“Jeg er bange for, at jeg ikke kan udleve alle mine drømme og nå alt det, jeg gerne vil,” sagde Rasmus Littauer (aka School Of X) i et interview med DR i oktober 2020 i kølvandet på udgivelsen af debutalbummet “Armlock”. Angsten har i mellemtiden manifesteret sig som School Of X’ nye album, ”Dancing Through The Void”, hvor Littauer med hudløs ærlighed og ambitiøse produktioner tager fat på nogle af livets allerstørste spørgsmål – men hvor han også har svært ved at nå alt det, han gerne vil.
Hvis du nogensinde har været til koncert med MØ, har du med al sandsynlighed ikke kunnet undgå at lade dig fascinere af manden bag kedlerne. Den langhårede trommeslager med den smittende energi er Rasmus Littauer, der efter mange år som ekvilibristisk MØ-trommeslager nu slår sine folder som eftertænksom soloartist i indiepop-projektet School Of X, hvor det bombastiske trommespil ofte er udskiftet med mere tilbagelænede og subtile beats. Foruden Littauers gudsbenådede trommespil tæller kerneelementerne på det nye udspil ”Dancing Through The Void” blandt andet et mangfoldigt vokaludtryk, et væld af tangentinstrumenter og en overraskende stor (og veludført!) portion både elektrisk og akustisk guitar.
Fra soveværelsesskitser til polerede hooks
Det er netop vokal, tangenter og guitar, der er i centrum på åbneren, “Believe It -Postlude”, hvor Littauers skrøbelige falcet ledsages af smukke arpeggierede guitarvoicings og en forbavsende velplaceret synthesizersolo. Der er noget upoleret og umiddelbart over nummeret – som om det hele er indspillet i et soveværelse, straks efteridéens undfangelse, på nogle mikrofoner, der har stået lidt tilfældigt. Det er nærmest skitseagtigt, men det er bundærligt og overvældende skrøbeligt. Den lille håndfuld sange, der lukrerer på denne æstetik, fungerer glimrende som små vignetter rundt omkring på pladen.
Den efterfølgende salve af numre er straks mere radiovenlige med polerede hooks- og popsangsstrukturer. Littauers evner som trommeslager skinner også igennem. Trommerne på “New Friend” er placeret så langt fremme i mixet, at de mange variationer og små fills i lilletrommen nærmest gør trommerne til leadinstrument sammen med de tremoloindsvøbte guitarer, der endda får lov til at udvikle sig til en god, gammeldags pentatonskalabaseret guitarsolo. Et påskønnet modspil til det skarptskårne popunivers.
På pladens tredje nummer “Away” får vi også pladens tredje solo – en følsom en af slagsen udført på saxofon, men den føles desværre unødvendigt afbrudt af et ukonstruktivt tredje omkvæd, hvor saxen forvirret blæser færdig i baggrunden. Man hungrer efter at bytte omkvædet ud med 16 ekstra takters solo, der så kunne fade over i nummerets flotte coda, der i forlængelse af æstetikken fra “Believe It – Postlude” fungerer som et nøje placeret intermezzo.
Intet mindre end meningen med livet
Guitararbejdet på “Heart Turned Cold” lyder i samspil med den naive vokalmelodi og det melankolske tonesprog som noget, der kunne være på Cancers fremragende album “Totem” fra 2017. Stemningen bruges til at udfolde et af albummets centrale temaer – tvivlen på parforholdet, der er et symptom på Littauers grundangst for, om hans liv går i den rigtige retning. Hjerteskærende lyder det: “I’m tired of trying to tear my eyes apart from yours”.
Det er store spørgsmål, der trænger sig på. På “New Friend”, hvor pladen for alvor går i gang, varsles det også i de første linjer, der lyder: “Never ever would I wake up in the middle of the night/thinking about the meaning of my life”. Meningen med livet. Så er vi ligesom i gang.
Der er ingen tvivl om, at Littauer er et stort sangskrivningstalent – og man kan bestemt ikke klandre ham for ikke at være ambitiøs med det – men potentialet forløses ikke til fulde på hver skæring. Numrene “Modest” og “Race for Caress” er for monotone i dynamik og melodik til for alvor at blive mindeværdige. Det gør heller ikke noget godt for sidstnævnte, at vokalen er dobbelttracket – det gør udtrykket mere upersonligt frem for sonisk interessant. Littauers vokal står mere ærligt og vedkommende, når den ikke forstyrres af dobbelttracking, autotune og kor, som det dog desværre ofte er tilfældet her på albummet.
