Det var andet år i træk at det kommunalt drevne – men ganske visionære og musikalsk nysgerrige spillested i Ballerup afviklede minifestivalen Showcase Scotland, der afvikles over to dage.
En festival, der I sit DNA taler direkte til et publikum, der også har deres musikhjerter placeret omkring f.eks. Tønder Festivalen og Skagen Festivalen.
Sidste år præsenterede Showcase Scotland et par velkendte Tønder favoritter i form af Talisk og Elephant Sessions, mens nyhedsværdien især samledes om de fremadstormende Niteworks, der så i år tager skridtet videre og rent faktisk spiller på Tønder Festival for første gang.
Igen i år var det her hos BaltoppenLIVE denne kvalitetscocktail af det velkendte og ’det næste store’, der prydede programmet og frydede ved fremmøde.
Men skal vi først vende hovedemnet – Skotland og skotterne, så må man gennemgående sige at det er folk med en historie og en humor, som de heldigvis er generøse til at dele ud af for. For det er i den grad værd at beskæftige sig med, og åbne op for.
Skotterne er tydeligvis et stolt folkefærd, med en passende mængde selvironi, og en stor nysgerrighed overfor andre – måske lige med undtagelse af dem fra nabolandet England. Fra Skotland sprudler det med boblende musik, hvor rødderne til den keltiske og gæliske kultur stikker dybt.
Ligesom det i mange år har været tilfældet på andre folkemusikfestivaler viser Showcase Scotland den aktuelle vitalitet og det generelt høje kvalitetsniveau indenfor en musikgenre, der nok er traditionel, men også både ind- og udlevende, bredtfavnende og underholdende.
Nyt stjerneskud
Første eksempel på det fik man via fredagens åbningskorncert med Kim Carnie, der er ved at etablere sig som en ganske anerkendt og efterspurgt stemme i hjemlandet, og som også er sanger i både Mànran og Staran.
Sidste år udsendte hun sit flotte og gennemarbejdede debutalbum ”And So We Gather”, der er et singer/songwriter og folk orienteret album med gælisk udgangspunkt. Hun har som sådan ikke en vokal med et stort registrer, men til gengæld har hun en dynamik, en sødme, en glød, og en varme i stemmen, der gør at man fra første tone lytter og indfanges. Det mærkes at hun ikke ’bare’ synger, men at hun formidler de indholdsrige og billedrige tekster med en ægte indlevelse og stort nærvær.
Da jeg så hende for første gang live denne fredag, sad jeg undervejs og forestillede mig hende som en perfekt skotsk kloning af Katie Melua og Lisa Ekdahl.
Debutalbummet er utroligt velproduceret og gæstet af diverse store navne fra den hjemlige musikscene. Det gjorde at nogle numre LIVE tabte lidt terræn i forhold til hvad hendes velspillende – men også meget pænt spillende 5-personers band – leverede omkring hende. Man savnede f.eks. lidt den ’støvede” saxofon i den ellers guddommeligt dragende ”Nighean Sin Thal”. Et af mange numre hvor Carnie virkelig beviste hvilke rytmisk drive og føling hun har i sin vokal – i øvrigt undervejs velvalgt ledsaget af den dybe baggrundsvokal fra guitaristen Innes White.
Havde Bonnie Raiit indspillet hendes nummer ”After All”, så havde det nok været Grammy nomineret. Sikke en smuk ballade, der blev præsenteret som femte nummer på en sætliste med hele 14 numre, der naturligvis havde sit udgangspunkt i debutalbummet, men som også bød på masser af guld til øregangen og balsam til musiksjælen.
Mange numre blev præsenteret med indledende anekdoter om de mange – ofte morbide – historier og/eller store personligheder, som teksten omhandlede.
Sammenfattende kan man vel konstatere ”She moves me” som åbningsnummeret hedder på et debutalbum, der ikke kan anbefales for lidt herfra, og som her blev præsenteret i sidste del af koncerten som endnu et bevægende øjeblik. .
Har Tønder Festival mere plads i programmet håber jeg i den grad de straks booker dette stortalent.
Således musikalsk nyforelsket kunne jeg efterfølgende konstatere at der er en grund – eller fem – til at The Outside Track i så mange år har været en populær aktør på spillesteder og store Folk festivaler verden over.
En sammenspillet enhed med masser af energi og spilleglæde – og igen ledsaget af mange herlige baggrundshistorier – også med danske tråde, der blev delt af det velspillende band – bestående af fire kvinder og en enkelt heldig mand, som han blev præsenteret af bandet selv.
De gav et meget traditionelt orienteret sæt – hvor dog især Ailie Robertson med sin harpe undervejs imponerede, ikke mindst på den flotte ballade ”Sweet Lover of Mine” fra deres seneste studiealbum ”Rise Up” (2018).
De lidt over 100 tilhørere var dog med til det sidste, og kunne blandt andet undervejs nyde den stemningsfulde ”The Queen of Rangoon”, og til sidst synge med på den rørende og flotte ballade ”Safe Home” , som bandet udgav som single under Corona pandemien i 2020.
Et flot punktum på en fredag, hvor folkemusikken nok engang havde bidraget til fællesskabet. Kunne lørdagen så matche det? ….svaret følger
