”Ud af mørket, vokser en sang, som stiger i styrke, sætter noget i gang”
Sådan lød omkvædet på Sanne Salomonsen hittet ”Ud af mørket” i 1985.
Dengang var Snorre Ralund ikke engang født, men følelsen af at have befundet sig i mørket alt for længe, og behovet for at sætte noget i gang for at komme videre mod lysere tider er grundstenen i det, der er blevet til debutalbummet ”Midt i ingenting” fra bandet Sidste Udkald. Et band, der i løbet af et par år er vokset fra et ”far-hygger-hver-tirsdag-band” til et orkester, der seriøst har noget at byde på i såvel tekst og musik.
Det er Snorre Ralund, der skriver tekst og musik, mens de jordnære og håndspillede arrangementer primært bliver skabt i fællesskab med de fem andre dygtige musikere fra Mols området, der i øvrigt alle har det tilfældes at de er tilflyttere. Det musikalske aftryk, som de selv kalder ’Mols Roots” er gennemgående ganske simpelt og upoleret – men måske vigtigst af alt ægte og dybfølt. Man fornemmer både god kemi og bandfeeling, selvom alle sange tager sit udgangspunkts i Snorre Ralund’s lange – og ifølge ham selv – både svære og sære rejse ud af mørket.
Snorre Ralund – der til daglig er forsker på Sociologisk Institut og Antropologisk Institut i København – har spillet musik siden sine teenageår, men har ikke gjort sig det store i sangskrivning før at det nu – lidt af tilfældighedernes vej – blev en vigtig del af den ændringsproces han igangsatte efter han med sin familie flyttede fra København til Mols. En proces der nu endelig skulle hjælpe ham til at komme videre efter et årti, som var præget af træthed og afmagt, og en følelse af mentalt at havde ramt bunden.
Albummet består nemlig af 10 sange, der et et resultat af Snorre Ralunds personlige kamp for at vågne fra ti års dvale og depression. Det er derfor en slags samlet fortælling og et vidnesbyrd om nødvendigheden i at rejse sig og handle, før det er for sent – men også om at acceptere livets status quo – og at alle omkring én ikke nødvendigvis kan eller vil tage samme rejse. H ør f.eks. det rammende beskrevet i det malende afslutningsnummer ”Pas dig selv”
Selvom teksterne tager udgangspunkt i mange små dagligdags begivenheder, hændelser eller samtaler fra Ralund’s eget liv er der mange almengyldige betragtninger, temaer og spørgsmål uden færdige svar, der gør det ganske interessant og relevant at være lytter til.
Det er som sådan ikke stor poesi – og Carl Prisen som ’Årets tekstforfatter’ henter Ralund næppe denne gang. Men det er tydeligt at han har ramt en åre, der nok skal blive ved med at give, og forhåbentlig bliver endnu skarpere fremadrettet.
Først og fremmest fornemmes det at han i godt musikalsk selskab af Jens Moss Thorsen (Guitar, Dobro, Lapsteel), Nicolai Pape Mortensen (Guitar), Nikolaj Engrob (Klaver, Keys), Thomas Hagge (Kontrabas) og Simon Knoblauch (Cajon, Percussion) er på vej til at finde sin egen stemme. Han har en mørk og emotionel vokal – der er ganske særegen, og den eneste jeg umiddelbart kan komme i tanke om at sammenligne med, er den karismatiske Anohni (Antony Hegarty) fra Antony and the Johnsons.
Albummet åbner sig atmosfærisk med ”Sig farvel”, der straks giver et blik af et album, der er for alvor, men som musikalsk også er tilbagelænet og ligetil i enkle rodfyldte singer/songwriter arrangementer, som også fans af Allan Olsen og Poul Krebs vil kunne finde det behageligt at lytte på.
Albummets kerne – og albummets stærkeste nummer finder du i nummeret ”10 år mere” – og den alt afgørende linje ”Mørke skyer, farvel med jer”. De mørke skyer får hele 8 minutter og 40 sekunder at forsvinde i – i et nummer der smukt foldes ud i et stemningsfyldt og mættende lydbillede, hvor guitarguirlander på smukkeste vis finder vej til lyset. Mesterligt.
Et nummer der i kvalitet – sammen med den dejligt spiddende protestsang – ”Høje herrer”, der nærmest foldes ud som en folk-rap, samt den helt Dylan-ske ”Helt klart” – og den næsten seks minutter lange ”Tilfreds” – lige er på det niveau, hvor man bliver mere end bare tilfreds med hvad man hører. Sidstnævnte nummer med albummets måske skarpest formulerede linjer-
”Er du selv tilfreds, når du glemmer? / At du er utilpas, bag det du gemmer”
Snorre Ralund har fået sat ord og musik på en omvæltende tid – og det kan han bestemt være mere end tilfreds med. Dansk roots musik har fået en ny original stemme – og en sangskriver – der med garanti gemmer flere – og forhåbentligt endnu bedre sange- plukket ud af det liv, der heldigvis igen er noget lys over. Der er jo nok at tage fat på – for som han konkluderer det i sangen ”Høje herrer”
Hvor tror du egentlig sandheden er`? / Hvorfor tror du ikk’ at du er mere værd? / Hvorfor venter du på de høje herrer? / Siden du blev født er det kun blevet værre
