Spørgsmålet i det korte åbningsnummer – det nærmest cabaret agtige – ”Do You Want Us to Play” kan næppe være mere aktuelt efter et 2020, hvor kun lidt har været som det plejer, og hvor det blev ekstra tydeligt at vi ikke skal tage alt for meget for givet og som en selvfølge her i livet.
Men efter at have haft de 11 numre – fordelt på godt 40 minutter i gentagne omdrejninger – så er jeg ikke et øjeblik i tvivl om svaret. Det er et klokkeklart JA. For She’s A Sailor er ikke bare et såre sympatisk foretagende skabt af to gode venner – Jesper Vindberg og Thomas Albrechtsen, de er også begge skarpe sangskrivere, der tør give noget af den selv. De rammer et tidløst og varieret udtrykt på et debutalbum, der bliver med at give, selvom heller ikke det har været så givet som forventet.
For bandet, der blev dannet i 2014 – og allerede i 2016 radiohittede med deres første single ”Beautiful” fra EP’en ”Back From The Sky”, har måtte kæmpe med alvorlige bump på vejen i løbet af de 3 år de efterfølgende har arbejdet på debutalbummet. For cirka halvvejs blev den ene halvdel af duoen – forsanger Jesper Vindberg – ramt af panikangst, og var så tæt på et sammenbrud, at han måtte gå i behandling med medicin og psykologhjælp. Det hjalp – og har resulteret i to numre, der tematisk er centreret om angst. Og pudsigt nok er de på hver sin måde to af albummets stærkeste numre – ikke bare tekstmæssigt – men også fordi de musikalsk rammer dybt med vidt forskellige virkemidler.
Det første af de to – ”For You” er den slags nummer som f.eks. Jonah Blacksmith eller Del Amitri også kunne have begået på en god dag. Et ret klassisk pop/rocknummer, der bare løftes af et rytmisk drive, atmosfærisk guitar og keyboardflader, der med største naturlighed holder modtageren i et melankolsk og malende jerngreb hele vejen igennem.
Et af mange eksempler fra albummet på hvor stærk en producer Lars Skjærbæk (Tim Christensen, Carl-Emil Petersen, Søren Huss, Claus Hempler, Michael Falch, Signe Svendsen oma.) er i forhold til at afstemme stemninger, atmosfære og ikke mindst lyttevenlighed. Og han har med garanti en afgørende aktie i et dejligt balanceret og betagende album, der nok er poleret, men ikke mere end godt er.
Og til trods for at det er tungere emner som længsel, tab, og identitetskriser med om bord, så bliver ”Do You Want US to Play” aldrig en for tung eller for efterårsgrå plade – for den rummer også både lyset og håbet. Det andet nummer skabt i slipstrømmen på panikangsten er ”Panic Attack” – som er en stille og eftertænksom ballade – enkelt arrangement med pianoet, som det bærende element – tilsat små effektfulde musikalske lag, som f.eks. lyden af en næsten lindrende trompet fra H.C. Erbs.
Og at de kan noget med ballader viser også numre som ”My Miss Right” og ikke mindst ”Fools Like Us” – der på klassisk vis lægger ud med akustisk guitar – for siden stille og roligt at foldes ud. To af den slags ballader som pludselig får en til at skænke Saybia og Søren Huss mere end en strøtanke. Det rør. Det rammer. Og det er måske den afgørende styrke ved She’s A Sailor – de kæler for detaljerne – men ikke for detaljens skyld – men for helheden – for noget større, og uden på noget tidspunkt at komme på for dybt vand.
Et af de mest bombastiske numre på pladen – singlen ”Some Space for Me” – er storladen – men uden at blive svulstig – og kunne sagtens være et Roy Orbinson kunne have sunget til tops på alverdens hitlister om han havde levet. Det gør han ikke, men så er det da smukt at sådan nogle som She’s A Sailor kan løfte lidt af arven så overbevisende.
Næste single må næsten blive ”I Miss You So” – der har en fængende og strengelegende Lars Skjærbæk riff-rundgang, som sit helt store scoop. Pakket ind i 80’er/90’er indie pop lyd, der bare aldrig kan blive umoderne – og som står stolt på skuldrene af fine danske band som Naîve og Gangway – så er det et nummer, der lyser og løser op, som et ægte stjerneskud.
Et nummer som i lydbilledet har sin makker i ”All I Wanna Do Is Dance”, der med stor selvfølgelighed burde indskrives som fast indhold på alle radiostationer, der vil noget med sin musikformidling. Det er simpelthen popsnedkeri i luksusklassen.
Også ”You’re a Star” har været ude som single – og at den kun har fået cirka 1/100 afspilninger i DR i forhold til ”Beautiful” er svært forunderligt, og endnu en understregning af at man ikke skal tage det for givet at nogle griber en bold bare fordi man kaster den. Det er albummets måske største stjernestund med en dyb Jacob Klitgaard bas, som det styrende element – kærligt omfavnet af et let flydende og iørefaldende flow – hvor keys og piano er stemningen og guitaren er atmosfæren omkring. En nærmest himmelråbende smuk helhed.
Og når de så også lige favner kammerpoppen – som i ”Rain and Circus” – og en nærmest Disney-ish soundtrack klang på ”Broken Heart” så er det snart svært at bede om mere. Så det gør jeg ikke, men glædes i stedet over at She’s A Sailor – alt til trods – lykkedes med sit debutalbum, der forhåbentligt bare skal høres som et startskud.
