Fredag den 05.06 starter 10 dages Copenhagen Jazzfestival. Og JA – allerede nu ved vi, at der er personer, der står klar med autopiloten og udsagn som ”Jazz er da nederen – virkelig trist at bruge tiden på truthorn og stråhatte”.
Så lad os bringe en servicemeddelelse i den forbindelse. Både Copenhagen Jazzfestival – og Århus Jazzfestival, der kører i ugen efter København, rummer rent faktisk begge et næsten ligeså bredt spektrum af musikalske genreskud, som f.eks. Roskilde Festival. Udgangspunktet er bare et andet, og mere rodfæstet.
Derfor vil vi i år have særligt fokus på de mange gratis koncerter, der afvikles på Balders Plads, hvor blues, soul, roots, folk og country m.v. vil flyde i en lang lind strøm.
Der er mange forventelige højdepunkter på pladsen – men skal vi nævne blot nogle – af de udenlandske navne – peger pilen især på navne som Jon Cleary (US), Ranky Tanky (US), Baskery (S), Irish Mythen (IRL), Delgres (F), Danni Nicholls (UK), Brothers Brothers (US), Dudu Tassa & The Kuwaits (IL), og sidst men ikke mindst Ghost Note (US).
Sidstnævnte er en del af et forholdsvis nyt fokusområde på festivalen – “The Future Sound of Jazz” – der i den grad byder på grænsesøgende og grænseoverskridende musikalske oplevelser. Her er det særligt London’s jazzscene, der er fremme på beatet – og derfor vil Side 33 også have opmærksomheden særligt rettet mod koncerterne i denne serie – idet festivalen har formået at få nogle af genrens pt. varmeste UK navne på plakaten – i form af Alfa Mist, der spiller på Bremen den 12.06 på Bremen, og så de tre UK-navne Joe Arman-Jones, Yussef Dayes og I´ll Considered, der alle vil spille på Loppen i løbet af festivalen.
Dette er altså blot et lille hjørne af den samlede program – og foreløbig har det altså ikke haft noget med jazz i klassisk forstand at gøre. Det betyder ikke at det ikke er masser af fuldfed jazz på programmet. Der er rent faktisk musik for de fleste. Programmet er et overflødighedshorn, og døgnet har stadig kun 24 timer, og man kan kun være et sted af gangen.