Dag to af Showcase Scotland minifestivalen i de hyggelige rammer i BaltoppenLive havde tre spændende skotske navne på programmet. To velkendte artister, og en ’frist time in Denmark’ premiere.
Første navn kl. 17 var et for de fleste ganske ukendt band – trioen Project Smok – der for første gang gæstede landet.
Nogenlunde samme antal publikum som dagen før – et lille stykke over 100 – havde indfundet sig på deres faste pladser, efter at de for manges vedkommende havde forsynet sig fra en af de særdeles velassorterede barer, der ikke mindst bød på et særligt godt og bredt udvalg, hvis man var til specialøl eller lidt mere spændende sodavand.
Projekt Smok er en progressiv neo-trad trio, der i 2017 blev dannet af de multi-prisvindende musikere Ali Levack (piber og fløjter), Pablo Lafuente (guitar) og Ewan Baird (bodhrán). Siden har de udgivet et par EP’er, et album og et par singler – og et nyt album er på vej. Og ud fra de smagsprøver, som de leverede denne sene lørdag eftermiddag, så er der masser at glæde sig til.
Fra koncertens første nummer ”New Bush” – hentet fra deres debut EP ”Horizonz” – og det efterfølgende ”Wee Smoky” fra seneste EP ”Esperanza” var det tydeligt at vi skulle være vidne til noget hidtil uhørt, noget overvældende og ganske usædvanligt. Det var voldsomt virtuost, men heldigvis helt befriet for blærerøvsmaner. Project Smok blev af spillestedsleder og konferencier Ib Jensen præsenteret som en eksplosiv fusion af traditionel musik og moderne new-age pop, og det var præcis, hvad der med begejstring mødte øregangen, alt imens man samtidig blev smittet af trioens samhørighed, humor, spilleglæde og den tydelige 103% tilstedeværelse.
Der skete konstant noget i et tempo, der ville gøre de fleste forpustet. Men det var tempo med timing og plads til delikatesse, variation og en høj grad af melodiøsitet.
Numrene var generelt bygget op med et stærkt drive, et flydende flow og en rytmisk overdådighed, der undervejs kunne minde én om en skotsk instrumental udgave af Dave Matthews Band.
Deres samspil var sublimt og nærværende, og tydeligt præget af oprigtig glæde over at være til stede i nuet, hvor de kunne dele ud af de ti musikalske gaver, som de havde medbragt.
Ligesom deres øvrige landsmænd- og kvinder på festivalen havde de selvfølgelig også gode historier at berette om de hændelser, personer og steder, der havde inspireret til de enkelte numre, om det var en brødre druktur i Glasgow med aparte afslutning, eller en hyldest til en af hjemlandets andre store fløjtenister Brian Finnegan.
Hvordan Ali Levack henter alt den luft til stort set uafbrudt at spille diverse fløjter og sækkepiber i fem kvarter i træk er mig en lige så stor gåde, som at jeg rent faktisk kunne ’holde ud’ at høre så meget sammenhængende fløjtespil. Men det kunne jeg og jeg nød hvert et minut.
For Ali Levack spiller nærmest som Mohammed Ali boksede – svævende som en sommerfugl, stikkende som en bi, hele tiden med de effektfulde og velplacerede slag til helheden. I stedet for at det hele blev ’for meget af det gode’ føltes det i stedet både hypnotiserende og dragende.
Deres album ”Bayview” er indspillet i Edwyn Collins studie af selvsamme navn. Den verdenskendte singer-songwriter med utallige anbefalelsesværdige soloalbum bag sig og ikke mindst monsterhittet ”A Girl Like You”. Fra det album imponerende særligt veloplagte udgaver af ”Arisaig”, ”Viewbank”, titelnummeret og som afslutning på koncerten den smukt opbyggelige ”Mountain Road”.
Det kan lyde af en floskel at tale om verdensklasse, men det var præcis hvad det her var – hverken mere eller mindre – og ikke mindst fordi lyden også var fuldstændig perfekt i en sætliste uden svage punkter. Hvert et instrument stod knivskarpt, som en del af en helhed, der bare blev ved med at give.
Vil Tønder Festival tages seriøst som landets førende ’first mover festival’ for handmade music, så skal der ikke gå længe før de har Project Smok på programmet. Så det sagt!
Således overvældet af begejstring ventede en lang spisepause i programmet. Dem der havde forudbestilt kunne indtage nogle lækre og indbydende retter i stedets Cafe, mens vi andre kunne nyde den smukke forårssol ude foran med lidt læske til ganen.
Forsinket men festlig afslutning
Pga. tekniske problemer blev aftenens program forsinket en halv time, men klokken 20.30 var vi tilbage i salen og klar til Rura, der så sent som sidste år havde imponerede mig på Tønder Festivalen.
Denne lørdag imponerede de mig dog ikke, selvom de bestemt leverede en godkendt præstation. I forhold til Project Smok var kvartetten dog i mine øre alt for traditionsbundne og fastlåste i deres lydbillede, der over fem kvarter blev noget ensformigt – og især guitarspillet fra Adam Brown føltes nærmest monotont. Ikke mindst når man tænkte på hvad man lige havde oplevet fra den sprudlende Pablo Lafuente. Man kunne dog ikke sætte en finger på hverken samspil eller individuelle færdigheder på highland pipes, violin, fløjte, guitar, keys eller bodhran, men de synkoperede rytmer, og det meget insisterende violinspil skilte sig aldrig ud, og endte i mine ører mest af alt som følelsen af et festligt pauseindslag, der blev lidt for langt.
Når det sagt, så var det tydeligt at hovedparten af publikum mente noget andet, og de var med Rura hele vejen, der i øvrigt med hyggelige og humoristiske historier undervejs var et utroligt sympatisk bekendtskab.
Det var aftenens sidste indslag Manran så afgjort også. Et orkester bestående af hele seks dygtige musikere og så det nyeste es – sangerinden Kim Carnie, som dagen før havde tryllebundet som solist.
Det gjorde hun også på den håndfuld numre, hvor hun stod helt i front denne aften. Det var hende, der for alvor leverede magien på f.eks. de fantastiske sangskriver farvede numre som ”Crow Flies” og ikke mindst ”San Cristobal”. Sidstnævnte med omkvædet ”Roll on until tomorrow”, som hun fik hele salen til at synge med på, selvom næppe ret mange kendte nummeret i forvejen.
Men det kan Carnie, og det beviste hun i øvrigt også dagen før i hendes eget show. Denne aften rimede fællessang pludselig på smukt.
Uden Carnie på scenen er Manran noget mere ordinære, og ligesom Rura ret traditionsbundne, selvom de har både bas og trommeslager med som rytmegruppe. At violinist Ewen Henderson samtidig fik så meget råderum, som sanger virkede hverken helt logisk eller ret oplagt.
Til gengæld satte Henderson og Gary Innes på harmonika i den grad gang i festen, og flere gange fik de folk op af stolene og godt gang i folk festen i forstaden.
Et fint punktum for en fornøjelig festival med flere åbenbaringer og et generelt højt kvalitetsniveau, uanset om man er til det traditionelle eller det mere utraditionelle. Et fornemt arrangement, der kalder på en gentagelse, og den skulle komme ifølge Ib Jensen. Lad os håbe på det, og at flere får øjnene op for både de skotske dyder, og ikke mindst det nysgerrige og sprællevende spillested, der i øvrigt begge dage var bemandet af den slags servicemindede og smilende personale, der gør at både aktører og publikum får lyst til at komme igen.