Lyrikken tenderer også ind imellem til at blive for snørklet og flyvsk, fx når Littauer på “Modest” synger: “I gotta go for the right things/You decide/What’s it gonna be?/I’m someone else now”. Nummeret har dog den finurlige detalje, at der på pladens mest højfrekvente og ekvilibristisk leverede vokallinje synges ordene: “I’ll be more modest”. Der gemmer sig også humor og selvironi i School Of X’ inderlige univers.
En til P3 og en til sønnike
Sangskrivningspotentialet må dog siges at blive forløst til fulde på “Feel of It”, der uden tvivl er albummets største sang. Skøn fremdrift, florlette trommefills, The Strokes-agtige guitarer (pladen er endda mixet af Chris Tabron, der tidligere har mixet for The Strokes) og et KÆMPE omkvæd, der sidder fast, efter man har hørt det en halv gang – “Feel of It” blev selvfølgelig også P3’s uundgåelige. Det er sange af denne kaliber, der skal være fundamentet for et større gennembrud for School Of X.
Sangens blot 2 minutter og 28 sekunder vidner endvidere om, at der er skåret ind tilbenet. Her er ingen overflødige omkvædsgentagelser og risiko for monotoni som i “Race for Caress” og “Modest”. Til gengæld er der på en eller anden måde plads til en, nå ja, rocket orgelsolo – og dyrk så lige den måde, trommerne kommer ind på i anden halvdel af soloen og bygger op til sidste omkvæd og tema. Det er enkelt, men helt uimodståeligt.
Uimodståelig er også den instrumentale passage i midten af “1989”, hvor Littauers trommespil endelig får sin plads i spotlightet. Uden blær og smarte fills gør Littauer det,han som trommeslager gør bedst: Han spiller et enkelt beat med en energi, intensitet og vitalitet som få, og det er vanvittigt medrivende. Ledsaget af længselsfulde strygere er stykket ret episk – der gemmer sig virkelig et godt livemoment her – men igen udvandes momentum af et malplaceret ekstra omkvæd.
Generelt mangler Littauer lidt mere mod til at lade de udfordrende stykker køre endnu længere ud i stedet for at smide et ekstra omkvæd ind, lige når tingene er ved at peake, så de bliver glade på P3. Det bliver nogle meningsløse mellemløsninger.
På albummets lukker “If You’re Ever Gonna Be Like Me” reflekterer Littauer som nybagt far over sin egen barndom i en direkte henvendelse til sin søn, der får et godt råd med på vejen af farmand: “If you’ll ever see what I’ve seen, look out for your heart”.
Det er en både indadvendt og fremadskuende sang, der kommer tæt på “Feel of It” i storhed. Uundgåelig omkvædsmelodi, tålmodig opbygning og autensitet på den gammeldags facon – midt i den frodige produktion er der stadig en sanger med en akustisk guitar, man kan holde fast i.
Midterstykket med sporadisk saxofon og freejazz-agtige trommer er kærkomment løssluppent, men er desværre – som mange af pladens andre store øjeblikke – for kort. Det samme er den efterfølgende energiudladning. Man når lige at blive spændt på, om det hele falder fra hinanden, men før man når at tænke tanken til ende, er det slut.
Skabertrang på godt og ondt
”Dancing Through The Void” er et ærgerrigt værk på godt og ondt. Den store skabertrang, der uden tvivl er den afgørende drivkraft i School Of X, er på ”Dancing Through The Void” også projektets akilleshæl.
Konturerne af en fremragende popsangssmed tegnes på numre som “Feel of It”, hvor det hele går op i en højere enhed, men de store ambitioner kortslutter også indimellem i flyvsk lyrik og fortænkte produktioner. Hvorom alting er – det enorme talent og høje ambitionsniveau gør School Of X til et yderst spændene projekt at følge.
Hvis Littauer fortsætter med at være så absurd produktiv, som han indtil videre har været som solokunstner, så kommer der jo et album i 2022, og det kommer til at stå højt pålisten over fremtidige udgivelser, som denne lytter slet ikke kan vente med at sætte på.
