For anden lørdag i træk var Side 33 draget mod spillestedet Richter. Gladsaxes stadig forholdsvis nye spillested, der ligger i området ’telefonfabrikken”, der i især i slut 60’erne blev berømmet for blandt andet at huse Gladsaxe Teen Club, som præsenterede internationale navne som The New Yardbirds (senere Led Zeppelin), Ten Years After, John Mayall, Deep Purple, Small Faces, Peter Belli, Savage Rose, Nalle & The Big Sounds, Povl Dissing og mange mange andre. Kort sagt dansk musikhistorie med internationalt vingesus.
Det nyistandsatte sted slog dørene op den 23. august 2018 – og er derved på mange måder slået tilbage til start pga hele COVID-19 situationen. Men lad os herfra slå fast – det er et spillested man så roligt godt kan tage til – også selvom man ikke lige bor i kommunen eller i nærområdet. Der er noget at komme efter.
Når man ankommer til stedet mærker man både troen på projektet og engagementet hos det frivillige personale, der på professionel vis håndhæver de stadig mange fortsatte restriktioner i forbindelse med afholdelse af koncerter. Restriktioner, der faktuelt gør at mange ikke køber billet eller ikke dukker op trods en købt billet. Et alvorligt problem for en branche, der i forvejen er presset med noget større problemer end at Hr. og Fru Danmark nu iøvrigt ikke kan få tilfredsstillende plusrenter for deres mange indestående mønter i den lokale bank.
Det er så en anden snak – tilbage til det vi kom for – musikken. Som mange andre steder er Richters program for 2021 påvirket af hele den internationale rejsesituation, og af udenlandske kunstnere i 2021 er der derfor pt. blot svenske No Fun At All og Kristoffer Åström og amerikanske Austin Lucas, der pt. er at finde i koncertkalenderen. Til gengæld kan man finde en bredside af gode danske navne – i den kommende tid Claus Hempler, Cody, Strawberry Slaughterhouse, og Peter Brander Band.
Men lørdag den 29.05 var det danske Sebastian Wolff med band, der havde lagt vejen fordi. En markant karakter indenfor dansk musik, men især kendt som frontfigur i et af vort lands absolut mest karismatiske og bedste rockbands Kellermensch. Karismatisk af mange årsager, men ikke mindst netop pga Sebastian Wolff, der har en af den slags store og markante rockstemmer, der helt automatisk forløser og frigiver energi – og sender én afsted ud af nye veje i rockhistorien.
Denne lørdag kiggede Wollf forbi samme med sit kompetente band af gode venner – Mads Bjørn på bas, Jeppe Bremann Hansen på trommer og Jacob Løkkegaard Friese på keys og kor. De to sidstnævnte er en del af bandet The Awesome Welles, som Wolff har produceret album for. 10 numre blev leveret sammen med bandet, og 5 numre med Wolff alene på scenen – og der blev kigget både frem og tilbage i rockhistorien i et forholdsvis kort sæt, der både gav prøver på eget materiale og noget lånt.
Det hele åbnede med en øjenåbnende stærk version af Kellermensch nummeret ”How to get by” – der nok engang beviste at Wolff har en den slags stemmer, der kan stå næsten helt alene – ikke mindst når han har så fuldfed en sang at læne sig op af. “Bruce Springsteen kaliber” står der noteret på notesblokken, uden sammenligning iøvrigt, andet end det var en rustik og rå singer/songwriter præstation af et helt særlig format. Til gengæld formåede Wolff ikke at få de efterfølgende akustiske numre, heriblandt Neil Youngs “Birds” til at lette nævneværdigt, og det var derfor glædeligt at se resten af holdet at komme på scenen og spille sig varme til en udmærket tung og rytmisk drevet version af Tom Waits ”Take care of my children”. En sang der dog blegnede noget i forhold til den efterfølgende – ”Sleeping on the Edge of Town” – der med støj-guitar, storslået lyd, rytmisk puls, og et iørefaldende omkvæd markerede sig som aftenens oplevelse og åbenbaring.
Nummeret er oprindeligt skrevet og indspillet af The Awesome Welles, som jeg personligt desværre aldrig har fået tjekket ud – men har de flere numre på det her niveau, så er det uomtvisteligt et must. Jeg ærgrede mig så afgjort over, at det ikke lige kunne blive til yderligere et lånt nummer fra den kant. Også fordi, at det hele skulle vise sig at blive en lidt for kort fornøjelse. Blot 67 minutter fik et ellers mere end sultent (og tørstigt) publikum, at gå hjem med – og man mærkede bagefter en tilfreds, men også underlig uforløst stemning i en sal, hvor der i en åben verden nok ville have været langt flere end de godt 40-45, der var tilstede.
Det er jo et mørkt og dragende univers Wollf byder ind i, og så det bare ikke det helt rigtige slutning, når det hele ender ret brat, med to ord og et hurtigt farvel vink, og så åbnes dørene ellers ud til virkeligheden og højtalermusikken går i gang. Det føltes som en brat opvågning fra en ellers god og livagtig drøm.
Nydelsen bestod jo netop i at være både lidt væk fra virkeligheden, mens man rent faktisk var tilbage i virkeligheden. Lige der hvor man blev blæst omkuld af Kellermensch klassikeren ”30 Silver Coins” i nye tunge klæder med en dejlig beskidt guitar solo, og der hvor man bare smilede sig hele vejen igennem at være ørevidne til at Hank Williams blev fortolket i en dark-country-garage-gospel udgave på ”I saw the light” – iøvrigt med Jacob Løkkegaard Friese i hovedrollen på keys og kor, ligesom han også havde det på en mere end godkendt version af en anden Kellermensch favorit ”Bad Sign”.
Der blev lukket med en af de seneste Kellermensch singler ”Nothing” – og den var der bestemt heller intet at udsætte på – men den blev heller ikke leveret som den storslående finale, eller det klimaks, som man klart fornemmende dette band ellers rummer – og som publikum fortjente. COVID-19 har lagt låg på meget, og altså desværre også på endnu en ellers minderig oplevelse på Richter.
