men også en stemme, der gemmer på mørke emner, som f.eks. frygten for døden, frygten for ikke at nå det hele.
Bruger man sin frygt konstruktivt bliver det ofte til brugbare erkendelser og konklusioner – og til tider svar eller nye spørgsmål til udforskning. ”Armlock” rummer det hele – sikkert baseret på en lyst til at gribe og dyrke det Rasmus Littauer åbenlyst er god til – nemlig at skabe svimlende stemninger og smuk popmusik med kant, følelser og facetter. Til tider kan det høres at han i mange år har været i godt selskab med MØ, men der er også så meget mere og andet i disse ni numre.
Det hele produceret og spillet af ham selv – med diverse gæster undervejs som f.eks. hans brødre Simon og Jakob Littauer, og Anders Trentemøller – ligesom Lord Siva og Solaima bidrager på vokalsiden på et par numre.
3 numre har været udsendt som singler ”Collarbone” (feat Lord Siva), Bad Love, og ”Forgot Me On The Moon”. Velvalgte singler når man vil vise hvilken mangfoldighed at School Of X har sat på skemaet i hovedfaget pop. Den kreative kraft blomster simpelthen konstant ovenpå på en bund af solid sangskrivning.
”Forgot Me On the Moon” er af en pop-perle-kaliber, der gør at man forgæves sidder og spejder efter om en Michael Stipe kunne have haft en finger med i spillet. Det har han ikke. Heller ikke A-ha, selvom der nu er noget i introen som den mest vakse betjent på skolebænken hos musikpolitiet måske ville synes kunne relateres til “The Sun Always Shines On TV”. Men nej – Littauer lyder på mange måder mest af alt som en DIY-mand – der altid er i gode nære venners lag. Og man fornemmer harmonien og lyset – selv når sangen handler om alt kærlighedens disharmoni og afveje, som f.eks. på de andre omtalte singler ”Collarbone” og ”Bad Love” – begge blidt iørefaldende – og med sidstnævnte nummer, som pejlesnor på hvad det også er Littauer evner som rytmisk arrangør.
Er det så ”guldet” der blev sendt i forvejen med de tre singler? Svaret er heldigvis NEJ!
Start nu bare fra start med åbningsnummeret ”Where Do I Start” – som med hørbar desperation i det ellers smukt kontrollerede og afmålte stemmeleje smyger sig direkte i hjertekulen – alt imens nummeret åbner sig rytmisk og bombastisk i jagten på at komme videre. Sikke en storslået start – og sikke et afsæt for et album, der reelt ikke rummer svage stunder – selvom ”Flowers” og en spilletid på blot 2.03 mest af alt lyder af en lille demo optagelse, der sagtens kunne være blive til meget mere.
Det i sig selv også en tilfredsstillelse at et alternativt popalbum – kan have numre, der starter med lyden af ulmende guitarklange, som i det lille pletskud ”Believe It”. ”Parking Lot” er en rørende kærlighedsballade udført i duet med Soleima, og det slår knister i et lydbillede, der med orgellyd a la Savage Rose også viser noget om at Littauer bare må have haft en bred og solid musikalsk opdragelse.
Det hele slutter med numrene ”Rivers” og pladens længste nummer ”Blood Row” (5.42) – der begge understreger at School of X smukt forstår at balancere rytmisk sans, stemninger, og legende luftige lag, så det skaber et lydbillede, der både udfordrer og pleaser ens øregange.
”Follow me, follow me” synger Rasmus Littauer på det næsten rystende stærke ”Blood Row” og jeg følger da personligt gerne med til nogle flere lektioner fra School of X. For man efterlades med en følelse af at det er et album, der på løfterig vis skaber et nyt bevis på sammenhængskraften mellem livet og drømmene, mellem troen og håbet, mellem himmel og jord, mellem pop og passion, og ikke mindst mellem musik og mennesker. Holdt i et armlås, som School of X har fundet en nøgle til.
