Albummet ”Awake” er det femte album fra jazzsangerinden Sidsel Storm, og hun er her i fremragende selskab med den svenske pianist Magnus Hjort, Snorre Kirk på trommer, Lasse Mørch på bas, og Tobias Wiklund. Ikke mindst får Magnus Hjort og Tobias Wiklund sat markante spor på et album, der alt efter temperament emmer af venlig variation eller drillende divergens.
Numrene – der er en blanding af nye numre og standards – skifter nemlig rimelig fast i mellem lyden af nat og dag – ellers måske rettere i mellem sovekammer-stemning og en swing-that-thing fornemmelse.
Alt er sådan set godt. Velspillet, og lækker stilsikker vokal. Problemet er at sammenhængskraften og energien for tit tabes i takt med de markante tempo skift.
Det ville have klædt albummet, hvis det var blevet opdelt med en ”Awake” og en ”A Sleep” side. ”Awake” kunne så spille levende og lystigt for det vågne jazzøre, og fryde med numrene ”Comes Love”, ”You’re Getting To Be A habit With Me”, ”Back to You” og ”All Through the Night”. Alle fire numre smagfuldt leveret og adræt arrangeret – ikke mindst sidstnævnte nummer – der blandt andet drager med en tørt tikkende rytmisk sans.
Albummets fem andre numre er ligeså dæmpede, som belysningen ofte er i et sovekammer. Som nævnt udført på hørbart højt niveau. Det er dog kun ”Too Marvelous for Words”, der virkelig gør andet end bare at hygge for øregangen, og derfor drømmer denne skribent i sit stille jazzsind om at stormvejret måske tager lidt til næste gang at Sidsel Storm igen beriger os med sprøde toner i album format.
Rækkefølgen af numre er i øvrigt forskellige fra CD/Digitalt og på LP, men ændrer ikke på det faktum at forløbet af numre i begge udgaver er nat og dag, nat og dag etc.