På en kold dag i december havde Signe Svendsen valgt at præsentere et nyt samarbejde med den internationalt velrenommerede strygekvartet Who Killed Bambi, der ud over et par smagfulde udgivelser i eget navn og berigende gæsteoptrædener på andres, tidligere LIVE har strøget om sig med vellyd bag f.eks. FATHER JOHN MISTY, Rod Stewart, Teitur, Steffen Brandt, Fallulah, Mathilde Falch, Katinka, Caroline Henderson og Ginne Marker.
Samspillet med Signe Svendsen og hendes faste musikalske samarbejdspartnere Palle Hjort og Lars Skjærbæk skulle vise sig som et perfect match.
Koncerten – der om engle eller andet godtfolk vil – ikke ender som en ’once in a lifetime’ oplevelse for de forholdsvise få, var af hovedpersonen tænkt, som en slags finale ovenpå den større live aktivitet, der har været i kølvandet på hendes femte album ”Hvem vil ikke elskes igen”, der udkom i oktober 2022.
Lad det være sagt fra starten. Jeg kan umiddelbart ikke tænke mig til et flottere punktum. Syv af de ti sange fra albummet fik nye klangfulde klæder, og blev foldet ud som varm vellyd, i en kold tid, hvor melankolien og mørket ellers har lidt for gode vækstvilkår.
Meget passende blev den første nervøsitet fra dagens hovedperson sunget ud via titelnummeret, inden det første af hele seks numre fra hendes forrige album ”Det forlyder” blev spillet ud. Signe Svendsens stemningsfulde og vedkommende sange om kærlighedens kringelkroge og skrøbelige korthuse, fik en helt ny form for luft, og til tider nærmest nye vinger.
”Hvis du rammer bunder, åbner jeg hånden” lød det opløftende og rørende i ”Fugl fra min hånd”. En sang præsenteret som en hyldest til den vedholdende kærlighed. Og hvor naivt det end må lyde for nogle, så er det måske netop med fokus på kærligheden og på hinanden, at vi skal komme videre i en verden, der lige nu virker så hjerteløs og hadefuld.
Som sædvanlig var Signe Svendsen både ligefrem, humoristisk og åbenhjertelig i hendes kommunikation med både publikum og musikere mellem numrene. Orgelkongen Palle Hjort blev præsenteret med ægte næstekærlig, som ’manden i nuet’, og det gav han for alvor prøve på senere i koncerten til nummeret i nummeret ”Sort/Hvid”, der tydeligvis fik den slags afslutning, der ikke var afprøvet i øvelokalet!
Det var samhørigheden i lydbilledet, der var den store gevinst for en sangskat, der i forvejen har bevist sin langtidsholdbare værdi. Who Killed Bambi stjal aldrig billedet, men var alligevel hele tiden synlige og mærkbare, naturligvis undtaget de fire numre, der blev leveret uden kvartetten.
De hentede dog et af aftenens største bifald i forbindelse med en mageløs og direkte magisk arrangeret udgave af ”Frosten slipper”, hvor cello, violiner, og den rene klang af Signe Svendsens frydefulde vokal, gav følelsen af at fem engle havde indtaget hovedrollerne i lokalet.
Nummeret kom godt 2/3 inden i koncerten, og inden da havde der nu ikke manglet højdepunkter. Første gang jeg hvor alvor tænkte, at dette bliver en af de helt store minderige aftener, var da sættets fjerde nummer ”Hjemløse hjerter” med linjen ”kun de faldne, rejser sig igen” – udspillede sig i et arrangement, der både strøg ind med hårene samtidig med af den essentielle nerve i nummeret blev bibeholdt. Simpelthen mesterligt arrangeret.
Signe Svendsen, der enten ’bare’ sang, eller bidrog med akustisk eller elektrisk guitar, satte sig bag klaveret på den dystre men dybt dragende ”Hører du de hvisker”, og det blev her midtvejs i sættet det første pletskud i et regulært hattrick af musikalske åbenbaringer.
Der blev eksperimenteret og leget med lyd og stemning i ”Ville give dig alt”, og der blev tændt op for varmen og nyt håb i ”Sig at solen rejser sig”. Signe Svendsens bud på en klima-ish sang. ”Når man prøver at skrive sådan en sang, lyder det som regel, som en løftet pegefinger med den ene hånd, mens den anden pudser glorien – og hvem gider høre det” , sagde hun ganske rammende inden. Et godt og relevant spørgsmål i en tid, hvor fokus og behov for handling i forhold til klimaet vel aldrig har været større.
Med denne livsbekræftende sang, der rummer både troen og tvivlen har hun dog i den grad fået sat ord på en sag uden lette løsninger. Tak for det, og lad os da håbe at linjer som;
”Jeg længes mod en sammenhæng – og mærker næsten ingenting – Vi taler altid kun med os selv – Og vi tror, vi ved – At når solen går ned – Vil den altid rejse sig igen”
…bliver hørt på det igangværende COP28-verdensklimaindsatstopmøde.
Signe Svendsen er så afgjort mere end et smil, der smitter, og en undervejs charmerende fynsk accent. Signe Svendsen har både bid, kant og mod. Ikke mindst eksemplificeret i en tryllebindende version af ”Lys ud, lys ind”, der gav masser af tid og plads til at lade guitarist Lars Skjærbæk på virtuos vis satte billedskabende elektrisk forstærkning til alt den psykiske sårbarhed, som teksten omhandler.
Så kunne man sådan set ikke bede om mere, og dog fik vi alligevel yderligere tre dejlige numre, hvoraf især det sidste ekstra nummer ”Det forlyder”, på en forunderlig og tryllebindende facon gav alle de gode svar på hvorfor lige præcis denne konstellation af musikere burde være kommet for at blive. Solen havde for alvor ramt os alle i salen og vist sit varme ansigt i en kold tid.
Det var simpelthen lige over 1½ times bæredygtig energi til reservetanken. Svært ikke at drømme om at Signe Svendsen inden det næste album, som hun pt. arbejder på, lige laver en ”Genbesøgt – vol. 2” EP sammen med Who Killed Bambi, og viser at sange som ”Fugl fra min hånd”, ”Hører du de hvisker”, ”Ville give dig alt”, og “Lys ud, lys ind” stadig er i voksealderen.
FOTO: Mads Kornum
